Der er altid mørke for enden af tunnelen

Efter at havde kæmpet mig forbi den vildt irriterende bil-sekvens (jeg er glad for at høre, at der er andre der ikke havde lige så meget bøvl med den som jeg) er jeg nu kommet et godt stykke ind i tredje kapitel og spillet er begyndt at vokse. Jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for det. Med en god blanding af puzzles, platform og action er spillet nu begyndt at underholde mig.

Når man indser at styringen ikke sidder lige i øjet, er der kun en ting at gøre og det er vende sig til den. Så i sidste ende, vil jeg mene at dette spil belønner den tålmodige, for langsomt begynder det at folde sig ud, som en smuk markblomst en tidlig dugvåd forårsmorgen og spillet ende faktisk med at opsluge en totalt.

Til alle de achivement-junkies der sidder derude, kan jeg kun anbefale at anskaffe dette spil, da det indeholde nogen af de letteste achivements, jeg længe har set. Jeg har svært ved at forstille mig, at man ikke har scoret samtlige 1000 points, når spillet er gennemført.

Så venter jeg bare på uhyggen, men jeg bliver nok nød til at indse, at den har Eden ikke formået at indfange i denne femte ombæring af Alone in the Dark.