Muqqe's blog
13-12-2007 - 18:43

Unreadable Disc


Hertil formiddag modtog jeg DiRT fra The Hut.

Da jeg puttede spillet i maskinen, kom den efterhånden meget kendte sætning frem på Dashboard'et, hvor der stod at disken ikke kunne aflæses. Som mange gange før, når jeg har fået denne melding, benyttede jeg også i dag min fjernbetjening til at skiftevis åbne og lukke for cd-skuffen og håbe på, at Xbox'en på et eller andet tidspunkt ville læse disken. Da det tilsyneladende ikke lykkedes for mig med denne metode, opgav jeg ganske enkelt, efter at have forsøgt i et kvarters tid. Jeg begyndte kraftigt at overveje, om jeg skulle anskaffe mig en cd-renser til laserhovedet, men kom pludselig på andre tanker.

Same old song

Jeg har været overbevist om, at hvis der fandtes en ting som en elektronik-forbandelse, var det i hvert fald mig, den havde ramt først. Alle mine elektroniske dimsedutter har på et tidspunkt haft en fejl eller har været gået helt i stykker. De bedste eksempler på dette, har været med min pladespiller, min forstærker, mine 2 gamle PS2 maskiner og nu åbenbart også min Xbox 360.

Når jeg så har oplevet, hvor tidskrævende og hvor dyrt det nogle gange kan være, når et apparat sendes til reparation, har det betydet for mig, at jeg kun har benyttet mig af det i ekstreme nødstilfælde. Endvidere fik skuffelserne, over at modtage et produkt med en mangelfuld reparation, mig til at eksperimentere lidt.

Da min første PlayStation2 fra launch dagen, valgte at stå af, begav jeg mig fortrøstningsfuld ned i den lokale radio og tv-forhandler og indleverede maskinen til reparation. Da garantien selvfølgelig lige var udløbet, var jeg indforstået med, at selv skulle punge ud for det udførte arbejde. Efter nogle forsinkelser på reparationen, fik jeg efter 3 uger beskeden om, at PS2'eren lå klar til afhentning. 250 kr. blev opkrævet af reparatørerne for at kigge på problemet og yderligere 450 kr. for arbejdsløn og materialer. For at det ikke skulle virke helt meningsløst, sagde jeg til mig selv, at 700 kr. var nærmest ingenting i forhold til den pris på 4000 kr. jeg gav for den, da den udkom og hvis det kunne forlænge dens levetid med et par år, ville det være en god investering.

Gør det selv

Allerede et par måneder efter, opstod der igen problemer med den og efter et halvt år, stod den helt af. Jeg ville absolut ikke igennem samme forløb igen og da garantien jo som sagt var udløbet og reparatørerne havde haft åbnet for den en gang, tænkte jeg, at der ikke kunne ske noget, hvis jeg pillede skruerne ud og lurede lidt på indmaden. Det virkede til at de 700 kr. jeg gav ud for reparationen, kun dækkede for noget så simpelt som en rensning af laserhovedet. Da jeg allerede havde skilt maskinen ad, kunne jeg lige så godt selv forsøge på at udføre samme stykke arbejde. Stumperne blev sat sammen og minsandten om ikke også maskineriet fungerede igen.

Dette blev en tilbagevendende begivenhed for mig, som jeg brugte tid på at lave en seks til otte gange, indtil maskinen var helt afkræftet halvandet år efter og helt opgav at leve videre. Disse erfaringer gav mig mod på at udføre samme vedligeholdelses-arbejde på den næste PS2'er jeg fik mig og det forlængede faktisk også levetiden på både min cd-afspiller samt dvd-afspiller.

Tilbage til Xbox'en

Jeg købte min 360'er i december måned for to år siden og den har tjent mig rigtigt godt. Vi har da haft nogle konflikter undervejs, men tilsammen har vi kunnet kæmpe os igennem dem. Der har været lidt problemer med fastfrysninger og faktisk også lidt RROD, men den dag i dag lever vi en nogenlunde acceptabel tilværelse sammen. Når der skal afvikles spil fra harddisken fungerer det hele upåklageligt, men en gang imellem nægter den fuldstændigt at læse de skiver jeg propper i den.

Det fik mig til at gribe en lommelygte tidligere i dag for at kigge nærmere i dens indre, uden at skulle bryde garanti-mærkaten, der sidder på Xbox'en. Ved at åbne cd-skuffen lidt, da strømmen var taget fra, kunne jeg lokalisere laserhovedet inde i maskinen. Jeg fandt noget rensevæske frem, som jeg tidligere havde brugt til en båndoptager og hentede nogle vatpinde. Ved at klippe vattet af nogle af pindene og derefter tape dem sammen med én, der stadig havde vat i enden, lavede jeg mig en forlænget vatpind, der kunne nå ind i maskinen. Derefter kunne jeg udføre et hurtigt indgreb og rense laserhovedet, uden at bekymre mig for at skulle skille Xbox'en ad.

Da jeg samtidig var i gang, kunne jeg jo lige så godt være lidt god ved den og give den en grundig støvsugning i åbningerne og en overfladisk rengøring, så den næsten fremstår som den dag for to år siden, da jeg først lagde øjnene på den.

Julemiraklet

Første udfordring for konsollen blev det nyindkøbte DiRT og minsandten, om den ikke læste spillet lige med det samme, som det blev sat i. For et par dage siden havde jeg mig endnu en langsommelig affære, da jeg på opfordring af nogle venner, skulle vise Assassin's Creed frem. Eject-knappen på fjernbetjeningen blev i hvert fald groft misbrugt, men lige meget nyttede det. Næste gang de kommer forbi, kan jeg vise spillet frem med det samme, som skiven bliver puttet i maskinen.

Men hvor lang tid har den mon igen..?

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her