Kategori: Generelt
28-01-2007 - 05:30

1 måned

Det er idag den 28/1 så det er præcis en måned siden, min elskede far døde. Jeg har det stadig utrolig svært, men det havde jeg også regnet med. Syntes ikke at jeg har haft tid til at sørge over min far pga af for mange ting som bl.a at jeg har fået en ny og større lejlighed, så det er jo dejligt, men har svært lige nu ved at være rigtig glad for den, men det skal jeg nok. Det er så pisse svært det hele nogle gange syntes jeg, bare det at handle ind kan være næsten umuligt, jeg savner ham så utroligt meget og tænker vildt meget på ham. Har et  spørgsmål til alle jer kloge derude hvis i gider eller kan svare? Mit spørgsmål er som følger. Når jeg er sammen med venner og vi sidder og hygger så får jeg altid dårlig samvittighed, det er ligesom jeg tænker hvordan jeg kan tillade mig det, når min far lige er død. Jeg ved udemærket godt at jeg ikke burde og at min far ville have at jeg skulle have det godt og hygge mig, men jeg kan ikke lade vær med at have denne dårlige samvittighed nogle gange.



Tror ikke jeg har forklaret hvor tæt jeg egentlig var/er på min far. Det er jo sådan at min mor døde for 7 år siden, og siden den gang er vi selvfølgelig blevet tættere end før, men især de sidste 2-3 år var vi rigtig rigtig tæt. Jeg har haft min egen lejlighed i ca 5-6 år men vi spiste sammen hverdag alligvel, da min far kom ned til os (mig og min kæreste) hverdag klokken 18.00 for at spise, og det var noget jeg så frem til hverdag, for vi sad altid og hyggede os og så tv og sådan. Min far boede kun ca 2 min gang fra mig, så jeg så ham mange gange dagligt, for jeg var mindst oppe hos ham 5 gange dagligt for at snakke og sådan. Og det er især det jeg savner af mit hele hjerte. Hans humor, hans gode humør, hans være måde, hans temprament, hans jokes, hans histories kort sagt alt. Det virker så tomt hverdag når vi skal spise og han ikke er der. Jeg savner ham ubeskrivligt meget. Men jeg har ikke haft tid til at sørge endnu og det har været svært nok indtil nu. Alt i mens jeg skriver dette vælter tårene ned af kinderne på mig, det er måske meget godt da jeg ikke har grædt idag eller igår så vidt jeg husker.



Der har dog været nogle gode stunder her på det sidste/eller ting som har fået mig i bedre humør, bl.a køb af et ds spil eller også mine elskede Newcastle spille, Newcastle er et engelsk fodbold hold som jeg støtter og følger utrolig tæt. En anden ting jeg også er rigtig glad for er at jeg har fået forstørret et billede af mig og min far som står sammen, da vi var inde i zoo, det billedet er jeg meget glad for og det skal hænges op i husets bedste plads.



Jeg tror stadig ikke at jeg har fattet det endnu, det virker ikke rigtigt. Men far hvis du ser med et eller andet sted fra som jeg ved du gør, så skal du vide at jeg elsker dig og at jeg savner dig af hele mit hjerte og det vil jeg altid gøre. Jeg er så stolt af alt det som du har gjort for mig og alt det du kæmpede for mig på hospitalet, jeg lover dig at jeg aldrig vil skuffe dig. Du skal vide at jeg aldrig har elsket en person så meget som jeg elsker dig og det kommer jeg heller aldrig til, men du har det bedre nu hvor end du er, jeg ved at dig om mor hygger jer nu og har det godt, men jeg savner jer bare så meget, så jeg ber dig af hele mit hjerte om at give mig din styrke for jeg har brug for den. Endnu engang far jeg elsker og savner dig, men det ved jeg også at du gør ved mig.





                                .....................................................








Hvis der er nogle af jer som har noget at sige eller spørge mig om, må i meget gerne det. Det er altid lækkert at høre fra folk i sådanne situationer når man har det lidt svært, så det vil jeg håbe at der er.



Woodgate
01-01-2007 - 01:34

Min Far.

