tue69's blog
17-07-2015 - 14:22

Pessimisten Anmelder: Batman: Arkham Knight



Manden med bat er tilbage. Efter afstikkeren Arkham Origins har Rocksteady nu sat sig i til rette i førersædet, og med tidligere tiders stilsikkerhed skal de nu køre deres Arkham-trilogi i mål. Noget kunne tyde på, at man har lært af Nolans fejl i hans sidste Batman-kapitel, for i stedet for at hive én af de gamle kendinge frem fra skurkegalleriet, så har Rocksteady simpelthen opfundet deres egen: The Arkham Knight. Nolan må fortryder sikkert bitterligt, at han ikke valgte samme fremgangsmåde, men i stedet forsøgte at overgå Christian Bales Batman i uforståelig tale, ved at hyre en steroidegurglende Tom Hardy i rollen som Bane, der af en eller anden grund i Nolans Batman-univers har tillagt sig samme dialekt som en britisk adelsmand efter 15 pints.

Ved første øjekast er meget det samme, som da vi sidst forlod Batman i Arkham City. Rocksteadys pendant til den populære superhelt, der efterhånden er portrætteret i lige så mange forskellige udgaver som Gud og Helligånden, er fortsat et resultat af trenden fra den seneste konsolgeneration, hvor alle mandlige hovedpersoner tilsyneladende har løftet så meget jern, at selv personalet i Fitness World har bedt dem om at blive væk, da det simpelthen er blevet for latteligt. Således er Bruce Wayne alias Batman fortsat et gigabrød, der får Marcus fra Gears of War og Chris Redfield i Resident Evil 5-versionen til at ligne skoledrenge.

De spændstige biceps kommer hurtigt til sin ret, da en gammel Batman-nemesis, Scarecrow, dukker op, og med sig har han en ondsindet plan om at gøre Gotham til sit eget private horehus... horrorhus! Jeg sagde horror! Scarecrow er dog ikke alene. Med sig har han den føromtalte Ridder af Arkham, en fyr, hvis kostume ikke alene minder om Batman, men som også har et indgående kendskab til, hvordan Batman tager fusen på sine fjender. Spillets omdrejningspunkt er naturligvis identiteten på Arkham Knight, og jeg kørte fra første sekund ud fra den gamle krimi-devise med, at det måtte være butleren. Her vil jeg dog godt tillade mig at afsløre, at det ikke var Albert. Der har ellers altid været noget uldent over den fyr.

Stakkels Batman
Der dukker dog et væld af gamle kendinge op, og man sidder undervejs med en fornemmelse af, at Rocksteady ikke blot har opfundet Arkham Knight. I al fald introduceres man for tonsvis af superskurke, hvor jeg ikke mindes at være stødt på mange af disse før, til trods for at jeg da ellers har læst min andel af tegneserier og set en hulens masse Batman i tegnefilmsform. Uanset om de er blevet opfundet undervejs, så må man da ikke håbe at Batman, når han går på pension, ønsker at få sit overarbejde udbetalt, idet det vil sende byen Gothams økonomi ud i græske tilstande. 

Én af de mere fremtrædende skurke i Rocksteadys univers, Edward Nigma, eller The Riddler, er også tilbage, og som altid består hans fornemste opgave i at forsøge at slå Batman ihjel. Man skulle måske mene, at Mr. Nigma i sin tredje Rocksteady-optræden burde have opdaget, at man ikke kommer Gothams største steroideskur til livs ved at placere selvlysende trofæer rundt omkring i byen, men ingen har tilsyneladende nænnet at nævne det for Eddy. Jeg forestiller mig, at der i Gothams slyngelklub er en eller anden form for uskreven aftale, hvor man bare kører "smile and wave"-finten, hver gang at Riddleren begynder at snakke om sine mærkelige gåder.

