Når nye spil er overvældende.

Jeg modtog idag 2D Fighteren BlazBlue Continuum Shift med posten.

Jeg sidder med en følelse, jeg sjældent føler, når jeg spiller konsolspil. En følelse, jeg slet ikke forbinder med Fighting Games. Ærligt talt. Jeg har brugt mange år på at optimere mit personlige M.U.G.E.N spil, så jeg skulle nok mene, at jeg har set alt, hvad 2D fightere har at byde på i forhold til spil-figurer og kampstile.

Vi lever i en verden, hvor shooters efterhånden er gud, og Fighters ligger på et mærkeligt sted inden for de fleste menneskers opfattelse. Der er den lille gruppe af fans, der elsker Fighters, men ellers er resten af gamere ud fra mine erfaringer groft delt i to grupper. Dem, der mener, at Fighters er held og mashing, for de kunne tæve alle i deres unge dage, dengang de spillede Eddy i Tekken 3 og gav den gas på kryds og og cirkel, og så er der den anden gruppe, der erkender, at genren er for tidskrævende og ikke har lysten til lægge de anstrengelser i spillene som de kræver.

(Edit: Det er selvfølgelig også muligt, at folk bare synes, at genren er kedelig)

Det tror jeg blandt andet er grunden til, at firmaer tøver en smule med at lave helt nye Fighting Franchises. Mortal Kombat serien er på vej med deres 9 titel, der er lavet flere revisioner af både Tekken og Virtua Fighter, og jeg tør slet ikke tælle, hvor mange udgaver, der er af Street Fighter og King of Fighters.

For mig betyder det, at når jeg skal spille en fighter, så er der altid figurer jeg kender. Selv når det er en SNK-titel, hvilke, jeg desværre næsten aldrig spiller, så ved jeg, at jeg uanset, hvilket nummer vi er nået til, så kan jeg altid spille Ryo eller Joe Higashi for de har altid haft de samme moves i alle spil. Det samme gælder for Street Fighter. Næsten alle kan spille Ryu og lave en Hadou-Ken.

Sidste år i April skete, der noget vildt. Arc System Works udgav deres helt nye Fighting Titel, BlazBlue, i Europa. Nye figurer over hele linien. Ingen kendte ansigter, og figurernes stilarter var så forskellige, så jeg kunne ikke sige; ”Ham dér er Karate-Gutten, der er den Gamle-Kung-Fu Mester og Bruce Lee-klonen er 3 figur i 2 kolonne.” i stedet er der Slimklatter, Cat-Girls og Vampyr-piger .for at nævne er par eksempler.  Jeg var hurtig til at bytte BlazBlue væk, da jeg var tøsefornærmet over, at vi var en version af spillet bagud i Europa, så jeg fik ikke sat mig ordentligt ind i det, men det er en anden historie.

Det jeg gjorde dengang, da jeg skulle finde en figur at spille med var at defaulte til den største og ondeste-looking dude, Iron Tager, da jeg spiller grapplers i stort set alle andre Fighting Games.

Nu sidder jeg så her med med BlazBlue v 1.5 Continuum Shift og ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er rådvild. Jeg kender ikke spillets gameplay-mekanikker. Jeg kender ikke figurerne og der er kommet et par nye til siden sidst, jeg så spillet. Det virker lidt underligt at sidde med et spil, hvor for mig, alt er nyt.  Heldigvis er der en tutorial-mode, men jeg føler ikke, at jeg kan overskue at gå alle figurerne igennem, og finde mig en at spille med. Omvendt er det også spændende at prøve noget nyt i en genre, som jeg godt kan lide, og udfra det lidt, jeg har spillet, så virker BlazBlue rigtigt fedt, og det har tilmed fået formidable anmeldelser.

Jeg er måske blevet for vant til det samme, og jeg normalt altid kan samle en controller op, og dele flade ud. Nu kræver det pludseligt en indsats bare at få basistingene på plads.

- Shin