Pessimisten anmelder: Medal of Honor - Airborne
Det er nu ved at være en rum tid siden, at pessimisten sidst har sat sine spydige kragetæer på xboxlife’s frodige forum – og det kan vi naturligvis ikke have, så derfor kommer der endnu en anmeldelse, denne gang af EA’s sidste skud på stammen indenfor MoH serien, nemlig MoH-Airborne.
At MoH Aiborne er et FPS spil kan jo efterhånden ikke komme bag på nogen, da FPS jo er xboxens absolutte favoritgenre, hvilket jo i sig selv er en smule underligt når lige netop denne genre har utroligt mange lighedspunkter med pornofilm fra 80’erne; det lidt for gammelt, lidt for brugt og ikke just det man praler til vennerne med at have liggende. WWII genren er derimod ganske ny indenfor spilverdenen og i særdeleshed på next gen… Eller det er det så heller ikke, så bottom line kan man lige så godt indstille sig på en ”been there, done that” oplevelse når man går i krig med det nyeste MoH spil – iøvrigt ligesom 80’er pornofilm.
Højt at flyve – dybt at falde
Gameplayet er stort set som vi kender det fra COD-serien og de tidligere MoH spil – løb, dækning og skyd, så ikke så meget nyt på den front. Eneste mærkbare forskel er, at du i Airborne får lov til at starte banen ved at blive smidt ud fra et fly og lande hvor på banen du vil, via din faldskærm. Det skal dog hurtigt vise sig, at denne idé er så håbløst mislykket, at du i stedet ville ønske at du blev kastet ud, uden faldskærm med efterfølgende ”achievement unlocked – EA fooled you – 1000GP” meddelelse og game over. Men hvorfor nu det? Idéen med at blive kastet ud med faldskærm er jo faktisk ikke set før, så det burde jo være vejen til succes.
Årsagen er såre simpel; for at gøre faldskærmsidéen bare nogenlunde brugbar, så er det et succeskriterium, at der er en mærkbar gameplaymæssig forskel på hvor man vælger at lande, det er derfor et must, at banerne skal være store nok til at der kan være en variation fra at man lander i øst til at man lander i vest. Derfor virker det en anelse mærkværdigt, at EA’s udviklere har valgt at designe banerne så de er på størrelse med en studenterhybel i det indre København. ”Lad mig se, hvor skal jeg lande – der er 3 muligheder. 1. på højre side af floden – 2. midt i floden – 3. på venstre side af floden.” Whats the f*cking deal EA?
Hvorfor ikke i stedet lave nogle seriøse baner, hvor der er uendeligt meget forskel på hvor man beslutter sig for at lande, i stedet for at lave en halv løsning, som principielt kan være fuldstændig ligegyldigt. Og det passer jo ikke engang, at man kan lande hvor man vil – eller jo, det kan man godt, men hvis man ikke lander lige præcist indenfor de grønne ”safe spots” så får man jo skudt hovedet af med det samme, hvilket jo i sig selv er en ganske sindsoprivende oplevelse. Der er jo ikke noget så fornøjeligt som 20 sekunders overvejelse om, hvorvidt man tør lande udenfor safespot, efterfulgt af et bang og halvanden minuts loadscreen. Det giver jo en allerhulens masse mening!
Dumme tyske soldater
Nå, men nok om det komplet uduelige og i øvrigt ganske ligegyldige spring-ud-i-faldskærm system, lad os i stedet kigge lidt på gadekampene og skudduellerne, som jo trods alt er essensen i ethvert FPS spil. Det første der springer én i øjnene er, at man tilsyneladende har forsøgt at kompensere for de små baner, ved at lave spillerens sigtekorn 6 gange så stort som i alle andre spil. Ja faktisk fylder den stort set hele skærmen, hvilket føles en kende åndssvagt når man alligevel ikke rammer noget som helst uden at benytte sig af sigtesystemet. Så vidt jeg ved, blev krigen ikke udkæmpet af 95-årige pensionister med grå stær, så hvorfor dette ram-alt-andet-end-målet helvede?!? Dette er dog kun starten på de frustrationer, som vil møde spilleren undervejs i Airbornes ulidelige univers.
