Muqqe's blog
18-02-2007 - 04:47

Doom Multiplayer Erkendelser

Så nåede jeg første milepæl: "Rookie" Achievement: 50 kills on Xbox Live.

Sjældent har jeg arbejdet hårdere for sådan en simpel achievement.
Før jeg unlock'ede den, havde jeg ellers en fornemmelse af, at jeg med lynets hast, kunne have toppet "Overall Leaderboards" og samtidig få begge achievements på en og samme tid.

Jeg var ude i en deathmatch, som startede mod to andre gamere. Én af dem sprang desværre hurtigt fra, da jeg fandt ham i en afsides krog på kortet, hvor han bare stod stille. Jeg kvitterede med en henrettelse. Kort efter dette quit'ede han.
 
Jeg var så ladt tilbage med en modstander. Jeg gik næsten ud fra, at det var ham, der var host på kampen, da han ikke mindede mig om nogle af dem jeg tidligere havde mødt i løbet af de sidste par dage. Han virkede udholdende. Det var næsten som om, at han også jagtede de eftertragtede achievements, og havde oprettet en deathmatch med maximum frags for at nå målet. Alt hvad han manglede for at gøre dette så hurtigt som muligt, var bare at finde en anden ligeså udholdende modstander.

Jeg har nu lige set, hvad de højeste kriterier for skabte kampe kan være, og må desværre tilstå, at der ikke kunne være en anden afslutning på match'en, end ved at én af os trak sig og afbrød det hele. Indstillingerne stod tilsyneladende på "No Timelimit" og "No Fraglimit". Ærgerligt at jeg ikke vidste det på forhånd, for så ville jeg ikke have givet mig i kast med denne udholdenhedsprøve til at starte med.

Som kampen skred frem, følte jeg mig næsten nært tilknyttet modstanderen. Et time langt venskab, hvor de små fejl vi alle begår i livet, blev accepteret. Så som når han ventede i rummet, hvor plasma gun'en respawner, velvidende om at hvis vi skal videre med spillet og samtidigt have lidt sjovt med det, skal jeg opsøge ham. Imens kan han bare se sine frags tælle opad. Ligeledes når vi så mødtes et andet tilfældigt sted på banen, og jeg efterfølgende blev nakket, kunne jeg nogle gange respawne lige ved siden af, og måske få hans energi yderlige ned med en tredjedel, inden jeg blev likvideret igen. Når det gik rigtigt godt, kunne denne proces gentagne sig, indtil det var mig, der fik ham ned med nakken.

Jeg var også meget stædig til tider og opholdte mig kun steder på banen, hvor jeg med sikkerhed vidste, at der ville han ikke komme foreløbigt. Jeg fandt ud af at lyttesansen i dette ret simple spil, var en god mulighed at benytte sig af. Jeg kunne høre, når han åbnede døre og brugte teleporte i nærheden af mig. Imens kunne jeg strejfe rundt og indsamle ammunition, indtil han kom ud af buskadset. Når han begyndte at nærme sig mig, var jeg således forberedt. Hvis jeg vandt en nærkamp, strejfede jeg igen rundt i samme område og ragede våben, ammunition, armour og health til mig, indtil jeg blev opsøgt og næste duel kunne finde sted. Igen føltes det som et andet venskab, hvor blev disse små irritationsmomenter blev tolereret.

Banen vi spillede på, var rimelig stor. Langsomt men sikkert krøb de samlede frags opad. Fra mine få tidligere fuldførte deathmatches, som havde endt ved enten en relativ kort "Timelimit" (5 eller 10 minutter) eller ved en "Fraglimit" på en 10 til 20 stykker, begyndte jeg at blive lidt skeptisk sådan som situationen udfoldede sig. Som sagt kendte jeg ikke så meget til valgmulighederne, når man oprettede en kamp og jeg troede faktisk, at tidsbegrænsningerne lød på noget lignende som 5, 10, 15, 20, 30, 45, 60 minutter og til sidst "No Limit". Jeg regnede også med, at frag begrænsningen kørte i nogenlunde samme interval. Min nervøsitet for at modstanderen ville disconnecte kampen var hele tiden til stede. For hver gang jeg henrettede ham, havde han mindst fået ramt på mig to eller tre gange. Hvis han disconnect'ede, ville det ikke være fordi, at han stod til at tabe den samlede kamp, når han nu tilsyneladende var ret meget foran mig. Jeg anstrengte mig virkelig på ikke at skabe frustrerende situationer overfor ham, eksempelvis ved at vente samme sted i al for lang tid. Jeg var lidt ligeglad med, hvem der skulle komme ud som kampens vinder, så længe jeg fik mine frags til kontoen. Jeg skal ærligt indrømme, at når de pågældende grænser for, hvad jeg troede var "loftet" på kampen, blev overskredet, bankede pulsen lidt hurtigere hver gang.

I ren afmagt udstod jeg slagets gang. Det var blevet meget trivielt, tålmodigheden var for længst sluppet op og de små irritationsmomenter blev bare større og større. Da vi var ved at nå en spilletid på omkring en time, var jeg ved at blive tilpas afslappet. Jeg havde næsten med 100 procents sikkerhed, regnet med at spillet ville slutte der omkring og vi tilsammen kunne indkassere vores hårdt tjente frags, men jeg skulle blive meget klogere.

