DonWernerDK's blog
29-04-2007 - 13:24

Nyt legetøj!


Igår fik jeg mig et nyt stykke legetøj. Jeg havde længe ledt efter en radio som skulle stå ved siden af min computer, da det er der jeg bruger det meste af min vågne tid, når jeg ellers har fri. Da jeg samtidig også havde brug for nogle nye højtalere til min computer, faldt valget på Tivoli Audio's Pal Fashion, som er en robust lille sag med indbygget radio og batteri (som jo gør den særdeles velegnet til en tur på stranden).

Derudover har den AUX indgang og en integreret forstærker, så man kan tilslutte en IPod eller i mit tilfælde en computer og derved bruge den som ekstern højtaler. Der er ligeledes udgang til hovedtelefon.

Med det samme man får radioen i hånden og mærker dens vægt (som minder om en lille mursten), fornemmer man, at det er et gennemført gedigent produkt. Den er udført i et lækkert materiale med en flot finish og selvom den kun har én højtaler, spiller den overraskende godt og højt. Der mangler ingen bas og der skal skrues helt op for volumen, før der begynder at komme en forvrængning af lyden. 

Prisen for herligheden er 1599,- og det er selvfølgelig en del, men kvalitet og design har nu engang altid kostet og i dettte tilfælde synes jeg faktisk at pengene er givet godt ud.

                             
29-04-2007 - 01:00

Hedder det syntes eller synes?


Når det kommer til at stave og i det hele taget udtrykke sig på skrift er jeg nok en anelse perfektionistisk. Ikke at jeg ikke kan lave fejl, for selvfølgelig kan jeg det, jeg er jo trods alt menneskelig, men jeg bestræber mig på, at sætte kommaer og punktum de rigtige steder. Samtidig læser jeg også altid min blog igennem og retter for evt. stavefejl inden den bliver postet. 

Èn af de ting jeg tidligere har haft svært ved at kende forskellen på, er hvornår det hedder synes eller syntes. Hedder det f.eks. "det synes jeg ikke" eller "det syntes jeg ikke"? Begge dele kan faktisk være rigtigt. Det afhænger nemlig af sammenhængen, altså om det er præsens (nutid) eller præteritum (datid) man henviser til.

Eksempel:

Hvis det er noget du stadig synes, hedder det "synes".
Hvis du ikke længere synes det samme, hedder det "syntes".

Iøvrigt gør denne praksis sig ikke kun gældende for ordret "synes". Ord som "længes", "skyldes" og "skændes" følger samme model. De bliver i præteritum (datid) til "længtes", "skyldtes" og "skændtes". Sjovt ikke?


                                 
28-04-2007 - 11:29

Mmmm...Det smager dejligt!


Findes der noget bedre end en potion iskold kærnemælkskoldskål med cornflakes eller kammerjunker? Jeg tror det ikke. Det er i hvert fald én af mine ynglingsspise og særligt om sommeren, når solen står højt på himlen og der er 25 grader i skyggen!

Der findes mange færdigblandede produkter, af meget svingende kvalitet, så derfor foretrækker jeg at lave min koldskål selv og jeg vil gerne dele opskriften med jer:

Til 3-4 personer skal der bruges følgende:

Ingredienser

2 pasteuriserede æg    
4 spsk. sukker (eller efter smag)    
2 spsk. vaniliesukker (eller efter smag)
evt. 1 citron (hvis man ønsker at lave koldskålen med citronsmag)    
1 liter kærnemælk

Fremgangsmåde

Pisk æg og sukker sammen til en luftig æggesnaps.

Bland iskold kærnemælk med de piskede æg. Rør godt rundt, tilsæt vaniliesukkeret og smag evt. til med citronsaft.

Sæt koldskålen koldt indtil servering.

Tip: Lad koldskålen trække et par timer inden servering. Det gi'r en mere fyldig smag.

Bon appetit!

                                   


25-04-2007 - 14:56

Sol, sommer og sodavands-is!


Nu er sommeren efterhånden kommet til Danmark og en af de ting der unægteligt hænger sammen med det gode vejr er is. Personligt er jeg mest til sodavands-is eller limonade-is, som er vist er det helt korrekte udtryk, og selvfølgelig har jeg et par favoritter, hvad det angår. Så her kommer en lille top 3 over mine ynglings-is.