Stramt gameplay og stramme pa....
Rocksteady har også altid gjort en dyd ud af at karikere alle kvinderne i Batman-universet på en særdeles velskruet måde. Således er der altså rigeligt til husarerne, uanset om det er Poison Ivy, Harley Quinn eller Catwoman man støder på. Man har dog fra Rocksteady ikke nænnet at udstyre Barbara Gordan med et sæt silikonebryster og sandsynligvis fordi at chefen for den etiske afdeling her har sat grænsen: "Yes, det er en skidegod Catwoman. Kan du ikke lige vise lidt mere kavalergang... Lidt mere... Mere.... Meeere...!!!! Sådan, det er perfekt, der skal bare lynes ned til navlen, nå, hvor kom jeg til? Hvad, hvad siger du? Barbara Gordon, nej ad for helvede, hun sidder jo i kørestol, er du syg i hovedet?!?" 

På denne måde er alt som det plejer at være, men for at bryde lidt op med det velkendte gameplay har man valgt at introducere Batmobilen som et centralt element. Man har utvivlsomt kigget på Nolans version af denne, for i Batman: Arkham Knight er Batmobilen pansret som en tank, armeret som et helt militær og nogenlunde ligeså farbart som en rulleskøjtekørende narkoman på trafikstyrelsens glatbaner. Det er med andre ord hundesvært at få Batmobilen til nogenlunde at makke ret, og det ender med slapstick comedy-lignende sekvenser, hvor vores superhelt efter lydløst at have nedlagt et dusin bevæbnede fjender på den mest graciøse måde, lægger en hel boligblok i ruiner i forbindelse med en fejlslagen parallelparkering. Bruce Wayne, 40 år gammel, intet kørekort, åbenbart.

Det ændrer dog ikke på, at Arkham Knight bestemt kan spilles, specielt nu i sommervarmen, hvor udviklerne alligevel holder sig tilbage med deres udgivelser. Hvem gider da også at udgive et spil i juli måned, hvor man kan stjæle hele fokus selv, når man i stedet kan vente til november, hvor Call of Duty alligevel tager hele opmærksomheden? Så hvis man i en tid, hvor Hollywood og spilproducenterne spytter superhelterelaterede produkter på markedet i samme mængde som Dansk Folkepartis Alex Arhrendtsen laver fjollede forslag, ikke har fået nok af DC, Marvel og alle de andre, så kan man sagtens tage en sidste tur i managen med Batman, RobinBoyToy, Nightwing, Daywing, Poison Titty, Harley Yogapants Quinn, Catsuit-woman og alle de andre.
08-06-2015 - 14:59

Pessimisten Anmelder Remastered: Mass Effect



Den helt store trend hos den nye generation af konsoller er Remasters. Under påskud af, at konsol-desertører skal have mulighed for at spille tidligere generationers klassikere i en optimeret udgave, sender Microsoft og Sony genudgivelse på genudgivelse på genudgivelse afsted til de stakkels gamere, alt i mens Nintendo overvejer at følge trenden, men ikke helt er sikre på, hvordan man laver en 3D 60FPS/1080p udgave af Tetris, uden at resultatet bliver et kubistisk kunstværk på syre.

Hele tankegangen omkring genudgivelser er så pilrådden, at det selvfølgelig kun er i spilindustrien at det finder sted. Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at min lokale Opel-forhandler har brugt samme fremgangsmåde. "Ja nu siger du jo, at du skal have den nye Corsa, men jeg bemærkede at du kom hertil i en Volvo, så for at du lige kommer ind i Opel-universet er her en Opel Kadett fra 1987. Du tænker sikkert, at det er noget gammelt lort, men bare roligt, jeg har omlakeret den og der er ligeledes nyt stofbetræk i kabinen. Dertil kommer al ekstraindhold som kendetegnede modellen, herunder kopholder, båndafspiller og cigarettænder. God fornøjelse, hej hej!"

