pstudio's blog
15-04-2010 - 01:53

Game Room - Super Cobra

Hvad er det? To anmeldelser på en gang? Yep! Man føler sig jo lidt skyldig over ikke at have skrevet noget de seneste dage, så I får lige en ekstra hurtig anmeldelse.

Titel: Super Cobra
Udgiver: Konami
Årstal: 1981
Platform: Arkade



Om spillet:
Kan I huske min anmeldelse af spillet Scramble? Sad I og tænkte: "Hvor lyder Scramble som et fedt spil, men jeg ville sådan ønske, at man kunne styre en helikopter i stedet for et fly."? Hvis det er tilfældet, så vil I elske Super Cobra. Super Cobra bygger på stort set den samme hardware som Scramble, og spillet er da også den direkte efterfølger til Scramble.

Er der så noget anderledes ved Super Cobra ud over at flyet er blevet skiftet ud med en helikopter? Ja. Det første man lægger mærke til er, at der er flere baner med i dette spil. 11 baner mod 6 i Scramble. Det er generelt antaget, at Super Cobra er sværere end Scramble, men jeg synes faktisk at det er omvendt. Det kan selvfølgelig godt være fordi, at jeg var lidt kold da jeg spillede Scramble, og jeg gik direkte i gang med Super Cobra efter at have spillet Scramble, og derfor var inde i rytmen. Men Super Cobra er helt klart ikke et spil, du kommer legende igennem.

Det mest bemærkelsesværdige ved Super Cobra er dog, at der er blevet tilføjet mere action i spillet. Der er bl.a. kommet tanks på jorden, som skyder efter dig. Nogle af disse tanks vil endda bevæge sig langs jorden, og stopper altså ikke med at skyde imod dig, før du har skudt dem. Generelt sker der mere på skærmen nu, som nok også er det der hentydes til, når folk påstår at sværhedsgraden er steget i forhold til Scramble.



Kontrol:
Venstre analog/D-pad: Bevæg helikopteren. Styringen fungerer på samme måde som i Scramble.
A: Affyr skud.
B: Smid bombe. Igen er denne super til at samle brændstof op.

Grafik/Lyd:
Du styrer en helikopter i stedet for et fly. Ellers er der ikke nogen bemærkelsesværdig forskel på de to spil.

Karakter: 4/5
Super Cobra formår lige at tilsnige sig en ekstra karakter i forhold til Scramble. Der er ikke stor forskel på de to spil. Begge spil er jo også fra det samme år og kører på stort set identisk hardware. Der er dog blevet introduceret lidt mere action i Super Cobra, som jeg jo efterlyste i Scramble. Sammenlagt med, at der er flere baner i Super Cobra, får Super Cobra derfor hele 4 i karakter.

Jeg kunne ikke finde godt klip af Super Cobra i arkade-versionen på Youtube. Dette klip er fra et game show, hvor de spiller spillet, og selvom man ikke ser meget af spillet, er klippet da meget sjovt.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her