tue69's blog
17-03-2011 - 14:26

1. kvartal fra pessimistens synspunkt



Så for søren, så er der gået et helt kvartal siden jeg sidst satte fødderne i dette samsurium af lækkerier, og til trods for at jeg er omtrent lige så rusten som størstedelen af cyklerne i Århus (vel at mærke dem der ligger i åen) så forsøger jeg mig hermed med pessimistens skildring af 1. kvartal 2011. Så allerede nu tages der forbehold for stavefejl, sætninger blottet for mening, alt for lange passager uden tegnsætning og konstaterede kønssygdomme på baggrund af gennemlæsning af nedenstående. Denne gang har jeg været så heldig at få flere repræsentanter for spilstudierne i røret, så der vil være passager med citering.

Men hvad er der sket i det forgangne kvartal. Først og fremmest er Pirates of the Carribbean spillet fra Disney Interactive blevet droppet, hvorefter vi blev spist af med en LEGO-udgave af Pirates-konceptet istedet. Denne nyhed delte folk i to lejre, dem der var stiktossede, og dem der var stiktossede indtil de fandt ud af at det var spillet, og ikke filmen, der blev droppet og i stedet oversat til LEGO. Flere medier har efterfølgende rapporteret, at Hollywood filmmageren James Cameron har taget idéen til sig, som et led i hvad han selv beskriver som ”skridtet efter 3D”. Hans næste projekt, som i bedste Avatar-stil er blottet for egentlig historie, men alene byder på en nyfortolkning af kendte Disney klassikere, vil således være en stop-motion udgave af Bambi, hvor alle rekvisitter og skuespillere er lavet i Duplo.

Skæbnen ville også, at alle Hero-serier fra Activision måtte lide den ventede død, efter at konceptets sidste udgivelse, ”IT-supporter Hero”, blev en bragende fiasko med alene 8 solgte eksemplarer, som alle blev afsat på Konservativ Ungdoms landsmøde. Talsmænd fra Activision udtaler: ”Vi forstår det ikke. Efter at vi har malke…. jeg mener udviklet Guitar- og DJ Hero serien til perfektion, så troede vi fuldt og fast på at IT-Supporter Hero var det der skulle til.” Microsoft stemmer med i koret af skuffede interessenter, og fortæller således at DLC-pakken, ”How about the LAN-cables, are they plugged in-pack 1” solgte frygteligt.

Onde rygter vil dog, at det er efterspillet fra Guns ’N Roses-retssagen der har været Guitar Hero-seriens endeligt. For de der ikke har fulgt med, blev Activision sagsøgt idet selskabet ikke havde rettighederne til at bruge Slash som en figur i Guitar Hero 3. Activision stillede sig uforstående overfor søgsmålet og udtaler således: ”Vi aner ikke hvad Axl Rose taler om. Hvis han tror at den hattebærende, solbrillebrugende, næseringspiercede, sorthårskrøllede og ”Welcome to the Jungle”-spillende mand med initialerne ”GnR” på ryggen, som i øvrigt blev brugt i spillet, på spilcoveret og i tv-reklamerne, på nogen måde er Slash, så tager han helt fejl. Alle ved jo at det er Rasmus Seebachs mindre kendte tvillingebror Jonas, som p.t. giver den gas i fritidsbandet Tørfisk Jam.”

På spilfronten venter vi alle på endnu en shooter-revolution, denne gang fra THQ i form af titlen Homefront. Modsat andre titler, som eksempelvis Call of Duty: Dybbøl Warfare og Battlefield: Political Correct Company, så vil Homefront ikke spille på patrionisme og nationalfølelse, da dette, ifølge udvikleren, er forbeholdt laveste fællesnævner. I stedet omhandler Homefront et politisk kollaps i Asien, som medfører en Koreansk invasion af et mindre boligkvarter i det østlige USA. I hovedrollen ser vi Ryan, en mørkglødet familiefar med kone og to velskabte børn (en dreng og pige). Han kan ikke komme i flyvevåbenet da han er farveblind, men da Koreanerne kommer, så melder han sig straks under fanen hos infantriet. Koreanerne invaderer i øvrigt landet ved at spytte på Stars and Stripes og danse tæt til tonerne af Village People. Ryan klarer naturligvis ærterne, mens hans gode ven fra hæren, Marty, desværre må lade livet i en sørgmodig scene, hvor hans sidste ord er ”say hello to my wife, god bless America”. Da Ryan kommer hjem efter 3 dages krig, kan børnene ikke genkende ham længere, og i en dramatisk scene oplever vi, hvordan konen har underskrevet skilsmissepapirerne og i stedet indledt et forhold med naboens kat.

THQ har naturligvis store forventninger til udgivelsen, og fortæller som en lille teaser, at udviklerholdet har lagt hjernen i blød for at komme op med noget ganske nyskabende. Dette har udmøntet sig i en ekstramission, som på nærmest uhørt vis kommer efter rulleteksterne. I ekstramissionen vil spillets hovedperson, sammen med Jeff Goldblum, flyve ud i rummet i en UFO, hvorfra de vil tage sig af Koreanernes moderskib, som har kastet anker på månen.

Der er allerede skrevet alt for meget i denne blog, så jeg vil slutte af. Læs med igen om en tre måneders tid, hvor jeg blandt andet vil lave et tilbageblik på Rockstars kommende udgivelse LA Noire, spillet som vil appellere til spillernes indre detektiv, og i øvrigt have en massiv fokus på ansigtsanimering. Formålet med dette er, at spilleren skal kunne læse følelser ud fra figurernes ansigtsudtryk og dermed dømme om personen i forhørsstolen er skyldig eller ikke skyldig. Specielt flakkende øjne og pludselige bevægelser kan være nøglen til at dømme en person skyldig, hvorfor det kan undre mig at Rockstar har valgt den epileptiske gangster ”Crazy Eye Jack” som hovedpersonens nemesis.

Pessimisten takker af nok engang, vi ses nok samme sted igen.