Doom Multiplayer Erkendelser
Så nåede jeg første milepæl: "Rookie" Achievement: 50 kills on Xbox Live.
Sjældent har jeg arbejdet hårdere for sådan en simpel achievement.
Før jeg unlock'ede den, havde jeg ellers en fornemmelse af, at jeg med lynets hast, kunne have toppet "Overall Leaderboards" og samtidig få begge achievements på en og samme tid.
Jeg var ude i en deathmatch, som startede mod to andre gamere. Én af dem sprang desværre hurtigt fra, da jeg fandt ham i en afsides krog på kortet, hvor han bare stod stille. Jeg kvitterede med en henrettelse. Kort efter dette quit'ede han.
Jeg var så ladt tilbage med en modstander. Jeg gik næsten ud fra, at det var ham, der var host på kampen, da han ikke mindede mig om nogle af dem jeg tidligere havde mødt i løbet af de sidste par dage. Han virkede udholdende. Det var næsten som om, at han også jagtede de eftertragtede achievements, og havde oprettet en deathmatch med maximum frags for at nå målet. Alt hvad han manglede for at gøre dette så hurtigt som muligt, var bare at finde en anden ligeså udholdende modstander.
Jeg har nu lige set, hvad de højeste kriterier for skabte kampe kan være, og må desværre tilstå, at der ikke kunne være en anden afslutning på match'en, end ved at én af os trak sig og afbrød det hele. Indstillingerne stod tilsyneladende på "No Timelimit" og "No Fraglimit". Ærgerligt at jeg ikke vidste det på forhånd, for så ville jeg ikke have givet mig i kast med denne udholdenhedsprøve til at starte med.
Som kampen skred frem, følte jeg mig næsten nært tilknyttet modstanderen. Et time langt venskab, hvor de små fejl vi alle begår i livet, blev accepteret. Så som når han ventede i rummet, hvor plasma gun'en respawner, velvidende om at hvis vi skal videre med spillet og samtidigt have lidt sjovt med det, skal jeg opsøge ham. Imens kan han bare se sine frags tælle opad. Ligeledes når vi så mødtes et andet tilfældigt sted på banen, og jeg efterfølgende blev nakket, kunne jeg nogle gange respawne lige ved siden af, og måske få hans energi yderlige ned med en tredjedel, inden jeg blev likvideret igen. Når det gik rigtigt godt, kunne denne proces gentagne sig, indtil det var mig, der fik ham ned med nakken.
Jeg var også meget stædig til tider og opholdte mig kun steder på banen, hvor jeg med sikkerhed vidste, at der ville han ikke komme foreløbigt. Jeg fandt ud af at lyttesansen i dette ret simple spil, var en god mulighed at benytte sig af. Jeg kunne høre, når han åbnede døre og brugte teleporte i nærheden af mig. Imens kunne jeg strejfe rundt og indsamle ammunition, indtil han kom ud af buskadset. Når han begyndte at nærme sig mig, var jeg således forberedt. Hvis jeg vandt en nærkamp, strejfede jeg igen rundt i samme område og ragede våben, ammunition, armour og health til mig, indtil jeg blev opsøgt og næste duel kunne finde sted. Igen føltes det som et andet venskab, hvor blev disse små irritationsmomenter blev tolereret.
Banen vi spillede på, var rimelig stor. Langsomt men sikkert krøb de samlede frags opad. Fra mine få tidligere fuldførte deathmatches, som havde endt ved enten en relativ kort "Timelimit" (5 eller 10 minutter) eller ved en "Fraglimit" på en 10 til 20 stykker, begyndte jeg at blive lidt skeptisk sådan som situationen udfoldede sig. Som sagt kendte jeg ikke så meget til valgmulighederne, når man oprettede en kamp og jeg troede faktisk, at tidsbegrænsningerne lød på noget lignende som 5, 10, 15, 20, 30, 45, 60 minutter og til sidst "No Limit". Jeg regnede også med, at frag begrænsningen kørte i nogenlunde samme interval. Min nervøsitet for at modstanderen ville disconnecte kampen var hele tiden til stede. For hver gang jeg henrettede ham, havde han mindst fået ramt på mig to eller tre gange. Hvis han disconnect'ede, ville det ikke være fordi, at han stod til at tabe den samlede kamp, når han nu tilsyneladende var ret meget foran mig. Jeg anstrengte mig virkelig på ikke at skabe frustrerende situationer overfor ham, eksempelvis ved at vente samme sted i al for lang tid. Jeg var lidt ligeglad med, hvem der skulle komme ud som kampens vinder, så længe jeg fik mine frags til kontoen. Jeg skal ærligt indrømme, at når de pågældende grænser for, hvad jeg troede var "loftet" på kampen, blev overskredet, bankede pulsen lidt hurtigere hver gang.
