Jeg lukker dørene med et brag

Boom! Nytårskrudt. Noget farligt noget. Det lyder som en dør der smækker - meget hårdt, vel at mærke. Og det er rystelserne man især skal lægge mærke til. Hvis du lægger mærke til rystelserne, de små vibrationer, de ting der måske ikke oprindeligt var planen skulle ses, mærkes, smages eller høres. Men det sker alligevel en gang i mellem. En gang i mellem så lægger folk mærke til de små ubetydelige ting. Både i hverdagen og ved specielle lejligheder - som f.eks. nytårsaften.

Og det er netop lige dét, vi har brug for. Vi har brug for en mere aggressiv smækken med dørene. De skal hamres ind i karmene, og indeholder dørene glas, så skal det splintres. Splintres i flere tusinde stykker, og kommer nogen til skade - så er det bare sådan vilkårene er. Det er vigtigt at leve efter vilkårene - men vi skal alligevel lægge mærke til de små ting. Båden skal kæntres, og det er tid til en reform. Når vi får glasskår i foden så skal vi træde til. Vi skal træde til dér, hvor det gør allermest ondt. Så ondt, at vi skriger af smerte. Først da bliver vi hørt, og først da kommer den ægte frelse.

Når frelseren kommer, skal vi allesammen bøje os i støvet. Vi skal være modtagelige overfor så meget som muligt, og det allerbedste ville være, hvis vi ikke selv havde nogle væsentlige standpunkter. Vi skal ikke pådrage os selv eller andre mennesker unødvendig smerte. Vi skal bare overleve, så vi kommer helskindet over på den anden side af kløften. Hvis ikke vi allerede lægger dejlig placeret i bunden af den.

Og det er jo ikke helt uden grund at det her burde ske. I dette blogindlæg skriver jeg om at få aktiveret mit MasterCard nytårsaften. I dette indlæg giver jeg en fin og ærbødig hilsen. Det er tæt på at være magisk.

Jeg håber på, at du kommer godt ind i 2011, og jeg håber på at vi virkelig får smækket med glasdørene. Så kan de nemlig lære det. For øvrigt; jeg skrev det sidste blogindlæg her i 2010. Jeg er fandme sej. Godt nytår...