Når undertegnede skal føle sig underholdt af et FPS spil, så er det som minimum et krav, at man føler sig udfordret, bl.a. som i COD2 på veteran. Dette gør man langt fra i MOH Aiborne, uanset hvor høj sværhedsgrad man vælger at spille på, hvilket skyldes, at AI’en virkeligt stinker. Et utal af gange har jeg set tyske soldater komme løbende og forsøge at gemme sig bag den håndgranat jeg netop har kastet efter dem. Og hvis det ikke lykkes dem at begå selvmord på denne måde, så løber de sandsynligvis hen til den nærmeste genstand lige foran næsen på spilleren, så man let og elegant kan pløkke hovedet af dem. Hvis de tyske soldater virkeligt var så dumme, så er det da en smule underligt, at Danmark egentligt forsøgte at gøre modstand ved grænsen da tyskerne invaderede landet under WWII. I stedet kunne man have sendt hjemmeværnet ned for at dirigere soldaterne videre til Frankrig under påskud af, at Danmark er den vej – no casualties, great succes!
En anden ting der virkeligt kan undre mig er, hvor i historiebøgerne EA’s udviklerteam har slået op, da de fandt frem til deres psykopatiske nazi-elite soldater, som spilleren introduceres for i 5. bane. Jeg mindes umiddelbart ikke at have læst om tyske elitesoldater der fiser rundt med MG42 og derudover kan klare 20-30 skud – det er jo dejligt realistisk og ikke særligt Wolfenstein 3D-agtigt med sådan nogle supersoldater. Hvis sådan nogle soldater eksisterede så kan man da i høj grad undre sig over, hvorfor tyskerne ikke vandt krigen – men omvendt set, hvis disse soldater havde den samme IQ som nævnt overfor, ja så var det sgu nok fordi de alle sammen druknede da de prøvede at invadere England til fods.
En anden ting der beviser tyskernes tilsyneladende mangel på tankekraft er, at snigskytterne synes det er eddersmart at have en 1600watt halogen spotpære koblet til deres riffel, så bliver man jo slet ikke opdaget - endnu en teknisk genialitet fra EA's side!
MoH Airborne – en prisvinder!
Hvis ikke de førnævnte svagheder formår at skræmme spilleren væk, vil man hurtigt finde ud af, at man har med en sand prisvinder at gøre. Dette er vel at mærke en meget lidt flatterende pris. For ikke alene har EA besluttet sig for at lave verdens mindste baner, men de har ligeledes besluttet sig for at lave verdens korteste spil. 6 Baner og færdig lagkage – det er hvad Airbornes singleplayerdel kan byde på. 6 Skide baner, som hver især udspiller sig indenfor et areal på 20m2, jamen det er da virkeligt sindsoprivende. Der er jo ikke noget vi gamere nyder mere end at kaste 4-500 kr. efter et spil og så have tæsket det færdigt 4 timer efter. Det er da virkeligt fuld valuta for pengene! Det svarer sgu til at man er 10 år igen juleaften og hele dagen har holdt øje med den store pakke i hjørnet som man ved er til én selv. Man ønsker sig selvfølgelig en Nintendo men når man får lortet åbnet er det et ”my little kitchen” sæt fra Hasbro, for dælen da hvor er det bare dårlig stil EA!
Mest af alt virker det som om at hele ”airborne” idéen skulle have været et gamemode i multiplayerdelen, men som grundet pres og i mangel er bedre bare blev kastet på markedet under påskud af at det er nyt og revolutionerende. Mange vil påstå at det er for dårligt, undertegnede nøjes med at konkludere, at det blot er en FIFA07 indenfor MoH genren – ergo, et halvfærdigt produkt.
En anden ting der snildt kunne nomineres til en ”årets dårligste”-pris, er spillets lydside, eller rettere sagt manglen på samme. Sammenlignet med andre WWII spil har Airborne en utrolig svag lyd. De forskellige våben lyder mest af alt som et remix af lydene i ”det muntre køkken” i Tivoli og det passer virkeligt ikke ind på krigens beskidte slagmarker. Soundtracket er den samme vælling, der om og om igen bare kører på replay – alt sammen mixet ud fra den 5 sekunder lange EA introsekvens og det bliver i løbet af 1½ mission uendeligt trist at høre på. Dog kan man finde en fed feature, som EA virkelig må have gennemtænkt; under missionerne i Italien, kan man flere gange høre sine italienske modstandere snakke italiensk, eller rettere sagt EA’s fortolkning af italiensk, som går ud på, at man sætter et ”O” efter samtlige ord, og så har man italiensk. Man må sige at EA virkeligt rammer hovedet på genialitetssømmet her – aldrig har jeg hørt et sprog forsøgt voldtaget i sådan en grad – det er jo næsten lige så dumt som når en dansk bonderøv møder udlændinge med frasen ”Rødgrød med fløde”.
