Rotator's blog
02-08-2007 - 13:30

Coolshop's Pointshop

Lad det være sagt med det samme: Jeg er meget glad for Coolshop og har handlet der mange gange. Det er faktisk i tidens løb blevet til næsten 8.000 kroner jeg har brugt på spil fra deres shop.

Men nu er mit skrivebord begyndt at blive rodet yderligere til af deres point-sedler som de vedlægger hver ordre. Og det er jo fint nok at de forsøger at gøre lidt ekstra for deres tilbagevendende kunder. Men har de mon tænkt det igennem?

Alle de ordrer jeg har modtaget siden de begyndte på deres point-system har jeg fået ét helt point med til. Og hvad kan jeg så få for disse point?

Jo, for 5 point kan jeg få Crazy Frog Racer til PC. Woohooo. Det er jo vildt. Et spil til 42,- ganske gratis! Og hvad ser jeg? De har Perfect Dark Zero til Xbox360 til kun HALVTREDS point!!!!

Halvtreds bestillinger for at spare sammen til en bonus, de selv sælger til 79 kroner inklusiv fragt. Det er eddermaneme fattigt. Ja, okay, det er essentielt gratis, men det har jo også kostet dem penge at få trykt alle de point-sedler. Penge som de kun kan få ind fra deres normale handler, gennem højere priser. (Med mindre de har overtalt Just-Eat.dk som reklamerer på bagsiden til at betale hele det gilde).

Men hør nu lige, små venner. 50 point for et spil der ikke engang er det plastic værd som DVD'en er støbt af. Det er jo til grin. Hvis I vil bruge dette som et middel til at få tilbagevendende kunder, så lok med noget lidt mere interessant.

Det sjoveste er at nederst på deres point-sedler står der:

"Hver måned vil der være nye spil at vælge imellem."

Ja, goddag mand, hammerhoved!

Korrigér mig hvis jeg tager fejl men de spil der er på deres Point-Shop er da vist præcis de samme som da de startede denne kampagne for flere måneder siden.

Alt i alt virker denne kampagne uigennemtænkt, sløset og ligegyldig. Coolshop, spænd hjelmen, den sidder løst.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her