Isen over dem alle, en vaskeægte klassiker og på en ubestridt førsteplads finder vi "Twister" fra Frisko. Det er ganske enkelt den bedste is i verden! Det er som at få en lille orgasme i munden, hver gang man ta'r et bid af den! Smagsmæssigt har vi at gøre med en blanding af ananas/citronfrugtis og jordbær/citronfrugtis. Prisen er ca. 10 kr. for de 72 gram.

                                  

På en andenplads finder vi endnu en limonade-is - nemlig "Pilulo" fra Nestle/Premier Is. Selvom det er en ganske udemærket is, har den dog ikke tilnærmelsesvis samme potentiale som "Twister". Smagen er en blanding af passionsfrugt, mango, fersken og ananas. En "Pirulo" kan erhverves for ca. 14 kr. men så får man også hele 92 gram.

                                                     

Tredjepladsen går til en gammel kending - "Astronauten" (også fra Nestle/Premier Is), som nok er bedst kendt for sin legendariske vingummibamse i toppen. Det er en lille is med en frisk smag og som kun koster 7-8 kr.

                                                      
Rigtig go' sommer!
22-04-2007 - 11:02

Kongeriget Danmark


De fleste danskere har en mening om vores kongehus og om hvor vidt det er bevaringsværdigt. Det er en debat som er oppe og vende med jævne mellemrum. Selvom jeg personlig ikke er royalist, så synes jeg alligevel det danske kongehus bør bevares. Mest af alt fordi det gi'r en masse positiv publicity for Danmark som land, men selvfølgelig også fordi det er en æld gammel tradition. 

Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre ambassadør for den danske stat end H.M. Dronning Magrethe. Dels er hun ualmindelig godt begavet, hun er samtidig en utrolig dygtig kunstner og et sympatisk menneske. Der er ingen tvivl om at det stykke arbejde hun og resten af den royale familie laver for Danmark, som repræsentanter for vores lille land, er langt mere værdifuldt end hvad det koster at drive kongehuset som institution.

Derudover tror jeg, at vi alle sammen synes, det er lidt sjovt og følge med i, hvordan de royale lever (selvom vi måske ikke vil indrømme det). Ellers ville der næppe blive solgt så mange ugeblade med royalt stof, som der gør.

21-04-2007 - 16:33

Wild Hogs


Wild Hogs har netop haft premiere herhjemme. Det er intet mindre end en stjernespækket komedie. På rollelisten er John Travolta, Tim Allen, Martin Lawrence, William H. Macy og ikke mindst Ray Liotta.

Filmen handler om fire midaldrende mænd der har været venner siden gymnasietiden. De lever en lidt kedelig småborgerlig forstadstilværelse uden særlig meget spræl. Ugens eneste højdepunkt er når de mødes og sammen kører en tur rundt i nabolaget på deres store Harley Davidson motorcykler.
 
Men en dag beslutter de at de vil realisere sig selv og hvordan gøres det bedre end ved at ta' en ægte roadtrip fra Cincinnati til Stillehavets kyst - selvfølgelig på motorcykel.

Og det er der faktisk kommet en ganske sjov lille film ud af. De fire mænd klæ'r hinanden ualmindelig godt. De er meget forskellige og det gi'r et godt spil mellem dem, netop fordi de supplerer hinanden så fint.

Det er på ingen måder en film der har det store budskab, men det er heller ikke meningen. Den underholder fint i de 90 min. den varer og så er den ellers glemt igen bagefter. Den har ikke "klassiker" potentiale og når da heller ikke helt op på samme niveau som f.eks. "Night at the Museum", men den gør det absolut hæderligt.

Karakter:

Imdb Rating: 6,0

                           Se Trailer (HD) | Official Website | Læs mere på imdb.com

  
18-04-2007 - 12:41

Links, links, links...


Jeg køber en del dvd'er hver måned og mange af dem, erhverver jeg mig via nettet, så her får I en lille liste, med en kort beskrivelse, over de steder hvor jeg handler mest:

Play.com - Et kæmpe engelsk firma (dog shipper de fra Jersey), som sælger alverdens ting og sager, herunder dvd'er. Er forholdsvis billige og så er der fri levering world wide. Da firmaet ligger udenfor EU's grænser er der risiko for told, omend den er lille. Har endnu aldrig fået en pakke taget i tolden derfra.

