Da Senzai's blog
01-01-2012 - 20:55

Spil-året 2011

 


De sidste par år ved denne tid, har jeg postet min liste over, hvilke spil 10 spil, jeg synes er de allerbedste til Xbox 360´eren.

Det er dog blevet umådeligt svært, finde spil, der er bedre end dem, jeg har haft på listen de sidste par gange. Er det fordi, at de nyere Xbox 360 ikke har samme magi som tidligere? Jeg har i hvert fald svært ved, at se, hvilke spil, der kan toppe titler som ShadowRun, Dead or Alive 4, Full Auto, Marvel Ultimate Alliance, Chromehounds for at nævne eksempler.

Eller er det i virkeligheden fordi, at jeg er ved at vokse fra gaming? Marvel. Vs Capcom 3 stod for mig, som værende det største spil, der ville komme i 2011. Marvel Vs. Capcom er et spil, jeg har spillet fra barnsben af. Først det helt gamle X-Men Vs. Street Fighter på PSX, senere Marvel Vs. Capcom 2 på PS2 for til sidst at spille MvC2 igen på Xbox 360 – med online play.


MvC3 udkom, og jeg var sådan lidt. Mehh. Min første reaktion var, at der ikke var nogen figurer jeg gad spille. Ingen af mine favoritter fra  2´eren er med. Ingen Cyclops, ingen Blackheart, ingen Jin, ingen Sabretooth, ingen Zangief, ingen Juggernaut. Alt for mærkeligt! Jeg spillede et par spil, men kom aldrig i gang.

Nu er Ultimate udgaven lige kommet, og jeg valgte at give spillet en chance til. Marvel-serien er jo sjov, ikk? Det synes jeg, men hvorfor spiller jeg det så ikke? Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Altså at lære spillet. Jeg bryder mig ikke om at spille spil halvt. Slet ikke kampspil. For mig bliver de først rigtigt fede, når man har smidt minimum 100+ timer i dem. Angreb og knapkombinationer skal der ikke tænkes over. De skal bare komme ud gennem fingrene, som var din kæmper en forlængelse af dig selv.

Jeg har mellem 13.000 og 14.000 online kampe i kampspillet Dead or Alive 4. Da jeg spillede det kunne jeg spille alle figurer (undtagen Tengu), og jeg kendte alle figurers angreb (undtagen Tengu). Jeg kunne vælge random, og sidde og holde lange winstreaks i onlinelobbier. Når jeg tabte i det spil tabte, jeg fordi, at min modstander spillede bedre. Ikke fordi, at jeg ikke kendte match-uppet eller fordi, at jeg ikke vidste, hvordan man skulle forsvare sig. Nej, der var ingen undskyldninger her. Jeg kunne også alt med de figurer, jeg havde som ”mains”, så jeg kunne rigtigt lege i spillet, og det var sjovt. Ingen frustrationer, men derimod rendyrket gameplay, jeg kunne koncentrere mig om.

Det er sådan jeg gerne vil have, at Marvel Vs. Capcom 3 skal være. Det kræver at jeg smider et seriøst antal timer i spillet, og det orker jeg ikke. Spillet er fedt, men jeg hader at spille det, når jeg er så dårlig, som jeg er. Jeg laver input-fejl, jeg kan ikke forsvare mig og min angrebstaktik består af at løbe frem med Hulk og trykke på slå-hårdt knappen og håbe på det bedste.

Det virker bare mærkeligt at spille, når jeg ikke synes, at det er sjovt. Det startede i Tekken 6.  Et spil, jeg er okay til, men som jeg ikke kan spille på samme niveau, som landets bedste. Ofte efter at havde spillet det online, hvor jeg både vinder og taber, sidder jeg tilbage med en følelse af, at det var spild af tid. Tekken 6 er meget sjovt, men ikke rigtigt alligevel. Efter et par timer tænker jeg, at jeg, at jeg kunne havde brugt tiden bedre. Løbet en tur. Ryddet op, læse en tegneserie eller bare gå ordenligt i seng.

