Jeg er for nylig blevet færdig med IDIOTEN af Dostojevskij, som var en stor, mørk og lang sag at komme igennem. Den var ikke svær eller tung, men den var lang (800 sider). Men overordnet set, var det en stor oplevelse at tygge sig igennem Dostojevkijs mørke univers.

Herfra er jeg så hoppet over til Orhan Pamuks SNE, som indtil videre er fremragende...

Herefter står bøgerne i kø for at blive læst. Jeg vil SÅ gerne gå i gang med at læse:

Cormac McCarthys "The Road" samt hans Border Trilogy

Jed Rubenfelds "The Interpretation of Murder"

Murakamis seneste novellesamling (som jeg skal have læst før hans seneste roman udkommer på engelsk senere på året)

Philip Roths "Everyman"

Thomas Pynchons "Against the Day" - en lille sag på 1100 sider!!!

Carsten Jensens "Vi, de druknede"

Den store "GHORMENGHAST", som vi nu har fået bd. 1 af på dansk.

Banvilles seneste

Kort og godt: Der er RIGTIG mange gode oplevelser i vente, og rigtig mange sider der skal kværnes igennem. Men for pokker: Hvor er det frustrerende hele tiden at have en kø af bøger, jeg så gerne vil læse....Så mange bøger og så lidt tid...

Og hvad så i morgen, når jeg tropper op på arbejde? Ja, så kan den næste store, spændende og uundværlige roman ligge der og friste en svag bogsjæl som mig...Det er sgu hårdt at være bogelsker...

Nu mangler vi bare, at moder natur skruer lidt ned for varmen, så sneen kan blive lidt tid...

Jeg har faktisk ikke rørt det i godt 4 måneder, da jeg i en perioden fik en midlertidig lederstilling, der tog det meste af lysten og overskuddet til at skrive. Men nu er jeg tilbage på mit normale arbejde, så nu trænger skrivekløen sig igen på. 

Det er supermærkeligt, at læse det jeg har skrevet for så lang tid siden efterhånden, det er næsten som om det er en anden - ikke mig - der har skrevet det. Nuvel, det tager lidt tid at komme til emnet, men det rykker virkelig i mig, for at få hævet specialeguldkorn ud af ærmet og fattet dem ned på computeren.

Jeg skriver om forholdet mellem normbrud og kunst. Altså om den kunst der søger ud til grænsen for at bryde normer, provokere og forarge. Og hvem er de så, kunstnerne? Ja, the usual suspects i Danmark er jo: Marco Evaristti, Christian Lemmerz, Michael Kvium, Jørgen Leth, Preben Major Sørensen, Lars von Trier er bare nogle af de herrer, der optræder i specialet.

Jeg har efterhånden forsket i emnet i mange år nu, og det interesserer mig stadig lige så meget som fra den dag jeg besluttede for at kaste mig over der. 

Lige pt. er jeg meget interesseret i Matthew Barneys underlige og mærkværdige univers, som jeg til dels ikke forstår, men er underlig draget af. Jeg har fået anskaffet mig den ultimative bog om hans "cycle"-film. Den er desværre på tysk, så nu skal jeg også have støvet mit tyske lidt af igen...

På med pilen Palle. Nu kører vi!

Nolans film er meget forskellige fra hinanden, men alle bærer de en særlig energi og et stringent fokus, som jeg er stærkt fascineret af. Jeg tror det er noget med hans blik på ting, verden og ikke mindst mennesket at gøre. Det gode ved Batman Begins var netop, at han fik trukket stikket på Joel Schumachers forvandling af Batman til en skabstosse og fandt ind til kernen hos figuren: Batman er ikke først og fremmest en superhelt. Ja, han har jo da, som en af de få "superhelte", heller ingen superkræfter. Nej, Batman er først og fremmest et menneske, og vigtigst: Et PLAGET menneske. Og det er netop DET element der er kernen hos Batman. Det er tvivlen, det er smerten.

Som sådan evner Nolan at finde ind til sine karakterers akilleshæl, bore ind til det sted, hvor det gør virkelig ondt. Jeg tror også, at det er dette blik der gør, at faktisk alle skuespillerpræstationer i hans film er virkelig gode. Fordi han har lagt nogle klare karakterer på banen. 

"The Prestige" er ingen undtagelse her. Chistian Bale spiller, som man næsten forventer det af ham efterhånden, med et nærvær og besathed, der er virkelig fantastisk. Og det samme kan man sige om skuespillerne i filmens noget mindre roller Special credit til Mr. David Bowie, som også har en lille rolle i filmen. Jeg skal ikke afsløre for meget af "The Prestige", for det er i sandhed en film man skal opleve uden at vide for meget på forhånd. Men den griber alt det jeg elsker ved filmen: Magi, trylleri, bedrag og tricks: You name it! 

Jeg var faktisk ikke sådan ovenud begejstret for filmen, da jeg trådte ud af biffen. Men, som det jo sker engang imellem, og når det gør er det herligt!, så begyndte filmen at vokse i mig. Det er en uges tid siden jeg så den, og jeg er altså ikke færdig med den endnu. Se dét er sgu filmkunst!