Genudgivelser er naturligvis enhver rettighedshavers ultimative lavpunkt. Det er beskæmmende for en branche, der i forvejen via DLC, betalingsmure for onlinespil, pre-order bonusser og pay-to-win tilgang, prøver at frivriste enhver pre-teen sine sparepenge. Det er det mest ulækre, det mest nedværdigende og det mest taberagtige der findes. Så her får i en Mass Effect anmeldelse version 2.0 fra Pessimisten. Du kan læse min tidligere anmeldelse, og resten af denne, men dog kun mod betaling. Den tidligere anmeldelse fås som DLC og kan findes i højre side af denne blog under overskriften: "Horse Armor DLC".

Mass Effect, Smash Effect
Med sine næsten syv år på bagen er Mass Effect én af de helt store sværvægtere i den moderne konsolgeneration. Spillet udkom i første omgang som et Xbox 360-eksklusivt projekt, men sidenhen fandt også Sony ud af, at lyseblå rumvæsennumser åbenbart storsælger i spilindustrien. Tragikomisk nok fik EA fjernet selvsamme lyseblå rumvæsennumse i spillets første fortsættelse, måske som en slags Microsoft-afskedssalut, men EA var dog ikke mere ondsindede end at de senere fik åbnet for muligheden for at romantisere blå rumvæsener i Mass Effect 2, mod betaling, naturligvis.

Spillet foregår langt ude i fremtiden. Mennesket har fået kontakt med andre civilisationer fra fjernt beliggende planeter, og mistanken om, at vi ikke skulle være alene i universet, er for længst bekræftet. I spillets intro fortælles det, at der havde været flere mistænkelige hændelser, eksempelvis som da Uffe Elbæk en sen juniaften i 2015 fejrede et fremragende folketingsvalg ved at gro følehorn og vinger, for derefter at kontakte sin hjemplanet, men den endelige bekræftelse af vores sameksistens med rumvæsener kom først i det 23. århundrede, da AnsolBreda endeligt fik færdigtproduceret IC4-togene, som i virkeligheden viste sig at være en portal til højhastighedsrejse i verdensrummet.

Herefter tog tingene fart. I Mass Effect følger man Kommandør Shepard, et sympatisk bekendtskab (eller vanvittigt individ, alt efter psykoseniveauet hos den person der har styringen) der får den tvivlsomme ære af at blive menneskeracens første Spectre. Spectre-medlemmerne er en slags hemmelige agenter for universtes elite, med autoritet til at dræbe. Med andre ord en form for 00-agenter, uden det fjollede habit, hangen til Martinier og Daniel Craigs flyveører. Trangen til kvindelige erobringer har vores rumhelt, Shepard, dog arvet fra Ian Fleming-agenten og der går ikke længe fra at Shepard har overtaget styringen over det fantastiske rumskib, The Normandy, til at han forsøger at tørhumpe hele besætningen. 

Space travels and square dances
Shepard bliver kort inde i Mass Effect overbevist om, at han har været vidne til en vision om universets forfald. Ondskaben lurer i udkanten af galaksen og derfor haster Shepard ud i universet for at nedkæmpe mørkets håndlangere og samle et hold af vanvittige lejemordere og soldater. Eller det vil sige, det burde han gøre, men det er naturligvis også lidt vigtigt at besøge Citadel, universets hovedstads, mange massageklinikker, diskoteker og casinoer først. Så må verden altså vente med at blive reddet til i morgen.

Samtidigt skal der jo også være tid til at levere smarte scorereplikker til besætningen, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Shepard måske mest af alt har opfundet jordens undergang som et billigt trick, der minder om en ældgammel scorereplik, som ofte høres på Daizy i Randers: "Jorden går under i morgen, baby, så kom, vi tager hjem til mig og laver omni-gel..." something something.

Mass Effect består af tre lige dele dialoger med figurer, der mest af alt har samme ansigtsmimik som enhver deltager i "Danske Hollywoodfruer" efter en botox-overdose, ildkampe med årtiets ringeste AI og banden og svovlen mens man forsøger at få månekøretøjet, Makoen, til at makke ret. Pessimisten mistænker BioWare for at tilføje Makoen som en slags spilletidsforlænger, og sender en venlig tanke til BioWare, mens han taper sin controller sammen.