I ren afmagt udstod jeg slagets gang. Det var blevet meget trivielt, tålmodigheden var for længst sluppet op og de små irritationsmomenter blev bare større og større. Da vi var ved at nå en spilletid på omkring en time, var jeg ved at blive tilpas afslappet. Jeg havde næsten med 100 procents sikkerhed, regnet med at spillet ville slutte der omkring og vi tilsammen kunne indkassere vores hårdt tjente frags, men jeg skulle blive meget klogere.
Jeg havde næsten nået 50 frags og hvis jeg skal skyde på hvad han havde opnået, lå det vel på 100 eller noget derover.
Men hvad skete der så..? Vedkommende disconnect'ede! Det kunne jeg selvfølgelig have sagt mig selv. Man havde forrådt mig! Det skal lige passe med mit held, at tålmodigheden skal sættes på denne enorme prøvelse gang på gang.
Jeg følte, at vores venskab bare var blevet stærkere og stærkere i timen der gik, og at det så på ingen tid faldt til jorden igen. Jeg blev rasende indeni! For min skyld kunne han blive kørt over, næste gang han skulle ud og handle. Det ville næsten have frydet mig.
Jeg modtog dog min "Rookie" achievement noget senere samme dag, efter jeg var faldet ned. Jeg tog en slapper og fremmanede kræfterne til at spille igen.
Denne gang på den ekstrem lille bane fra episode 4 mission 1. Vi var alt i alt tre i kampen om trofæet. Begge modstandere stod næsten hele tiden samme sted med dertil følgende rocket launchere og plasma guns i nærheden, og med mig rendende rundt som en skoldet skid, fanget i midten af deres krydsild. Jeg formåede alligevel at ramme dem 8 gange med døden til følge, før den forføreriske og meget forløsende lyd dukkede frem. "Achievement Unlocked" fremtonede på afslutningsskærmen.
Det er nu midt på natten og 11 timer siden jeg nåede andensidste mål i spillet. Inden jeg begyndte at skrive dette, tog jeg mig en kort deathmatch. Jeg vandt ikke den samlede sejr. Modstanderen dræbte mig 12 gange og jeg fik ham (kun) 6 gange. Alligevel følte jeg mig som sejrsherren. Det var meget opløftende at se afslutningsskærmen igen. Bare at nå frem til den, var en sejr i sig selv. Jeg fik samtidig også lidt indsigt i, hvordan jeg vil kæmpe i morgendagens kampe i min stræben på mit endegyldige mål: Den allersidste achievement og en officiel fuldførelse af spillet.
Jeg er selv på ingen måder en overlegen modstander i nogen som helst former af spil i multiplayer. Det har aldrig været noget, jeg har gjort det store i, og jeg har samtidigt været nervøs for at skulle blive til grin i disse. Alligevel er det mit mål for i morgen, at satse på at møde nogle modstandere, som bare er en lille smule dårligere end mig til Doom. Jeg vil holde dem ved ilden, ved at lade dem dræbe mig tilpas mange gange og derved give dem fornemmelsen af, at de har overtaget og samtidigt bibeholder lysten til at gennemføre en hel deathmatch. Det lyder som en dårlig undskyldning fra en ynkelig taber... Det er det måske også.
Men spændende bliver det at se, om den strategi holder og bringer mig op på de guddommelige 200/200 i gamerscore.
Facebook
Twitter