WEZL_DK's blog
11-10-2012 - 19:12

Mit første år som sindsyg

Følgende er første kapitel af min sygdomshistorie, og skal enten udmunde sig i en bog eller være udgangspunktet af et foredrag. Håber du vil læse det igennem og give mig din kritik :)



Mit første år som sindssyg – Kapitel 1


 


Livet, løver og læger


 


Den 3. december 2010 var jeg hos læge for første gang i mange år. Sjovt var det, at jeg i de fleste af de år i stigende grad vidste at jeg havde brug for lægehjælp. Ikke fordi jeg havde ondt i knæet eller en træls hoste, men pga. mit hoved.


 


Bare i løbet af det sidste år havde jeg næsten dagligt sat med mit sygesikringskort i hånden, mine øjne låst fast på min læges telefonnummer, i håbet om at i dag ville jeg få lov at ringe. I dag kunne jeg måske endelig overskue det.


 


”I morgen var jeg altid en løve.”


 


Sådan skriver forfatter og psykolog Arnhild Lauveng i et digt der indleder hendes bog ”I morgen var jeg altid en løve.”


 


Når ens hoved er et kæmpe rod, skabt af stemmer, hallucinationer og mærkelige lyde, ser man mange gange frem til næste dag. Næste dag hvor ens styrke altid er ubegrænset. Der er ikke det man ikke kan klare i morgen. I morgen bliver anderledes! I morgen kan jeg det! I morgen er jeg en løve!


 


Men i morgen kom aldrig. Som så mange gange før blev sygesikringskortet lagt tilbage, med tanken om, at jeg jo skulle have haft hjælp for længe siden, så hvor meget kunne der egentlig redes nu? Det kunne jo alt sammen være lige meget. Sådan sagde stemmen i hvert fald.


 


For at forstå hvordan jeg så alligevel endte hos lægen der den 3. december, skal man kigge 3 dage tilbage. På dette tidspunkt havde jeg gået ledig i næsten 1½ år og skulle starte på et jobsøgningskursus.


Med udfaldet af det sidste jobkursus, som jeg var på tilbage i maj samme år, som endte med dagligt indtag af alkohol for at klare mig igennem dagene, så jeg på ingen måder frem til at starte.


 


Mange mennesker samlet på et sted havde i mange år skræmt mig, og frembragte altid samme hallucination. Når jeg gik ind i rummet blev alt stille og alle vendte deres ansigt mod mig. Lige meget om de sidder lige foran mig eller med ryggen til mig drejer deres hoved sig. Deres ansigter præget af onde røde øjne og et stort misdannet smil. Total stilhed skriger i mine øre, og breder sig til hele kroppen. Frembringer svedtur, hjertebanken, trykken for brystet og svimmelhed.


Fysiske og psykiske følelser som over årene var blevet en ligeså normal del af mig som en fingernegl eller et stykke hår.


 


Da jeg første gang oplevede dette var jeg ikke mere end 10-11 år gammel. Det var ikke min første slags hallucination og på dette tidspunkt kunne jeg lukke øjnene i et par sekunder, og når jeg åbnede dem igen var alt normalt. Dette betød dog, at jeg holdte mig væk fra skolens kantine, og ture ud af klasseværelset kun blev taget når der skulle skiftes lokale eller jeg skulle hjem.


 


Men med de mange år der var gået siden da, havde min sygdom ædt mere og mere af min virkelighedsfornemmelse, og intet kunne nu få de mange røde øjne og misdannede smil væk.


 


Det hele startede allerede et par dage før jeg skulle starte på kursuset. Dagene var præget af vild nervøsitet og bange anelser om udfaldet af endnu engang at skulle være i et rum med mange mennesker.


