Hej til alle! Før jeg starter mit lille filosofiske tankespind, vil jeg lige introducere mig selv, da det jo er mit først blogindlæg her på siden.

Jeg er jo som bekendt Rahbek, og har huseret her på Xboxlife.dk i nogen tid, mere aktivt i nogle perioder end andre. Nogle (gen)kender mig sikkert, andre aner ikke hvem jeg er. 
Jeg er med mine 19 år fysikstuderende ved KU, inkarneret GeoW fan, rockentusiast samt generelt nørd. Alle disse vil helt sikkert vise sig i hvad jeg skriver i en eller anden grad, så alle er hermed behørigt advaret. 
Jeg håber desuden at jeg vil få taget mig sammen til at skrive noget tankevækkende blogs fra tid til anden, der kan skabe grobund for en sund diskussion, for det er nu engang min ynglingsport.

Nu vil jeg begynde på hvad jeg rent faktisk havde på hjerte, nemlig mine små spekulationer om begrebet fakta.
Ved ren og skær tilfældighed kom jeg for nylig til at tænke over dette begreb, og hvad det nu indebærer når vi bruger dette ord, og jeg er kommet frem til lidt af hvert.

Fakta er defineret som noget der virkeligt er sandt, og heri ligger netop hele problemstillingen. For hvornår kan noget antages som en sandhed?

I empirisk videnskab regnes sandhed som et resultat der kan genbekræftes igen og igen, af hvilken som helst iagttager, forudsat at han udfører det samme eksperiment ved præcis de samme parametre.  Dette er såmænd nok også korrekt, hvis disse resultater til enhver tid kunne observeres helt objektivt, men det er jo ikke muligt idet al information for mennesker strømmer igennem hjernen.

Hvis to iagttagere ser den samme begivenhed, skulle de jo gerne rapportere præcis det samme resultat af denne begivenhed (Her ekskluderer vi alle relativistiske betragtninger).  Men ud fra hjernens ‘filter’ der er dannet af menneskets kerneværdier og tidligere erfaringer og viden, behøver dette jo netop ikke være tilfældet. 

Hvis vi danner os en situation hvor et menneske gør noget socialt sanktioneret som ’forkert’, vil den ene måske dømme dette menneske som en gemen forbryder, hvorimod den anden ved at det er en nødvendighed for overlevelse for dette menneske, og vil da se mildere på sagen.

Selve begivenheden er nøjagtigt ens, men den bliver siet over to forskellige filtre, og vil derved have to forskellige konklusioner, for de to iagttagere. 
Da der for enhver reel begivenhed vil være en kausalitetsrækkefølge, som er stærkt afhængig af menneskets opfattelse, kan det i mange situationer med menneskelig kommunikation, være meget vigtigt at vi opfatter en begivenhed ens. At vi ikke gør, er grunden til utallige konflikter, store som små.

Så hvordan er det at vi kan betragte noget som en sandhed når vi mennesker har dette filter over vores hjerne? Det må jo nødvendigvis skabes ved en konsensus af ’nok’ iagttageres observationer når de udfører eksperimentet/observerer begivenheden.   Vi antager her at ’nok’ er et defineret antal, og jeg vil ikke indlade mig på hvornår at 'nok' er nok.

Problemet er at dette ikke giver nogen sikkerhed heller. Det bedste eksempel er nok farver. Alle folk uden nogen form for synshandicap, vil være enige om at rød er rød. 
Men er den nu også det? Vi har alle lært at den farve vi har lært hedder rød, er rød, men kunne jeg ikke se det du vil kalde blå selvom vi begge ud fra en socialkonstruktion er blevet enige om at den er rød? En helt tredje person ser måske denne farve som lilla? Ingen ved det, ingen vil nogensinde finde ud af det , ene og alene af den grund, at vi har hver vores hjerne der måske eller måske ikke opfatter lys med de samme bølgelænger forskelligt.

Så selvom vi har opstillet disse to krav til en sandhed, nemlig at den er verificerbar af alle iagttagere og derved der kan dannes en konsensus om resultatet, kan vi jo faktisk ikke være helt sikre, simpelthen fordi den menneskelige hjerne udgør et filter, som altid i en eller anden grad vil være subjektivt, da denne er påvirkelig af psykisk, fysisk og/eller kemisk vej.

Man kan dog heldigvis nok opnå en god konsensus i mange naturvidenskablige eksperimenter, da resultaterne i mange tilfælde (heldigvis) er meget lidt modtagelige overfor fortolkning (betydningen af dem er dog tit det vi bruger lang tid på at fortolke), og da ikke giver hjernen spillerum. 
Det bliver straks værre når man bevæger sig over i den humanistiske sfære af videnskab, hvor fakta i meget høj grad kan blive subjektivt.

Så en sandhed, eller et faktum, er vel netop den bedste approksimering til svaret til en kendt problemstilling, med en ’god nok’ konsensus. Ikke helt så gloriøst som man måske kunne tænke sig, men det er nok det vi er nødt til at tage til takke med, og det fungerer da også i de fleste hverdagssammenhænge.
Et sådan begreb som den endelige sandhed, må man nok overlade til alverdens religioner og Douglas Adams.