Jeg havde næsten nået 50 frags og hvis jeg skal skyde på hvad han havde opnået, lå det vel på 100 eller noget derover.

Men hvad skete der så..? Vedkommende disconnect'ede! Det kunne jeg selvfølgelig have sagt mig selv. Man havde forrådt mig! Det skal lige passe med mit held, at tålmodigheden skal sættes på denne enorme prøvelse gang på gang.

Jeg følte, at vores venskab bare var blevet stærkere og stærkere i timen der gik, og at det så på ingen tid faldt til jorden igen. Jeg blev rasende indeni! For min skyld kunne han blive kørt over, næste gang han skulle ud og handle. Det ville næsten have frydet mig.

Jeg modtog dog min "Rookie" achievement noget senere samme dag, efter jeg var faldet ned. Jeg tog en slapper og fremmanede kræfterne til at spille igen.

Denne gang på den ekstrem lille bane fra episode 4 mission 1. Vi var alt i alt tre i kampen om trofæet. Begge modstandere stod næsten hele tiden samme sted med dertil følgende rocket launchere og plasma guns i nærheden, og med mig rendende rundt som en skoldet skid, fanget i midten af deres krydsild. Jeg formåede alligevel at ramme dem 8 gange med døden til følge, før den forføreriske og meget forløsende lyd dukkede frem. "Achievement Unlocked" fremtonede på afslutningsskærmen.

Det er nu midt på natten og 11 timer siden jeg nåede andensidste mål i spillet. Inden jeg begyndte at skrive dette, tog jeg mig en kort deathmatch. Jeg vandt ikke den samlede sejr. Modstanderen dræbte mig 12 gange og jeg fik ham (kun) 6 gange. Alligevel følte jeg mig som sejrsherren. Det var meget opløftende at se afslutningsskærmen igen. Bare at nå frem til den, var en sejr i sig selv. Jeg fik samtidig også lidt indsigt i, hvordan jeg vil kæmpe i morgendagens kampe i min stræben på mit endegyldige mål: Den allersidste achievement og en officiel fuldførelse af spillet.

Jeg er selv på ingen måder en overlegen modstander i nogen som helst former af spil i multiplayer. Det har aldrig været noget, jeg har gjort det store i, og jeg har samtidigt været nervøs for at skulle blive til grin i disse. Alligevel er det mit mål for i morgen, at satse på at møde nogle modstandere, som bare er en lille smule dårligere end mig til Doom. Jeg vil holde dem ved ilden, ved at lade dem dræbe mig tilpas mange gange og derved give dem fornemmelsen af, at de har overtaget og samtidigt bibeholder lysten til at gennemføre en hel deathmatch. Det lyder som en dårlig undskyldning fra en ynkelig taber... Det er det måske også.

Men spændende bliver det at se, om den strategi holder og bringer mig op på de guddommelige 200/200 i gamerscore.

16-02-2007 - 23:55

Doom Multiplayer Beklagelser

Nu er jeg efterhånden ved at være rigtig godt træt af Doom's "Ranked Deathmatches" i multiplayer.

Jeg har i løbet af de sidste 3 dage invisteret en hel del timer og forsøgt gentagne gange, at få de to sidste multiplayer achievements. Det har været en kamp, som endnu ikke er lykkes, da det har været meget sparsomt med at finde modstandere. Når jeg så endelig har fundet en modstander og slaget begynder, varer der som regel ikke mange minutter før modstanderen quit'er og dermed disconnecter kampen, hvis der kun er to i den.

Jeg har oplevet det som værende én af følgende grunde:

1: Banen, der er valgt, er for stor og det bliver meget begrænset, hvor ofte vi løber ind i nærkampe.
2: Tidsbegrænsningen er blevet sat for højt.
3: Modstanderen er blevet dræbt en 3-4 gange i træk.

Jeg har selv kun quit'et én eneste kamp, som var mod en amerikaner, som faktisk også selv inden da, havde forladt vores forrige kamp. Da jeg et par timer efter igen fik tid til at spille, tændte jeg min konsol, kunne jeg lægge ører til en dejlig voice message han havde tilsendt, hvori han svinede mig til. Han havde endda også været så flink og efterlade mig nogle procenter til mit gamertag's reputation under "Quit Early". Jeg har ellers kun tidligere været udsat for, at en person, har efterladt mig negativ feedback...
Hvem ved, han kunne jo også have oplevet det samme som mig mht. disconnect'ede spil?

Jeg har dog indtil nu, formået at få fuldført (hele) 2 deathmatches, men det har ikke resulteret i det vilde til min samlede score i kills.

Den første kamp jeg deltog i, led jeg et kæmpe nederlag, men formåede da at gennemføre, trods til min store frustration, at fjenden tydeligvis stod placeret samme sted og bare ventede. Tilfældigvis bag en dør, hvor den eneste rocket launcher på banen, var i nærheden.
Min anden kamp var næsten jævnbyrdig og lod mig få nogle frags til kontoen så der nu står 17/36 i kills/deaths.

Hvis jeg på mine erfaringer skal gøre mig håb om disse achievements, varer det ikke særligt længe, før jeg går ud af mit gode skind, hvis det fortsætter på denne måde.

Én eller anden, sørg for en patch, så kampens resultat alligevel kan blive registreret, selv om man så skulle blive disconnected. Eller i det mindste tag nederlaget med oprejst pande!
Følg Xboxlife her