Kategori: Generelt
16-06-2009 - 21:07

Mirror's Edge - Anmeldelse

Jeg har altid haft en forkærlighed for platformspil fra jeg spillede det første Rayman, til Sly og Ratchet & Clank serien, den genre virker desværre lidt for død på nogle konsoller, Mirror's Edge ser nu ud til at have genopfundet genren, selvom man ikke kan kalde det for et rent platformspil.


Når jeg skriver en anmeldelse, gælder det for mig om at prøve at være så objektiv så muligt, så flere kan få noget ud af det, men samtidig skal man få sine egne meninger til at skinne igennem, en utroligt svær kombination, som kan være nøglen til at skrive en god anmeldelse, men denne gang kommer det til at blive en utroligt subjektiv anmeldelse, da Mirror's Edge nok er et af de spil der kommer til at blive elsket eller hadet.


Siden jeg så den første trailer har jeg været forelsket, jeg husker tydeligt hvordan jeg sad og måbede, tænkende hvis det bliver sådan her så er jeg lykkelig, og heldigvis har udviklerne holdt hvad de lovede dengang. Spillet er udviklet DICE som bedst er kendt for deres Battlefield serie, de har virkelig taget et enormt spring, og nogle store chancer, de er landet på fødderne og har skabt noget fantastisk.

Du spiller som Faith, en såkaldt Runner. Runnerne, en flok atletiske Pakour udøvere der er den eneste hæderlige informationskilde i et overkontrolleret samfund, hvor alt og alle bliver overvåget konstant, næsten hele befolkningen har accepteret overvågningen, Runnerne sørger så for at information bliver leveret til de få som vil have den gamle verden tilbage.
En dag bliver den borgmesterkandidat der arbejdede for at få byen befriet for overvågningen myrdet, og Faith' søster Kate som arbejder for politiet, bliver anholdt for mordet, Kate er selvfølgelig uskyldig og dermed skal Faith rense hendes navn. Historien bliver fortalt gennem nogle cutscenes der enten hades eller elskes, personligt syntes jeg hverken de er kønne men heller ikke grimme, de minder meget om reklamerne fra Esurance, og det vil andre der har set amerikansk tv nok også mene, dem der ikke har, kan tjekke op på youtube.
Historien kunne have været meget god, der bliver desværre ikke brugt meget tid på at fortælle den, de cutscenes der er bare med for at give en grund og en overgang mellem banerne og jeg kom aldrig til at føle noget for personerne, en skam for der er faktisk nogle gode og overraskende plottwists.


DICE har virkelig været involveret i et risikofyldt projekt, da et Action/adventure platformspil der er set i 1. person hele vejen er ganske enkelt imponerende og nyskabende, og det kendskab jeg har til free running/ Pakour spil, er som regel dårlig styring og elendigt kamera, men Mirror's Edge har man også haft problemer med bevægelsessyge.

For at gå til sagen, så starter man med at få introduceret styringen som er anderledes end man ville forvente, da næsten al styring forgår fra skulderknapperne, en genial beslutning da det gør det meget lettere at leve sig ind i rollen, simpelthen fordi det ikke er normalt. Styringen er for det meste perfekt, der kan dog forekomme problemer, når der skal laves et wallrun da det sker ved tryk på jump knappen. Det er utroligt at se hvor kompliceret det ser ud når man kigger på en anden spille, men når man sidder med kontrolleren i hånden er styringen let og naturlig.
Mirror's Edge har virkelig været en enorm fornøjelse at spille, ikke mindst pga. gameplayet der giver mig samme følelse som traileren gjorde, og har så mange Holy Shiit momenter som jeg poetisk nok har valgt at kalde dem. Spillet er fyldt til bristepunktet med hjertegaloperende, intens action, hvad enten du bliver jagtet af en helikopter eller overlever et drabeligt spring, så sidder hjertet helt oppe under tungen store dele af spillet.

Mirror's Edge går mod strømmen ved at opfordre til at være pacifist, og hjulpet på vej af et stilistisk afvæbningssystem der byder på nogle benhårde sekvenser, så fungere pacifist ideen godt i starten af spillet, da fjenderne for det meste er overkommelige og kommer en af gangen, men efterhånden som S.W.A.T. folk begynder at vise sig, gerne en tre-fire personer af gangen, bliver kampene en pine og det største kritikpunkt i spillet, især hvis man går efter at gennemfører spillet ud at skyde en eneste fjende. S.W.A.T. medlemmerne er utroligt svære at afvæbne, og et møde med mere end en af disse bliver fatalt, endvidere finder jeg det svært at tro, af den spinkle Faith, der tilsyneladende kan overleve fald fra næsten umenneskelige højder, stiller træskoene ved to slag med en geværkolbe, men det er måske bare mig? Specielt den syvende bane i spillet står for mig som den værste med hensyn til fjender, den syvende bane byder også på spillets eneste egentlige nævekamp som er abnormt frustrerende.