Secondspin.com - Amerikansk firma (så vidt jeg ved) som sælger billige brugte dvd'er. De leveres i ny indpakning og er altid i glimrende stand. Har ofte kampagner, hvor de gi'r helt op til 25% rabat. Har handlet der mange gange, men er endnu aldrig blevet pålagt told, selvom risikoen forelægger.

hmv.co.uk - Engelsk firma som tit har mange gode tilbud og billig forsendelse. Ingen risiko for told.

choicesuk.com - Endnu et engelsk firma. Har mange billige dvd'er. Ingen risiko for told.

amazon.com - Amerikansk firma som sælger stort set alt. Der er mange penge at sparer ved at handle hos dem. Desværre skal man dog påregne told (som er ca. 25% af købsværdien), da næsten alle forsendelser fra dette sted bliver åbnet af toldvæsenet. Alternativt kan man bruge amazon.co.uk, hvor der ingen risiko for told er, men tilgengæld er priserne så også noget højere.

cdwow.com - Stort engelsk firma som sælger, cd'er, dvd'er, bøger etc. Har tit kampagner hvor de gi'r små rabatter. Ingen risiko for told.

Play-asia.com - Asiatisk firma som sælger både dvd'er, spil og andet elektronik. De er ikke specielt billige med dvd'er, men på spil er der mange penge at sparer. Eftersom firmaet ligger udenfor EU's grænser er der risiko for told, omend den er forholdsvis lille. Har handlet der adskillige gange og er endnu aldrig blevet pålagt told.

dvdoo.dk - Et dansk firma der primært sælger dvd'er. Har mange gode tilbud, samt hurtig og billlig levering.

dvdpricecheck.co.uk - En glimrende engelsk søgemaskine der gi'r et godt overblik over, hvor du billigst finde dine dvd'er, når du handlet på nettet.

dvdpriser.dk - En dansk søgemaskine der gi'r dig et overblik over hvor du finder de billigste dvd'er indenfor landets grænser.

Det var en lille samling af de links som jeg oftest benytter, når jeg handler på nettet. Håber I kunne bruge dem til noget...

                                    
15-04-2007 - 19:13

Så lykkedes det endelig!


Jeg har i lang tid været på jagt efter Stephen King klassikeren "The Stand" på dvd. Den er udgået af produktion for et par år siden og var i forvejen kun lavet i et begrænset oplag. Derfor har den været umådelig svær at få fat i, men idag lykkedes det endelig! Jeg fandt den på Ebay til en pris af 170 kr. og så er det endda 2-disc S.E. udgaven og den er ny i ubrudt emballage. Det er rigtig billigt. Til sammenligning sælges den på amazon.com brugt fra ca. 300 kr. og op efter!

                                  
15-04-2007 - 12:05

Solbrillen!


Nu er det så småt begyndt at blive lidt varmere i vejret og hvis der er én ting der hører sig til når solen skinner, så er det et par gode solbriller. Jeg har dog altid haft svært ved at finde nogle som klæ'r mig, da jeg har et ret stort hoved, men så faldt jeg over et amerikansk mærke der hedder Oakley og de havde en model (Romeo) der passede mig.

Jeg har nu haft dem i snart 8 år og jeg må sige det er nok en af de bedste investeringer jeg nogensinde har gjort. Selvom jeg måtte slippe knap 3000 kr. for dem, så er de alle pengene værd! Stellet er lavet af titanium, som gør dem nærmest umulig at ødelægge og samtidig vejer de stort set ingenting. På trods af deres alder fremstår de stadig som nye, uden en skramme og klar til endnu én sæson...


13-04-2007 - 17:57

Letters from Iwo Jima


Jeg har tidligere skrevet om "Flags of our fathers" her på min blog og nu er det så blevet tid til at se lidt nærmere på dens søster-film "Letters from Iwo Jima". Det er igen Clint Eastwood der har instrueret og igen er han sluppet særdeles godt fra det. De to film handler om samme begivenhed, set fra henholdsvis amerikanernes og japanernes side.