 


Det var ikke kun udsigten til hallucinationerne der skræmte mig. En af stemmerne i hovedet havde en tendens til at sige dumme ting højt når jeg var blandt andre. Jeg kunne høre mig selv sige ordene men de var ikke mine. Stemmen, som jeg senere døbte ”Den Onde” brugte altid samme fremgangsmåde. Først sagde han sætningen, med et ondt grin, inde i mit hoved, så jeg rigtig kunne høre hvor dumt det ville komme til at lyde. Derefter kom kampen, som jeg allerede havde tabt på forhånd. Mig der prøvede at holde min mund lukket med alle mine kræfter, og Den Onde der mod mit forsvar satte et angreb ind af larm i hovedet, og en stigende ubehag i hele min krop, indtil jeg gav op og ordrene fløj ud af min mund.


 


Men før disse kampe skulle kæmpes i blandt de mange nye mennesker, var der to store krige som skulle udkæmpes i mit allerede ødelagte sind.


Den første krig var at skulle ud af døren. Noget som de fleste bare gør ved at tage fat i håndtaget og åbner døren. Men ikke mig. De mørke skygger, som havde forfulgt mig de sidste 7 år, kunne stå klar om hvert en hjørne udenfor. Disse skygger, som altid forsvandt når jeg kiggede direkte på dem, var ikke mit eneste problem; jeg var også bange for at møde andre mennesker når jeg gik udenfor.


 


Så når der blev kigget ud af vinduet efter mine forfølgere, blev der også intenst indstuderet naboers rutiner. En kunst jeg havde perfektioneret over de de sidste syv år, og allerede efter en måned i mit nye hjem gav pote. Mine naboer til den ene side var næsten altid ude at gå mellem kl. 11.00 og 13.00, og naboen til den anden side gik altid tur med sin hund omkring kl.12.00, 15.00 og 22.00. Derudover kom posten mellem kl. 10.00 og 12.00. Jeg fandt også hurtig ud af, jeg ved at åbne min hoveddør på klem, kunne bruge spejlbilledet i glasset til at få et overblik over stien der løb ned forbi alle rækkehusene på min side.


 


Heldigvis startede mit kursus om morgenen, og dette gjorde, at det eneste jeg var bange for at møde når jeg langt om længe turde åbne døren, var de mørke skygger.


 


Den anden krig som skulle kæmpes var mod mine tvangshandlinger. En simpel bustur fra Vojens til Haderslev, som tager 20 min, skulle planlægges en uge før. Tænk hvis jeg kommer for sent! Tænk hvis jeg har kigget på den forkerte dag i busplanen! Tænk hvis jeg ikke har penge nok, eller at jeg kun har en 200 kr. seddel i pungen, så jeg får mange mønter tilbage, som jeg kan komme til at tabe, og derved skabe uønsket opmærksomhed fra de andre i bussen.


 


Alle disse tanker kom, sammen med mange andre, hvis jeg skulle med en bus en enkelt dag. Nu skulle jeg til at køre bus i seks uger i træk. Dette ville kræve massere af planlægning. Busplaner blev studeret, sedler til mig selv, med busrute nr., bustider og adresser, lå spredt på mit skrivebord. Penge lå i bunker med præcis 34 kr. i hver bunke, det beløb en tur til Haderslev kostede, så jeg kunne give lige penge til buscheføren, indtil mit buskort kom ind af postkassen.


 


Sedlerne blev tjekket op hver dag, mange dage før jeg skulle starte, og på dagen før kursuset startede, kom sidste del af planlægningen; Turen hjemmefra og ned til bussen. Nye sedler kom til, med tidspunkter om hvornår jeg skulle stå op, hvor længe jeg havde før jeg skulle ud af døren. Der var selvfølgelig også indlagt 5 min. ekstra tid, hvis nu vandet i bruseren ikke ville blive varm hurtig nok, eller der pludselig var opstået en uløselig knude på en af mine sko. Alt var planlagt ned til mindste detalje.


 


Førhen blev disse ture klaret lidt nemmere ved hjælp fra ”Den Hårde”. En person som var opstået i 2003, som på dette tidspunkt overtog styringen når turen ud af døren på arbejde skulle tages. Men de sidste par år var hans tilstedeværelse mindsket og denne gang kunne han ikke hjælpe mig.


