James Blake - Klavierwerke

Klavierwerke er en svær størrelse. For hvor EPens længde og primitive titel kunne give en formodninger om en umiddelbar og overfladisk fornøjelse, så er sandheden at skæringen er mere kompleks end som så. Albummets slørede og minimalistiske cover er en meget god identifikation af hvordan pladen lyder. James Blake formår på de blot 17 minutter EPen varer at væve så mange lag ind i hver enkelt sang at jeg efter ottende gennemlyt stadig opdager nye ting. Fællesnævneren for alle fire numre er dog en melankolsk følelse uden at der på noget tidspunkt bliver sagt egentlige ord, men nærmere hvisket med spøgelsesstemmer som det er op til lytteren at fortolke.

Titelnummeret starter meget passende ud med diskrete toner fra et klaver der hurtigt komplementeres af en pulserende bas der lyder som et elektronisk hjerteslag. Klaveret er langt fra så dominerende som titlen kunne antyde. Det bliver brugt nænsomt, næsten som en slags auditiv tegnsætning der kun benyttes for at holde sangen igang og ellers er fraværende, men med lytteren vel vidende om at det trods den sparsomme brug er en af grundstenene i sangen der vil optræde igen. Undervejs afbrydes dette af en nøgen hi-hat-lyd der får lov til at stå i nogle sekunder hvilket er et glimrende eksempel på hvordan James Blake benytter stilheden som et instrument, eller rettere stilheden som en måde at bevæge os på; forvente at noget større er i gære. Man pirres imidlertid hvis man forventer en eskalering, for når sangen først lyder som om den begynder at ændre karakter, synes man næsten at kunne høre at opskriften fra starten er klippet og kopieret bag på anden halvdel af sangen hvilket enten kan opfattes som dovent/idéløst eller minimalistisk mesterligt. Her er jeg lidt ambivalent.

Tell Her Safe bygges op af hjemsøgt kakofoni der lyder som en blanding mellem "love is all" og "undskyld". Teksten er dog her for sløret til overhovedet at kunne sætte facitstreger. Ivrige synthesizere, klik og klap tilføjes nummeret hvilket giver et noget forvirret lydbillede og gør det svært at relatere lyden til en følelse. I de stille perioder af sangen hvor spøgelsesstemmen for lov til at stå for sig selv er sangen smukkest og mest ligetil, men selv i de kaotiske perioder er de høje udsving i vokalen gribende, men det er dén sang på EPen jeg føler kræver mest fokus for at blive påskønnet.

I Only Know (What I Know Now) starter ud med et sagte orgel der som så mange andre instrumenter på Klavierwerke får lov til at stå for sig selv som et symbol på at James Blake nøje har udvalgt hver enkelt lyd og giver os lov til at nyde en brøkdel af den tankeproces det er at bygge et nummer fra scratch.
I Only Know akkompagneres siden af en tonstung tromme og sagte fingerknips der står i så stærk kontrast til hinanden at det er mig en gåde hvordan de virker så rigtige for hinanden her, men det har sandsynligvis noget med James Blakes eminente timing i sine arrangementer at gøre.
Vokalen, som på dette nummer er James' egen, går fra skingrende høj til skræmmende dyb og skaber et konstant skifte af følelsen mellem håb og modløshed der for alvor er til at føle på når stilheden bliver afbrudt af James' stemme som det første.
Ydermere indeholder sangen en summende bas der drager tydelige paralleler til dubstep-verdenen hvor James normalt slår sine folder. Denne lyd er dog langt fra dominerende, men fremhæver blot de andre instrumenters noget særegne lyd og får sangen til at danne sit eget vakuum.

Don't You Think I Do er som udgangspunkt lidt en genganger af byggestenene fra de foregående tre numre, men her tilføjes udover klaver, synthesizers, orgel, trommer, fingerknips og spøgelsesstemmer desuden stille klokkespil og en lyd der leder tankerne hen på fødder der rammer trappetrin.
Synthesizerne er dominerende i størstedelen af de godt tre minutter, men sangens bedste momenter er hen imod slutningen, når vokalen og trommen i sammenspil får selskab af først et enkelt slag på klokken og dernæst et fingerknips, der igen er timet så perfekt, at Blake kan tillade sig at lade stilheden hænge i ganske kort moment for igen at gentage sekvensen.

James Blake formår med få, genbrugte, men effektive midler at gøre en "død" genre som elektronisk musik organisk og bringer den derfor nyt liv. Selvom man kan forsvare at instrumenteringen og til dels også udtrykket er lidt for ens på de fire numre, så er der alligevel ret meget variation i lyden, og man kan kun håbe at dette er en smagsprøve på en spændende karriere denne super talenterede 21-årige forhåbentlig har i vente. Pladen er bestemt anbefalelsesværdig, men som nævnt i begyndelsen er pladen en kompleks affære, og der vil kræve noget af lytteren at påskønne denne herlighed til fulde. Et par hørebøffer hjælper på al slags musik, men i dette tilfælde må lydforskellen siges at være særligt udpræget.

KARAKTER: 7/10

YNDLINGSNUMMER:

Juxer anmelder

I anledningen af den fine nævnelse i MeanNesquicks blog som værende en af de bedste bloggere her på siden synes jeg at det er på tide at jeg gør noget ved den. Indtil nu synes jeg ærligt talt ikke at mine blogs har været særligt dybdegående eller endvidere interessante, og nogle har da også været til lige så meget for opmærksomhedens som underholdningens skyld.

Dette skal (i hvert fald i et enkelt segment) være slut, da jeg har i sinde at anmelde ting. Ikke spil, da jeg ikke har tiden til at gå i dybden, hvis overhovedet spille dem, længere. Hellere musik som må siges at være en af mine helt store interesser i øjeblikket. Jeg kan også godt anmelde en film eller et arkadespil til nød, men det er altså musik jeg vil have den bedste mulighed for at gå i dybden med da jeg kan have en plade kørende i baggrunden flere gange i løbet af en dag i stedet for at jeg skal dedikere tid til at foretage analysen.

Formålet med tiltaget er at forbedre mine danskkunstskaber og dygtiggøre mig yderligere i formulering, tegnsætning etc. Derudover vil jeg selvfølgelig også gøre mit bedste for at forsøge at præge jer med min smag som jeg selvfølgelig synes er verdens bedste 8-).
Synes I tilmed at bloggen er underholdende er det kun et plus, og for at gøre den en anelse mere interaktiv vil jeg derfor tilbyde at I som læsere fremover kan skrive en kommentar til min seneste anmeldelse og foreslå hvilket værk der skal i vælten næste gang. Jeg forbeholder mig ret til at fravælge hvis jeg ikke finder nogle af foreslagene interessante nok, og jeg vil med det samme sige at det selvfølgelig hjælper at foreslå noget der grænser sig op ad min smag, men det er så absolut ikke påkrævet.

For ikke at lægge flere mursten oven på denne væg, så vil jeg bare sige at jeg håber i ikke tager tiltaget og dens lettere arrogante udtryk den måske medbringer sig ilde op. Det er jo ikke en anmeldelse for ingenting.

Første anmeldelse i rækken er af James Blakes "Klavierwerke" da Lilleprinsen syntes det lød som noget der var gået i stykker.