Slaget om Iwo Jima fandt sted i vinteren (februar-marts) 1945, hvor Stillehavsøen blev centrum for en lang kamp mellem amerikanerne (som mistede over 26.000 mænd) og japanerne (der mistede cirka 22.000 mænd). Sidstnævnte brugte øen som flådebase, hvilket var grunden til, at den cirka 15 km2 store ø var så vigtig for amerikanerne. Iwo Jima, der ligger cirka 1.200 km syd for Tokyo, blev endelig indtaget af amerikanerne den 16. marts 1945, hvorefter en gruppe soldater plantede det amerikanske flag på Suribachi-bjerget: Et af de meget symbolske billeder fra krigen, som "Flags of our fathers" også handler om.

"Letters From Iwo Jima" er en rigtig god lejlighed til at få en dybere forståelse af krigen da den ikke viser den side, som vi normalt ser i krigsfilm - nemlig den vindende. Det er en barsk film uden filter, som har nogle voldsomme momenter, herunder et par særdeles blodige selvmordsscener. Men det er ikke død og ødelæggelse det hele. Filmen gi'r samtidigt et rigtig godt indblik i Japanernes tankegang. De er i den grad pligtmennesker med en tro på det ærefulde nederlag og selvmord. At filmen er indspillet på original sproget, altså Japansk, gø'r den kun mere autentisk.

Med en længde på 2 timer og 15 min. bliver den ind i mellem en smule langtrukken. Det kan næsten ikke undgås. Det er dog på ingen måder noget som skal afholde én fra at se den, for det er en virkelig go' film. Helt på højde med "Flags of our fathers", hvis ikke bedre...

Karakter:

Imdb Rating: 8,1


                         Se Trailer (HD) | Official Website | Læs mere på imdb.com

  
13-04-2007 - 10:19

SoundMax og Vista


Så er jeg stødt på det første problem i Vista. Eller dvs. det er faktisk mere et irritationsmoment end et decideret problem. Jeg er den lykkelige ejer af et Asus P5VDC-X motherboard, som har onboard lydkort med både har coaxial og alm. analog udgang. Da jeg kørte med XP havde jeg begge udgange i brug på samme tid og det samme kunne jeg godt tænke mig i Vista, men af uransaglige grunde kan Vista kun finde coaxial udgangen og ikke den analoge.

Det er et SoundMax chipset det sidder på motherboardet og jeg søgt lidt på internettet efter noget brugbart, men uden held. Heller ikke på ASUS egen support side er findes der nogle driver til Vista. Det eneste jeg har fundet er en uofficiel driver pakke der hedder "AD188X_AD198X_V5.12.01.3890_WDM". Jeg er bare i tvivl om den passer til mit onboard lydkort. Jeg vil jo nødig installerer noget der måske går hen og ødelægger mere end det gavner.

Der skulle vel ikke være nogen af jer derude, som har samme chipset (altså Soundmax) og som kører med Vista der har fået jeres analog udgang til at virke? For så vil jeg meget gerne hører hvad I har gjort!

EDIT: Så lykkedes det mig alligevel at finde en driver der virkede! I kan downloade den her!
12-04-2007 - 10:55

The Sopranos


The Sopranos har efterhånden kørt i seks sæsoner og er blevet vist på dansk tv helt fra den første sæson. Det er en serie som handler om Tony Sopranos og hans "familie" - mafiaen. Jeg har set nogle enkelte afsnit, her og der, men ellers har aldrig sådan rigtig fulgt med i serien, mens den har kørt på TV2, fordi den altid er blevet sendt ret sent om aftenen.

Men nu har jeg så endelig erhvervet mig serien (alle seks sæsoner) og er gået igang med at se den. Det er virkelig guf. De første to-tre afsnit er en anelse langtrukken, mens så ta'r den virkelig fart. Tingene begynder at udvikle sig og den bliver enormt spændende. Så jeg kan kun anbefale alle der ikke har fulgt med i serien at anskaffe sig den og få den set, for det er kræs!

Eneste minus er desværre prisen på dvd-sættene. Én sæson koster ca. 600-700 kr. herhjemme, hvilket er lige i overkanten efter min mening, når man tænker på at der kun er 13 afsnit i hver sæson.