Men når alt kommer til alt, så gav Mass Effect os jo tre glimrende titler, hvor specielt afslutningen minder os om de gamle visdomsord: "Uanset hvilke veje du tager i livet, uanset hvilke valg og fravalg du beslutter dig for og uanset hvem du tager med dig på din rejse, så er det hele et spørgsmål om du skal have den grønne, den blå eller den røde skjorte på i aften, og det betyder alligevel ikke en skid for du ligner en gadefejer i dem alle... whatever fuck you!"

Jeg har været der før og jeg kommer sikkert tilbage. Man ved jo aldrig om BioWare har afsendt den sidste patch til deres ældgamle spil, som endeligt gør det muligt at knalde Doctor Chakwas... MILF!
18-03-2015 - 14:01

Pessimisten anmelder: Dragon Age: Inquisition



Efter at have måtte sande, at det at diskutere konsolkrig er som at diskutere ateisme med paven eller integrationspolitik med folkene bag Den Korte Avis, vender Pessimisten nu tilbage til anmeldelser af spil. Anmeldelser, der i sin tid propellerede Pessimistens kendisstatus op på niveau med den nær-legendariske Hanne Jensen, der under en voxpop i TV2 i sensommeren 1998 udtalte: "Hvem er du og hvorfor har du et kamera med? Hvad jeg synes om mælkepriserne? Hvad laver du på min tereasse?". 

Og hvilket bedre sted at starte end BioWare og EA's seneste udspil på rollespilsfronten: Dragon Age: Inquisition. Et spil, der besidder samme egenskab som Horton Sagaen og Glamour: teoretisk set er der flere hundrede timers underholdning, men efter 20 minutter har man ligesom set det meste.

Som spiller har du mulighed for at generere din egen hovedpersons udseende. En fuldstændig ligegyldig feature, da alle alligevel ender med at lave den samme kriger med undercut-frisure og klassisk firskåren amerikaner-look. Enkelte går full retard og laver en eller anden menneskehybrid, men de fleste ender med førnævnte. Desuden skal BioWare have ros for at implementere det for RPG-verdenen klassiske lipgloss-mod direkte i spilmotoren, hvilket resulterer i, at hvis ikke man skruer helt ned for denne effekt, så vil din historieskrivende og legendariske kriger mest af alt ligne en teenagepige til sit første halbal.

Historien er som sådan godkendt. Du styrer som førnævnt din egen krigerkreation, som på mystisk vis spyttes ud af en revne i himmelen, sammen med tusindevis af monstre i øvrigt. Som en umiddelbar effekt af den voldsomme tur, har spilleren et såkaldt anker, en magi der kan lukke disse djævlelommer, i sin højre hånd. Spilleren og omverdenen er naturligvis svært overraskede over dette, idet spilleren tidligere har været vant til at den eneste magi hans højre hånd besad var at.... Og så videre.

Og så går det ellers over stok og sten. Fra opgave til opgave, der i starten mest af alt byder på simple transportopgaver af beskeder, genstande og i nogle tilfælde også husdyr. Alle ved jo, at når det regner med dæmoner fra en sprække i himmelen, så er det på tide at få køerne på mark. Og som den højtstående helt eller heltinde er det naturligvis den fornemmeste opgave at klare dette, samt at viderebringe vigtige beskeder såsom: "Jeg vil ikke giftes med dig, Marianne", "Opskriften på helende eliksir er..." eller sidst men ikke mindst: "Jeg ved sgu snart ikke, Kurt, er du sikker på at det er en god idé med de tegninger?" Sidstnævnte sprang jeg over, det er der sikkert ingen der bemærker.

