Mig og karate.

Hej nørder!

Jeg har altid set på karate som en pop-dille for pop-duller og dillere (?!), men lige pludselig en dag tog fanden ved mig, og overbeviste mig om, at jeg også skulle prøve skidtet, og hvilket bedre tidspunkt var der, end når ens kammerat på 102kg muskel (vejer selv 60) lige var startet? Samme tænkte jeg, og skal man trække paraleller fra det her til verden udenfor, så er det her nogenlunde hvad jeg har erfaret:



Men nok om mit tuderi.

Jeg kan ikke rigtig gøre op med mig selv, om karate er noget for mig, om det egentlig er noget jeg gider. Jeg kan ikke engang gøre op med mig selv, om jeg egentlig syntes det var sjov, og nej det er ikke pga. af tæskene.

Jeg starter snart i 2.g på den mest (hvis man kan sige, der er nogen, der er det) matematiske studieretning, og jeg kan allerede se på mit skema nu, at jeg næppe får overskud til at lave mine ting, og samtidig have hel vild og voldsom overskud til at blive krøllet sammen tre timer om ugen, selvom det da har sin egen charme. Lige nu er jeg fuldstændig bombet, efter at have været til en karate-træning, og det er endda hvor jeg ikke har lavet det helt vilde de sidste par måneder, så hvis jeg kender mig selv ret, så ved jeg, at jeg meget hurtigt mister lysten til karate når jeg hvert dag skal stå op klokken lort, og sidde på en skolebænk og løse ligninger en hel dag.

Hmm...

Hvorfor blev vi dog også udstyret med en hjerne, der absolut skal gradbøje og overveje hver enkelt ting?

- Khaine775