 


Men dagen kom og jeg skulle afsted. Sedlerne blev tjekket en sidste gang, pengene lagt i pungen, og til tiden stod jeg foran døren. ”Tag nu fat i håndtaget!”, Det går galt!”, ”Du kan godt!” ”Du fejler!”. Alle orderne blev blandet sammen, men alligevel hørte jeg hver en sætning. Jeg tog fat i håndtaget, hjertebanken og svedturen var allerede startet, og med et langt tungt skridt kom jeg, min stemmer og personer ud af døren.


 


Turen ned til bussen og selve busturen skabte ikke de store problemer. De sorte skygger var godt gemt i mørket, og min uges planlægning gjorde sit til at alt gik som det skulle. Jeg fandt hurtigt ind til stedet hvor kursuet blev holdt. Men herfra gik det ned af bakke. Lokalet var fyldt til randen med mennesker. Mindst 25 i et rum der nok var lavet 15.


Angsten bredte sig som en steppebrand. Følsen af at alle kigger på mig kom med det samme. Larmen for mine øre lød som et vandfald. Øjne flakkende side til side. Stemmer der alle havde noget at sige runggede i mit hoved.


Jeg fandt hurtigt et sæde, et med ryggen mod muren, så jeg har mindst mulige mennesker til at side bag mig.


 


Da det var første dag på kursuset skulle vi tale med læreren. Her kommer vi til grunden hvorfor jeg valgte at søge hjælp. Et enkelt lille spørgsmål fra manden på den anden side af skrivebordet: ”Jesper, hvem er du?”. Et spørgsmål der selvfølgelig blev stillet i forhold til at jeg var arbejdsløs, og hvilke ønsker jeg ville have til et nyt arbejde. Men for mig var det et umuligt spørgsmål, for hvem var jeg virkelig? De mange stemmer og person i mit hoved ville alle sige at de var den rigtige Jesper. Jeg havde mistet alt virkelighedsfornemmelse, så var ikke engang sikker på at jeg var den rigtige Jesper. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne og holde tårene tilbage med et smil.


 


Jeg begyndte straks at sætte mine facader op, og gav ham det han gerne ville høre. Jeg havde den og den uddannelse, haft disse jobs og ville gerne det og det. Men inden i mig var alt begyndt at falde sammen. At se tvillingetårnene styrte sammen den 11. september, sådan føltes mit indre. Fik heldigvis hurtigt fri og begav mig ned til bussen for at komme hjem i det tryge miljø. Komme hjem og låse døren.


 


Turen hjem kan jeg ikke huske. Tror ”Den hårde” forbarmede sig over mig, og tog over. Det næste jeg husker er jeg samme aften, efter at have grædt hele dagen, igen sidder med mit sygesikringskort fremme. Stirene på de 8 tal. I morgen ringer jeg. I morgen er jeg en løve. Men jeg vågnede ikke op som en løve, men bare som Jesper. Dagen gik igen med tårer, og en sygemelding fra kursuset. Men spørgsmålet fra i går rungede stadigt højt i mit hoved. ”Hvem er du?”


 


”Jeg skal have hjælp lige nu”, tænkte jeg. Men kunne ikke selv spørge om den. Skrev en besked til min veninde og spurgte hende ”Hvis jeg søger hjælp nu, vil du så love, at alt bliver bedre i morgen?” Heldigvis kunne hun læse mellem linjerne, og fik mig hentet, ringet til min læge og fik en tid til dagen efter. Samme aften blev brugt til at skrive ned hvad jeg følte var galt. Tusinde ting væltede ud af mig. Noget der var sket for 10 år siden blev blandet sammen med noget der skete sidste uge. Alt var et virrevar af oplevelser, skygger, stemmer og personer.


 


Sådan endte det så med at jeg, d. 3 december 2010, sad nedbrudt og grædende foran min læge, og efter en lægesamtale og en måneds indlæggelse fik jeg min dom: Paranoid Skizofren.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her