Dragon: Age Inquisition tager fra 50 til 200 timer at gennemføre, alt efter hvor omhyggelig man er med de mange opgaver. Eller sagt på en anden måde, alt efter hvor mange gange man restarter for at indlede et nyt kærlighedsforhold til de andre figurer i spillet. For som i ethvert andet BioWare spil er der naturligvis mulighed for at indlede romantiske forhold på tværs af køn og racer, og det virker til at BioWare i Dragon Age: Inquisition går linen helt ud i forhold til de romantiske muligheder. Dette resulterede i, at undertegnede i sidste ende gik rundt i en småparanoid tilstand, med frygt for at blive lagt an på af mænd, kvinder, udefinerbare racer, husdyr og andet lækkert.

Det skal dog hertil siges, at jeg er i tvivl om, hvorvidt man kunne have valgt en mindre promiskuøs hovedperson undervejs i processen. I al fald synes jeg, at min helt flere gange kastede sig i grams på tidspunkter, hvor jeg egentligt blot ville lave en positiv tilkendegivelse. Ved valgmuligheden: "Du gjorde det godt, jeg er stolt af dig" valgte min hovedperson at snave vedkommende, som er en hærdet kriger, i gulvet. Det er måske bare sådan man gør det i Dragon Age-land. "Flot havearbejde.... Elsk med mig nu!" Jeg ved det ikke.

Der skal dog gives points til BioWare for at introducere os for troldmands-skøgen, som naturligvis er en voluptuøs type, for blot at kaste vores manglende scoremuligheder af denne lige tilbage i fjæset på os. "Jeg har en mand", stop dog. Herefter sker frasorteringen ellers på bedste Crazy Daizy stil: For tynd, for fed, for mærkelig, for lesbisk, for underlig minotaur-agtig (wtf?) og så videre, indtil man ender tilbage med det umiddelbare men enormt kedelige valg: den drengede Cassandra. Jeg gik ellers all in på tropsføreren (ligesom i gamle dage), blot for at blive afvist helt til sidst i spillet. Det var noget med overdrevent skinnende læber og en hånd med tydelige tegn på et sygeligt behov for selvtilfredsstillelse.

Mine manglende scoreevner skal dog ikke tage noget fra Dragon Age: Inquisition, som er et helt fint spil indenfor RPG-genren. Det viser dog også, at der ikke er så voldsomt meget at tage af på den nuværende konsolgeneration. Spillet er noget bedre end forgængeren, hvilket dog ikke siger voldsomt meget, idet Dragon Age II var som at mikse aspargessuppe med skoldhed kaffe og hælde det i skødet på sig selv bagefter. 

Måske Pessimisten er blevet lidt rund i det med årene, måske han bare skal i gear. I al fald var han godt underholdt af Dragon Age. Jeg har dog ikke rigtigt fået set flere af de efter sigende 40 slutninger i spillet, men jeg går sådan set også bare ud fra, at slutningerne afhænger af, hvilket husdyr hovedpersonen gifter sig med. Ups, spoiler alert.
12-02-2015 - 09:33

Pessimisten anmelder: Xboxlife



Mange blogindlæg har ledt op til netop dette afgørende opgør. Et opgør med det der binder os sammen, det der holder os oppe, det der giver os vores daglige kick, smil, blod og tårer. Nej der er ikke tale om internetporno, men derimod vores allesammens Xboxlife. En side, som vi alle er en aktiv del af, som vi alle føler ejerskab over og vi alle præger i vores daglige forumgang. Pessimisten anmelder Xboxlife, siden, indholdet, brugerne og forummet, men lister på mærkværdigste vis udenom redaktionen (selv en Pessimist frygter den tunge banhammer).

