tue69's blog
23-08-2007 - 14:36

Pessimisten anmelder: Rainbow Six Vegas



Så er sommerferien overstået og pessimisten er vendt tilbage fra sit habitat i en jordhule, langt oppe i de norske fjelde. Frisk, veludhvilet og vredere end nogensinde før. Derudover tager vi igen fat i konsolspillene og denne gang er det Rainbow Six Vegas (fremover R6V) der får sig en tur i kværnen. Og hvor sjovt kan det egentligt være at lege politi og røvere i en virtuel verden?

 

Så skal vi til det igen!

 

R6V er et FPS i klassisk forstand, og her ved jeg godt at i tænker ”FPS, og så til xbox360’eren… Kan det virkeligt passe?!?”. Ja! Det kan det. Der er tale om et ganske almindeligt, simpelt FPS-spil, ligesom 80 % af spiludbuddet til xboxen – så intet nyt under solen hvad det angår. Derudover kommer det vel næppe bag på nogen, at Ubisoft har valgt at balancere spillet således, at det minder urimeligt meget om GOW, der er derfor igen tale om en ”skyd, duk-dig, skyd, løb-i-dækning”-oplevelse og ligesom i GOW er det bare ikke særligt afvekslende og overhovedet ikke særligt underholdende. Er det umuligt at lave bare en smule afveksling i FPS’ers, eller er vi virkeligt tvunget til at gennemleve en westernfilm i moderne emballage, hver gang man putter en cd med et FPS-spil i xboxen? Ufatteligt.

 

Kludedukker på slæb

 

For at frustrere spilleren yderligere, har spiludviklerne valgt, at man skal have 2 comrades på slæb. Idéen er jo umiddelbar god nok, da man så får ekstra hjælp når kuglerne fyger om ørerne på spilleren. Desværre har man valgt at udstyre disse med en AI, der mest af alt minder om en blanding af et æggeur og en gummisko. Endvidere er styringen af dine 2 medhjælpere så gennemgående elendig, at det umuliggør brugen af dem fuldstændigt. Forestil jer følgende scenario: Terroristerne står i et rum med 3 gidsler, der er én dør man kan komme ind af, samt et ovelysvindue. Jeg placerer mine 2 hjælpere ved døren og gør mig klar til at bryde ned igennem taget for at overraske mine fjender. Jeg tager stilling til at udføre angrebet og trykker på ”aktivér” knappen, i håb om at mine venner fyrer et par skudsalver af i rummet inden jeg rammer jorden. Jeg flyver ned i rummet og opdager til min store forbavselse at jeg er helt alene, hvilket naturligvis ender med min visse død. Det sidste jeg ser, når jeg ligger på jorden og kigger op i luftet, mod vinduet jeg sprang ned igennem, er at mine 2 medhjælpere står og kigger ned fra vinduet??? Hvad i hele hule helvede laver de? Samme scenario er også endt med at mine medhjælpere har kastet granater ind i rummet og dræbt alle, inklusiv gidslerne – de har flere gange blokeret for hinanden i dørkarmen, skudt hinanden i hovedet og sågar sprunget ud fra 10. sal i desperation over, at de er så fandens dumme! Hvad er det for en stupid udvikler, der i stedet for at udstyre spillet med en tand flere sværhedsgrader, har tænkt at vi bare gør alle medspillerne så uduelige, at de knapt kan binde deres snørebånd uden at dø af stress.

 

Monoton historie

 

Historien er som taget ud af en rigtig dårlig, amerikansk B-film. Amerikansk sødsuppe af værste art; terrorister truer med at sprænge Las Vegas i luften og en lille gruppe af amerikanske anti-terror folk sættes på sagen. De er 3-4 mand og klarer naturligvis sagerne på egen hånd mod 13 mio. terrorister, som har klemt sig sammen på et casino i Las Vegas. Ikke alene er historien realistisk, den er også så uhyggelig uforudsigelig – ja puha da, mon amerikanerne vinder, jeg tror det nok, eller gør de? Sødsuppe!!! Så intet nyt under solen her.

