Rockanoid's blog
26-09-2010 - 13:24

Sur på Halo: Reach (Aarrghh)

I går blev jeg sur på Halo: Reach! Virkelig super-bandeord-sur på det-bandeord-spil!! 


Ja, det er vel en mærkelig størrelse, at blive sur på et spil, for man er jo ofte selv fjolset, som ikke kan finde ud af at spille det ordentligt og derfor projekterer man sin frustration over i spillet, hvilket jo så konkluderende ender op i, at man jo egentlig burde være sur på sig selv. MEN, i dette tilfælde er den god nok. Det var IKKE min skyld, men spillets (Hah! Endelig..)


Og hvad er så årsagen til min frustration? Jo, Halo: Reach giver mig tæv i Campaign Mode på Legendary. Ok, ja ”Legendary” siger jo noget om, at det ER svært, men ”sværhedsgrad” kommer jo i mange former..


Det jeg fokuserer min kritik på, er A.I.'en. Det interessante eller bandeord-irriterende er nemlig, at ALLE fjender konsekvent skyder efter mig / min figur! Om jeg sidder i en Warthog, Turret eller bare løber rundt er det mig og kun mig de skyder efter, selv om der er masser af NPC-venner rundt omkring. De burde jo også være en trussel. Jeg er jo kun ”Noble 6”..


”Sværhedsgrad” i min verden, i forhold til skydespil, og alle andre typer spil for dens sags skyld, handler om A.I.'ens snarrådighed og samarbejde, og ikke om at ALLE fjender skal sigte på mig og give massiv skade. Det er bare ren styrke og har intet med taktik at gøre (ja, jo, det er der så måske nogen der vil argumentere for, for det virker jo, ikke?). Men jeg synes det er frustrerende. Så kort og godt: Fjende-A.I.'ens taktik er massiv ildkraft koncentreret et sted = mig.


..men det kan man måske leve med, for det har man set i andre spil. Problemet er, at dette skal kombineres med den næste vigtige del, nemlig de ”seje” Spartan NPC-A.I.-venner som følger en i Halo: Reach.


De fremstilles som ”Bad Ass Soldiers” og det er de også, men kun når det kommer til at modtage skade uden at dø, hvilket ofte akkompagneres med en tør kommentar som ”I'm taking fire”, mens den samme skade på undertegnede helt sikkert ville resultere i et re-spawn. Og det er faktisk det eneste de er GODE til, for de fejler på alle andre områder! Gid de var så seje som i videoerne..


Jeg har oplevet den seje Sniper og Heavy Weapons Guy, give mindre skade med deres våben end standard-pistolen (og den er ellers god)! Generelt skrabede de bare overfladen på fjendernes rustninger. Hvis de i det mindste havde ødelagt fjendernes skjold. Så svært er det heller ikke at dræbe en Grunt! (Jo, det er, når man er Spartan NPC). Suk..


Jeg har har oplevet dem køre dårligere i Warthogs, end hvis jeg havde haft en blind pensionist med Parkinsons som chauffør! Sten, bropiller, fjendtlige køretøjer(!) er noget man bare må og skal ramme og helst sidde fast i hvilket ofte har resulteret i små dæmpede skrig fra min side, fordi jeg ikke fortjente at død dette sted, igen, på grund af en dårligt programmeret A.I.! Og waypoints? Det kender de intet til? ”Nåh, er den vigtige, fjende-okkuperede mine lige om hjørnet. Hvordan skal jeg som sej Spartan-NPC dog nogen sinde komme derhen? Kommer S-toget om lidt?” (Ja, fordi jeg bliver nødt til at hente dem gang på gang.. Halo: Reach S-tog service medarbejder Noble 6) Suk..


Jeg har også oplevet de seje Spartan-NPC'er løbe rundt for sig selv og vente bag ved sten og andet, mens jeg blev tvunget til at gå i ildkamp, for at lokke dem frem og yde en indsats mod fjenden, som alligevel ikke var særlig meget værd. Er de der ikke for at hjælpe eller er det bare et dårligt stemningsskabende tiltag fra Bungie's side? (”Se hvor seje de andre Spartans er Noble 6. Når du bliver voksen bliver du lige så seje som dem!” Hah! Det er da mig der gør alt arbejdet, men det er måske derfor at de hyrede en Noble 6 – to do all the dirty work, because the others are way to cool to do anything. Fed jobbeskrivelse, men noget skidt i et spil som sælger sig selv på at have nogle seje NPC'er..)


Så er det jeg tænker: Er det meningen at vi som spillere skal synes at ”The Spartans” er super seje, når de i spillet er SÅ elendige? Hvordan kan det være, at et spil som har kostet millioner af dollars at lave, som har promoveret sig som det mest forventede spil i 2010 og som har så godt et ry med en super forbilledlig helt som ”Master Chief”, har en gruppe Spartan NPC'er, hvis A.I. Intelligens er så uhyggelig spartansk! Det er i mine øjne noget af det vigtigste for et spil og især for et spil som Halo.


Det mest irriterende ved det hele er, og ja det er død-dobbeltmoralsk, at jeg faktisk synes at Halo: Reach er et fantastisk spil! Historien er god, grafikken er virkelig flot og musikken helt fantastisk. Tja, faktisk må jeg indrømme, at meget af gameplay'et også er godt i forhold til baneopbygning, locations og stemning.


Så kort og godt er det frustrerende, at så fedt et spil som Halo: Reach egentlig er, så dårlig er A.I.'en, men det kunne måske også hænge sammen med, at jeg startede spillet på ”Legendary” og måske ikke er skrap nok til, at håndtere udfordringen? (..hvorfor jeg drømmer om den dag, hvor man kan købe ”Tudekiks” til sin Avatar!)

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her