Jeg vil gerne spille, men samtidigt så orker jeg det ikke, når det ikke er rigtigt sjovt. Og så bør man lade være.

Jeg kan huske, at jeg brugte meget af min første tid på Xboxlife.dk, på konstant at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk ikke gider spille Fighting Games, og på at poste om, hvordan jeg følte, at jeg var den eneste i denne verden, da spillede dem. Jeg mener. Når det er den fedeste genre, hvorfor er der så ingen, der spiller dem? Jeg har efterhånden fundet svaret for mit eget vedkommende. For mig er det fordi, at spillene kræver for meget at komme igang med, og man skal investere meget tid i dem, for at få noget ud af dem. Efterhånden, som man bliver ældre, så er tid ikke det man har mest af, og den fritid, man har skal helst ikke bruges på noget, der ikke er sjovt. Har jeg igennemsnit tid til at spille en time om dagen, så virker 100+ timer  som uendeligt langt tid, før spillet begynder at give noget igen.


Arcade

Xbox Live Arcade spil, er hvad jeg spillede i året, der gik. Arcadespil er ofte nemme, og kræver derfor ikke så meget dedikation.

Årets største positive overraskelse, og det oprigtigt sjoveste spil, jeg længe har spillet var SkyDrift. En lækker kart-racer, hvor man som navnet antyder flyver rundt i fly. Farten og kontrollen med flyene er god, og udviklerne har formået er lave en god balance i spillet, hvilket ofte er et område, der halter i spil i denne genre. SkyDrift er ingen Fatal Inertia, men det var overraskende godt, og vigtigst af alt en fornøjelse at spille.


Pinball FX 2 har jeg brugt mange timer på. Det er flipper med fede maskiner, der fungerer. Det sociale interface er godt til at holde dig opdateret med, hvor mange points, du mangler for at slå din egen personlige rekord eller dine venners bedste ugentlige score på et pågældende bord. Det gør, at man hele tiden har del-mål at gå efter, og så bliver det bare sjovere at spille.

Pinball Fx 2 er DLC gjort rigtigt. Ligesiden spillets udgivelse har Zen-studios konsekvent givet os nye borde med 1-2 måneders mellemrum, så spillet hele tiden er friskt. Jeg er kun en casual pinballspiller, men jeg føler, at det hele fungerer, og jeg har lyst til at vende tilbage.


Duels of the Planeswalkers 2012 bruger jeg rigtigt meget tid på. Det er simplificiret Magic: The Gathering og uden MetaGaming. Man har fået 20 forskellige færdiglavede decks at lege med. Jeg bruger det personligt til at få mit Magic-fiks. Jeg har dog et anke-punkt, hvor jeg føler at denne udgave kan stå lidt svagere end den tidligere version på Xbox Live Arcade.

Langt de fleste decks er forskellige beatdown variationer. F. eks spiller Wielding Steel, March To War og det kommende Ridder-deck ret ens. Treefolk-decket er heller ikke andet end en forbedret version af Apex Predator. Jeg savner måske flere decks, der vinder på andre måder end bare at spille dyr, der angriber. Jeg ville være tilfreds, hvis de bragte mølle-decket, Mind og Void og Reanimator-decket, Eons og Evil tilbage. Det ville give hele spillet mere variation, og lade det komme nærmere perfektion.


2012


I år 2012 glæder jeg mig til Arcade-Ræseren Ridge Racer Unbounded. Hjernedøde Arcade-racere er en genre, jeg er glad for.  De er alt for sjove online. Det bliver også spændende at se, hvordan Fables-spillet kommer til at se ud. Tegneserien er nok den bedste serie, jeg har læst, og jeg håber ikke at spillet gør den til skamme.

Jeg kunne også tænke mig at komme igennem nogle af alle de J-RPG´er jeg har stående, men det kommer nok ikke til at ske. Det ser også lidt tyndt ud med kommende Japanske rollespil. Kommer der overhovedet nogen?


- Shin





Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her