 

Flere spilmodes – flere frustrationer

 

For at forlænge oplevelsen, har udviklerne valgt at inkludere flere spilmodes, heriblandt Terrorist hunt, som ganske simpelt går ud på at slagte et bestemt antal terrorister på en given map og det er bestemt lige så dødssygt som det lyder til. Endvidere er denne spilmode blevet krydret med det mest elendige spawn-system set hidtil, og det er ikke spilleren der spawner, men derimod fjenderne. Jeg har seriøst oplevet at traske den samme cirkel rundt 100 gange for at lede efter den sidste fjende, hvorefter han pludseligt dukker op, ud af ingenting, 1½ meter fra mig og bang, jeg er død. Hvad f*nden er det nu for noget? Hvis det skal forestille at være realistisk, så anbefaler jeg sgu at samtlige soldater på verdensplan holder sig ude af ”terrorland” nu og fremover, for det er sgu da nærmest sindssygt. På den anden side ville det være superfedt at være en af ”de onde”, så man på magisk vis kunne morphe gennem vægge og tage for derefter at pille fjenderne ned med et velplaceret karatehug. Useriøst!

 

Multiplayerdelen – børnehave v.2

 

Nu ved jeg ikke om det er trend i USA, at man har skrigende unger til at sidde foran sin xbox? I hvert fald er det også tilfældet i R6V, at man flere gange kan høre små skrigende unger i sit headset. Findes der ingen aldersbegrænsning derovre eller hvad? Og i så fald, bliver den overholdt? Nå men nok om det. Multiplayerdelen af R6V stinker i samme omfang som spillet. Konceptet ”flere om samme elendighed” giver heller ikke positivt afkast i dette spil, ligesom det ikke gjorde i GOW, så det ender mest af alt med, at man er den samme flok tåber der render rundt i ugidelighedens tomrum, mens man mest af alt prøver at finde en vej ud af dette nonsens. For at krydre spillet har man udstyret onlinedelen med en mulighed for at udstyre sin spiller med alskens udstyr og hvad er det lige det skal gøre godt for? Det er sgu da for fanden et skydespil, ikke Barbie påklædningsdukker vi leger med, så hvilken interesse skulle jeg da have i at udstyre min spiller med en neongrøn technowest og lortebrune camouflagebukser? Virkeligt tjekket. Derudover indeholder R6V muligheden for, at man kan tage et billede med sit Vision cam og sætte på halsen af sin spillefigur, og det er sandsynligvis den lammeste idé til dato. Ikke nok med, at jeg skal plages med at anmelde dette makværk, så skal jeg denondelyneme også glo på mig selv der render rundt på skærmen, og det ligner jo ikke engang? Det er ikke et vision cam, det er jo et apparatur der viser, hvordan du ville set ud, hvis du i stedet for et klap i enden ved fødslen i stedet var blevet tæsket med en svensknøgle, vil elendigheden da ingen ende tage?!?

 

Konklusion

 

Alt i alt er R6V en helt igennem rædderlig oplevelse. Man sidder lidt med samme fornemmelse, som dengang man mistede sin mødom: før oplevelsen havde man store forventninger og krilder i maven, men bagefter har man mest af alt lyst til at smide det der ligger ved siden af i sengen ud af vinduet (i dette tilfælde min xbox) og så bare skyde sig selv efterfølgende. R6V dumper Pessimist testen i overlegen grad og pessimisten kan absolut ikke anbefale spillet til nogen som helst. Faktisk vil jeg mest af alt anbefale at man går i en stor cirkel uden om denne titel, som kan få den mest livsglade optimist til at kaste sig selv ud fra storebæltsbrugen i afmagt.

 

Venligst

Pessimisten.