11-04-2007 - 13:12

Jeg er "gør det selv" typen...


Men alligevel så går det bare helt galt nogle gange, når jeg forsøger mig. Ta' f.eks. her tidligere idag. Min printer løber tør for blæk og kåd som jeg er, finder jeg straks mit nyligt indkøbte "fyld selv" kit frem, med en helt klar overbevisning om, at jeg sagtens kan klarer sådan et lille re-fill i løbet af nul komma fem! No problemo!

45 minutter senere og efter en særdeles hård kamp, lykkedes det endelig, men det var ikke liiiige så nemt som jeg havde forestillet mig. Blæk er noget som fanden har skabt. Det flyder udover det hele og er så godt som umulig at fjerne, når det først er tørret. Hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg ikke, det er noget jeg gider bøvle med en anden gang. Så hellere købe et nyt sæt patroner og slippe for alt det svineri!

Her er et par billeder af mine hænder, som de ser ud nu efter jeg har vasket dem!



09-04-2007 - 09:04

Ghost Rider - En tam køretur!


Nicolas Cage er en fantastisk skuespiller, desværre træder han lidt ved siden af i hans nyeste film Ghost Rider. Selvom den byder på mange hæsblæssende actionscener og en masse flotte effekter mislykkedes filmen alligevel lidt som en helhed. Dels pga. en ualmindelig tam historie og dels fordi Mr. Cage er den eneste der bare leverer skyggen af skuespil.

Historien er baseret på en Marvel tegneserie og handler om motorcykel-machomanden Johnny Blaze (spillet af Nicolas Cage), der for at redde sin kræftsyge far, sælger sin sjæl til djævlen. Det viser sig dog hurtigt at være en rigtig dårlig handel eftersom hans far alligevel dør og blot efterlader ham med en gæld til djævlen, der skal betales tilbage.

Filmen har enkelte øjeblikke hvor den er både spændende og morsom, men der er desværre alt for langt i mellem dem. Det meste af tiden bliver brugt på ligegyldigt fnidder fnadder, som gør Ghost Rider til den slags film, man kun gider se én gang!

Karakter:

Imdb Rating: 5,3

                             Se Trailer | Official Website | Læs mere på imdb.com

08-04-2007 - 09:51

300


Forleden dag var jeg en tur i biografen hvor jeg så filmen 300. Mine forventninger til filmen inden var umiddelbart ikke særlig store, bl.a. fordi den er instrureret af Zack Snyder, som er en relativ ukendt instruktør, med kun 2-3 (middelmådige) film bag sig. Kigger man på rollelisten er den heller ikke prangende. Der er kun et par enkelte navne man nikker genkendende til. Alt dette skulle dog vise sig at være fuldstændig ligegyldigt!

300 er en fantastisk spændende genfortælling af Slaget ved Thermopylæ, hvor Kong Leonidas (spillet af Gerard Butler) og hans 300 tapre spartanere slås mod den persiske Kong Xerxes og hans enorme hær. Deres motto er ingen tilbagetog, ingen kapitulation – kun død og ære.

300 er en filmudgave af Frank Millers grumme og til tider ret brutale tegneserie om begivenheden der fandt sted år 480 f.kr.

Det er en ualmindelig blodig film, med masser af vilde kampscener. Det ene slag afløser det andet, dog uden at det på nogen måder bliver trivielt eller kedeligt. For midt i voldsorgiet er der stadig en historie der bliver fortalt, som er rigtig spændende og formår at fange en fra første færd.

Samtidig er det et stykke flot grafisk filmkunst, idet billedet er så voldsomt bearbejdet, at det mest af alt minder om en mellemting mellem en spillefilm og animation på samme måde som Frank Millers egen film Sin City.

Alt er computergenereret her, undtagen mændene. De er derimod til gengæld blevet specialtrænet op til et helt år før optagelserne gik i gang, for at kunne få den rette klassiske krigermuskulatur til de næsten nøgne kroppe, der er gennemgående i hele filmen.

Det er æstetisk en meget flot film, som jeg virkelig har svært ved at sætte en finger på. Det er super underholdning med et højt testosteron-niveau! Så skynd dig i biografen og se den, mens du stadig har chancen. Den fortjener det storre lærred!