Ved ikke helt hvordan man skal starte her. Men desværre døde min Far her den 28/12-06 efter at havde været indlagt i 13 dage. Jeg tror ikke helt  jeg har fattet det endnu. Jeg var selvfølgelig ude på hospitalet hos ham hver eneste dag, gerne fra ved en 12.00 tiden også gerne til sent aftenen. Ude på hospitalet svingende det utrolig meget med ham, den ene dag havde han det fint, den næste dag ikke. Men især nogle af dage var helt ekstreme at håndtere. Han var i en slags koma hvor man ikke kunne komme i kontakt med ham, den næste dag var han som har altid er og det er både sjov og vittig, og jeg husker de dage hvor han var "normal" med en følese af en ekstrem LYKKE som jeg sjældent har følt før (kun et par gange før).




Jeg husker at juleaftens dag var han som han altid er, jeg sagde derfor til ham at jeg ville side hos ham og holde juleaftenen da jeg ikke ville lade ham side alene juleaftenen på et hospital, men han afslog det og sagde at jeg skulle tage ind til min kæreste familie og spise og derefter komme tilbage til ham hvis jeg havde lyst, som jeg selvfølgelig havde. Så det gjorde jeg så. Det var en utrolig hård juleaften uden min Far og mor, det var også uden min mor som sagt da hun desværre også er død. Dagen efter altså den 25 December mener jeg gik det endnu godt med min far, og han blev rykket stue på hospitalet fra Intensiv til en alm stue, så her var denne ekstreme Lykke i mit hjerte, hvor jeg tænkte og følte at dette skulle nok gå. Men bare dagen efter fik han det ikke så godt, og blev rykket tilbage til Intensiv, og kom i respirator, ikke et syn man som søn eller anden pårørende vil se ens nærmeste i. Det var simpelhent så hårdt at se min Far sådan, han kunne ikke snakke selvfølgelig eller noget.



Dagen efter fik jeg at vide at vi skulle snakke med en læge som ville fortælle hvordan situationen var med min Far, og det var ikke gode nyheder. Her fik vi at vide at der stort set ikke var noget at gøre, og at det kun var et spørgsmål om tid, dette kom som et stort slag i hovedet på mig. Her sad jeg og fik at vide at de ikke kunne rede min far, hvad gør man i sådan situation, jeg ved det i hvert fald ikke. Jeg var der hos ham og snakkede til ham selvom han ikke kunne svare.




Den 28 December ringede min Far søster til mig og sagde jeg skulle skynde mig ud på hospital, jeg var derude omkring klokken 11.00 hvor vi igen snakkede med en læge hvor vi fik det at vide igen, og lad mig sige det, at selvom man har fået at vide at de ikke kan redde ens Far bliver det ikke nemmere anden gang man hører det. Mange timer gik hvor jeg sad hos ham og gik nogle ture rundt på hospitalet. Omkring ved en 20.00 sad Mig, min kæreste, min bror, min Fars Søster og Bror inde hos ham, mens at han lå i en slags koma. Jeg sad i en stol lige ved hans seng og talte til ham, mens at jeg holdte ham i hans hånd. Jeg fortalte ham at jeg elsker ham og vil altid gøre det. Jeg fortalte ham hvor meget han betyder for mig og altid vil gøre det. Og der sad jeg nogle timer og holdte ham i hånden og talte til ham, efter et stykke tid kunne jeg se at der var noget vand ved det ene af hans øje, så jeg sagde straks til min Faster at min far græd, men det afslog hun selvom man kunne se at der var vand ved det ene af hans øjne. Jeg fortalte ham stadig at jeg elskede ham og var stolt af ham fordi han havde kæmpet sådan for min skyld, igen kunne jeg se vand eller væske ved det samme øje, så det fik mig til at tro at han sagtens kunne høre mig men ikke svare mig, det var måske hans måde at sige på gensyn på til mig. Efter et stykke tid kunne han ikke mere og sov ind, mens at jeg sad der og holdte ham i hånden. Det var ekstrem svært, her stod jeg med min far i hånden og han var lige død for øjene af mig uden jeg kunne gøre noget, så uvirkelig så film agtigt. Jeg var HELT nede og kunne ikke forstå det. Men jeg er glad for at jeg sad ved ham og holdte ham i hånden og sagde alt det jeg gjorde, for jeg ved at han vidste at jeg elsker ham og vil altid gøre det.




Her et par dage efter er det stadig lige så svært, jeg er 25 år og har mistet min Mor og Far, og jeg kan stadig ikke fatte det.


Ved godt det er lidt mærkeligt for nogle at forstå at jeg skriver dette personlige herinde, men det er en slags selv terapi.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her