Farveller, 2010

2010 - et underligt år for mig på alle måder, også spilmæssigt.

Teknisk set synes jeg, at Rock Band 3 er årets spil, men jeg har næsten ikke rørt det. Når jeg tænker tilbage, så er det i virkeligheden Bayonetta, der gjorde det største indtryk på mig. Spillet er bare så tight, at det halve kunne være nok. Det er måske lidt synd, at Platinum Games valgte at gøre det SÅ underligt, som de gjorde - det er både spillets største styrke og svaghed. Desuden kræver det næsten lige så så storn en indsats at spille som de mere tekniske fightingspil, som jeg jo dyrker i usund grad. Bayonetta kan en lang række mere eller mindre brugbare comboer, men man kan ikke bare mashe løs af dem på de højere sværhedsgrader. Det er et ualmindeligt præcisionskrævende actionspil, og det sad lige i skabet hos mig.

Mit mest spillede spil i 2010 er dog fra 2009, og det er selvfølgelig Tekken 6. Jeg var egentlig slet ikke særlig begejstret for det i begyndelsen, men det er Tekken på godt og ondt. Jo dybere, man graver, desto mere er der at komme efter. Jeg gravede også dybt i Super Street Fighter IV, men der skete det omvendte - det avancerede niveau viste sig at være uinteressant for mig. Tekken har bare mere at komme efter for mig, og derfor hakker jeg stadig i det, selv om jeg i lange perioder ikke føler, at jeg lærer noget. Nu må vi se, om det også holder ind i 2011 - jeg håber dog, at Tekken Tag Tournament 2 ikke er flere år væk, for jeg trænger lidt til et nyt 3D-fightingspil, som ikke bare er en konvertering af et tre år gammelt arkadespil.

Hvad er min konklusion på denne blog så? INGENTING! Men Bayonetta er årets spil for mig.