Karakter:

Imdb Rating: 8.0

                         Se Trailer (HD) | Official Website | Læs mere på imdb.com

                     



06-04-2007 - 07:59

Påsken - Kort fortalt!


Jeg er ikke kristen. Faktisk valgte jeg helt tilbage i 1999 at melde mig ud af den danske folkekirke og samtidig sparer 1% i kirkeskat. Men selvom man er ateist så får man jo alligevel lov til at holde den ferie, som alle de kristne højtider kaster af sig. Herunder er Påsken uden tvivl den vigtigste, som består af skærtorsdag, langfredag og påske søndag.

Det var nemlig ifølge Biblen de tre dage, for lidt over 2000 år siden, der blev den dramatiske kulmination på Jesu liv: hans henrettelse og hans genopstandelse.

Men hvad er det egentlig lige der sker på de forskellige dage i Påsken og hvorfor? Jeg skal ærlig indrømme, at jeg ikke har læst i Biblen siden engang i 80'erne, hvor den stod på religion i folkeskolen. Selvom jeg ikke er kristen og religion i al almindelighed ikke interesserer mig det fjerneste, så synes jeg alligevel man har en pligt til at sætte sig lidt ind i tingene, når man nu får næsten én uges ferie på den konto.

Hvis du har det på samme måde, så kan du her få et lynkursus i Påsken og holde din ferie med go' samvittighed!

Begivenhederne udspiller sig således:

Skærtorsdag spiser Jesus den sidste nadver med hans 12 diciple, hvoraf én af dem senere forråder ham - nemlig Judas.

Langfredag bliver Jesus taget til fange af romerne (under Pontius Pilatus), og korsfæstet uden for Jerusalems bymur for blasfemi.

Påske søndag, altså tre dage senere, genopstår han fra hans grav og en myte er født.

Herunder ses Leonardo Di Vinci's berømte billede af "Den sidste nadver".

Den sidste nadver

Rigtig go' Påske!
04-04-2007 - 13:19

Lidt af hvert...


Påskeferie!

Så blev det endelig Påske-ferie. Jeg har knoklet de sidste 3 dage, så nu glæder jeg mig til at holde fri og slappe af den næste lille uges tid. Der skal ses en masse fjerner - har stadig over 3 hele sæsoner af CSI jeg mangler og få set, samt én hel sæson X-Files, så der er nok at gå igang med!

Derudover vil jeg ha' gang i min Xbox igen, den har stået meget stille den sidste tid. Har simpelthen ikke haft tid til og spille på den, så det skal der naturligvis også roddes bod på.

The Simple Life Update!

Eftersom jeg fik en masse respons på mit blog-indlæg der handlede om tv-serien The Simple Life med hovedpersonerne Paris Hilton og Nicole Richie, synes jeg det var på sin plads at komme med en lille update omkring, hvad de to tøser render og laver for tiden (I er jo vilde med dem! Indrøm det bare!).

Der filmes i øjeblikket på den femte sæson i serien, som har fået titlen The Simple Life Goes To Camp. Egentlig var der ikke planer om at lave endnu én sæson. Fox Network droppede nemlig serien efter at den fjerde sæson ikke opnåede samme høje seertal som de tre foregående, men så købte E! Online rettighederne til serien og dermed får vi altså (heldigvis) en femte og måske sjette sæson (jiiihaaa!).

De to piger er iøvrigt stadig uvenner (efter at Nicole holdte en lystig video-aften for alle hendes venner, hvor hun viste Paris' sex-video), men det forhindre dem altså åbenbart ikke i at "arbejde" sammen. Den femte sæson af The Simple Life har premiere i USA d. 28 maj.

Som det så ofte sker for populærer tv-serier, bliver der lavet såkaldte spin-offs og det er også tilfældet med The Simple Life. Rettighederne til serien er blevet solgt til adskillige lande - bl.a. Canada, Frankrig, Bulgarien, Brasilien og tro det eller ej, Estland! Herunder ses promo-posteren for The Simple Life og La Vie Rurale, som er den Canadiske udgave hedder.

                  

                               The Simple Life Goes To Camp - Promo Posters

              

              

               
Følg Xboxlife her