Palle i no-man’s-land
Som allerede nævnt i ovenstående afsnit, så indeholder multiplayerdelen præcist samme baner som singleplayerdelen, i præcist samme målestoksforhold og dette fungerer umiddelbart ganske glimrende. Banerne er tilpas store til at man kan få nogle episke sniperdueller og samtidigt tilpas små til at man kan få intense dueller med SMG våben, så hvad er problemet. Jo det skal jeg fortælle jer – hvis du er online i MoH Aiborne, så er du sandsynligvis den eneste. Der er sådan cirka ingen online i Aiborne, og hvis der er en enkelt, så skrider denne hurtigt igen, simpelthen i frygt for at nogen genkender ham og gør grin med at han har købt EA’s seneste skodprodukt. Faktisk bør psykologer henvise patienter med forfølgelsesvanvid til Airbornes onlinedel, for der er det 100 % sikkert, at ingen forfølger dem og at de er aldeles mutters alene. Men for os andre, er det bare sur røv, specielt fordi at der som sagt ikke er meget smæk for skillingen i singleplayerdelen.
Hvis man er heldigt at logge på den ene gang i måneden, hvor mere end 4 er online samtidigt i Airborne og man efterfølgende får startet et spil, finder man ud af, at det ene hold er tvunget til at starte med at kaste sig ud fra faldskærm. Dette er selvfølgelig lige i Airbornes ånd, men desværre også lige så åndssvagt som spillet i sin helhed. For når man som tysker ligger i skjul på banen, så er det altså ikke synderligt svært at pille de fjendtlige skydeskiver ned med en sniperriffel – og da specielt ikke når de spawner i faldskærm. Så hvis du skal spille online, så bed til at du bliver sat på det tyske hold, for hvis ikke, så kan du godt droppe at lave noget fornuftigt på din xbox de næste 20 minutters tid, medmindre du selvfølgeligt nedværdiger dig selv til at quitte og dermed må indkassere din knaldhårde straf på hele 2 minuspoints.
Konklusion
Hvis man skal runde MoH Airborne af, så må man konkludere, at det er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget nyt indenfor en aldeles udslidt genre. Mest af alt minder spillet om en gallamiddag på Thisted Swingerklub; intentionen er god nok, men det bliver sgu bare for akavet i længden og man burde have skoddet idéen på tegnebrættet. Derudover ved vi jo alle godt, at når EA smider et spil på markedet, så er det jo ikke pointen at lave en bestseller, det er derimod hensigten at lave et middelmodigt spil som kan forbedres i den næste udgave som sandsynligvis kommer året efter, medmindre der indtræffer begivenheder som retfærdiggør at man kan udsende en ny udgave tidligere. Jeg gætter på, at de næste WWII titler der kommer fra EA bliver følgende:
- MoH Trainborne: Du bestemmer selv hvilken station du står af på, og dermed begynder krigen fra.
- MoH Seaborne: Styr et skib og vælg selv, hvilken havn du vil starte krigen fra.
- MoH Driven: Du har din bil og dermed kan du selv vælge på hvilken af Europas motorveje du vil påbegynde krigen.
Det er naturligvis kun gæt, men imo særdeles kvalificerede gæt, når man ser på hvad EA tidligere har præsteret at smide på markedet.
Alt i alt er MoH Aiborne et ganske mislykket forsøg på at forny WWII FPS genren – EA formår ikke rigtigt at få deres idéer til at virke, og langt hen af vejen er de selv skyld i det.
Jeg vil give spillet 2 stjerner ud af 10, da det absolut er ét af de ringeste WWII spil der findes på markedet hidtil. Før har man brugt udtrykket ”ingen replay value”, men i dette tilfælde vælger jeg i stedet at benytte mig af udtrykket ”ingen play value” – for hvis man først har stiftet bekendtskab med COD2, så er der absolut ingen grund til at give sig i krig med Airborne – medmindre man da er tosset med at kaste penge efter ting, man i bund og grund aldrig får brugt alligevel. Hvis man tilhører denne gruppe af mennesker, så kan jeg dog varmt anbefale Airborne, ligesom jeg vil anbefale den nye bog om kongehuset, DVD’er med visdomsord fra Lotte Heise og alt hvad man kan finde i TV-shoppen. God fornøjelse!
- Pessimisten
PS: Endnu engang tak til Tox for at lave de fine pessimist bannere.
Facebook
Twitter