Kerne gameplayet er dog fantastisk, jeg nyder at løbe rundt i verden, selvom spillet fokusere meget på momentum, så er det så let at elske de tidspunkter hvor man står og venter på at springe, da man vel har oplevet lignende på legepladsen da man var lille, når man skulle lave det store spring fra gynge til gynge eller noget lignende. Spillet har fokus på Trial and Error hvilket for nogle vil være et stort problem, forbløffende nok generede Trial and Error mig ikke det mindste når det kom til platformsekvenserne, det gav mig mulighed for at finpudse og afprøve nye ruter, men nogle vil helt sikkert finde det lige så irriterende som kampene mod politifolkene, og man bør virkelig være opmærksom på netop det aspekt af spillet da det er utroligt individuelt om man kan lide den slags eller ej.
Loadetiderne er et problem, der er ikke nogen decideret loadingskærm som sådan, men du tilbringer en god tid med at stå i en elevator mens verden tilsyneladende loader omkring dig, der er mulighed for at læse nyhederne, men det er ikke noget der giver ekstra dybde til historien og på nær den sidste elevator tur, er det en pine at være spæret inde, dertil kommer nogle underlige små loades inde i selve spillet.

Mirror's Edge separerer sig fra næsten alt vi har set før, på så mange områder, det gælder også den graffiske præsentation, alt er hvidt, klinisk og sterilt med undtagelse af de pastelfarver der virker så meget klarere i de barer omgivelser, teknisk set er grafikken ikke flot, men ligesom resten af spillet er der bare noget specielt det. Miljøerne er og ganske velafbalancerede, alt fra tage til kloaker og storcentre. Der er to klarer farver i hele spillet, farven sort som repræsentere S.W.A.T. og farven rød, som er en guide, der leder dig den rigtige vej, ikke nødvendigvis den hurtigste den skal man selv finde. Det sterile design, gør at budskabet omkring overvågningssamfundet bliver udbredt, desuden indeholder spillet også en vis symbolik, rotter der kravler omkring overalt i byen, kan sagtens være en betydning for hvor beskidt og korrupt byen er, den strenge overvågning bliver brugt så dem med magten kan kontrollere. Der er absolut heller ingen HUD, kun en lille cirkel i midten af skærmen er at finde i spillet, den er med for at forhindre kvalme, og selv den kan slås fra, for en 100 % 1. person oplevelse.

Egentligt ville jeg ikke have gået i dybden med lyden, men jeg fandt den betagende, lyden af Faith åndedræt, skoene mod muren og vinden susen blandet med skudende flyvende omkring ørene, virker bare. Under de små detaljer i selve spillet er selve musikken blændende smuk, jeg har faktisk taget mig selv i at dvæle ved musikken i menuen, samtidig passer det perfekt med det rene design, og som prikken over i'et, har Mirror's Edge et af de bedste spilsoundtracks nogensinde, med svenske Lisa Miskovsky's Still Alive.

Desværre er Mirror's Edge meget kort, en 5-7 timers oplevelse er ikke meget, der er Time Trials og speedruns, og 30 takser gemt i rundt omkring i spillet, det er bestemt ikke noget der appellere til alle, det er dog ganske god tidsfordriv. Genspilningsværdien afhænger af hvor meget man kan lide konceptet, jeg er allerede i gang med min fjerde gennemspilning, og nyder det endnu mere hver gang. Her kan jeg også ærgre mig over at der ikke er blevet brugt meget tid på historien, en bedre fortalt historie kunne have givet noget ekstra spilletid, og gjort det hele mere komplekst.

Mirror's Edge har for mig været en genial oplevelse, når man hopper, klatrer, rutsjer, glider og løber hen af murerne flere hundrede meter oppe i luften, væk fra alt giver det en utroligt unik oplevelse som ikke kan findes andetsteds, Trial and Error kommer til at være det der er afgørende, kan man lide den del, kommer man nok til at elske spillet, Mirror's Edges kampsystem og holdbarheden er nogle af de få minusser i spillet, der alt i alt er en fremragende, genial og på alle måde et af de mest nyskabende spil i lang tid, det bør prøves af alle.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her