Xboxlife

Hvor skal man næsten starte? Ikke siden fusionsjazz har verden set et så absurd samsurium af tilfældigheder smedet sammen under samme tag. For nye brugere kan det være svært at beskrive dette slaraffenland af outrerethed, men lad os prøve ved at referere til nogle af de største momenter i sidens nyere historie:

- Xboxlife fik næsten en stakkels bruger meldt til politiet på baggrund af hans tilbøjeligheder indenfor japansk tegnefilmsporno.
- Xboxlife var skueplads for årtiets største case for Luksusfælden, da en tilsyneladende purung knøs fik spillet hele børneopsparingen og sine forældres friværdi væk i FIFA
- Xboxlife har budt på flere udbrydergrupper i brugerbasen end det er tilfældet for Det Konservative Folkeparti
- Xboxlife betragter det afrikanske talent Suth Ming Pech som det største talent i FM
- Xboxlifes brugerbase var den første til at lække oplysningerne om et nyt Counter Strike spil, hvor pressemeddelelsen var skrevet med omtrent lige så elendig engelsk, som man kan finde i hver en 1. klasse i landets folkeskoler.

Med andre ord, Xboxlife er et dejligt sted, og er du lige kommet hertil, så kan du blot læne dig tilbage og følge med i herlighederne!

Brugerne

Som du sikkert kan læse ud af ovenstående, så er Xboxlife-brugerbasen en broget flok. Der har altid været rigeligt kulør og mærkværdige personligheder, som giver siden det ekstra pift i forhold til så mange andre lignende foras. Xboxlife brugerbasen svinger fra dem, der vurderer kvaliteten på konsolmarkedet ud fra hvor mange tegnede kønsdele der er i designet til de der forsøgte at få en klan i Farming Simulator stablet på benene og de, der diskuterer, hvorvidt hårfarvning kan definere, hvilken hårfarve dine børn får. Med andre ord er der tale om en underlig sammensmeltning af Paradise Hotel, Bonderøven og De Unge Mødre.

Der har i tidernes løb været mange prominente navne herinde. I de gode gamle dage drev Hanniste nærmest på egen hånd forummet med sine 10.000 indlæg på en halv eftermiddag, sidenhen fik vi den politisk velbevandrede Koolkaw, som sidst blev set under en støttedemonstration i Ungdomshuset, den legendariske Vat69, som vist ligger sammen med 800 guldøl bag Netto, Shreik, som er på månen et sted og mange, mange flere. Nogle er kommet tilbage efter længere tids exil, mens andre er borte for tid og evighed.

I dag har vi mange andre lækre brugere. Nogle er kommet til, andre har altid været her og enkelte virker som et affaldsprodukt fra sidste julefrokost i redaktionen. Her tænkes der naturligvis på IkkNico. Også blandt moderatorteamet kan vi finde folk, som på mærkværdig vis skiller sig ud. Jeg tænker naturligvis på CaptainKicker, eller Kong Midas, som han kaldes i Ultimate-Team kredse, hvilket skyldes at alt hvad han berøer på mystisk vis bliver til guld. Herudover finder vi typer som Bavi, som tydeligt beviser at folk fra Mandril-generationen også har forumfærden og ens for alle er, at Pessimisten elsker jer. Masser af kærlighed til alle, foruden Tue69, det selvfede svin. Se ham bare, nævne sig selv i sin egen blog - ad!

Forummet

Som nævnt i indledningen så har Xboxlife forummet bragt mange herligheder til os alle. Hvor skulle vi ellers diskutere hårvoks og brugen af perlekæder til at samle damer op? Hvor skulle vi ellers skrive og spørge, om det er skadeligt at sluge ølkapsler og hvor skulle vi ellers få vores daglige fix af spildebatter, brugtspilshandel og meget, meget mere.

Forummet kan bedst beskrives som en folkeskolefest, hvor de populære tråde befinder sig på dansegulvet (i dette tilfælde på forsiden), hvor de betragtes og beundres af alle festens deltagere. Off Topic-forummet er festens døddrukne indslag, og ligesom den lokale landsbyalkoholiker, så fylder denne festen med morsomme indslag om alt fra gamle røverhistorier til abstrakte teoretiske diskussioner om, hvorvidt alderen har ødelagt FC Midtjyllands transferpolitik totalt.

Handelsforummet er festens "venlige" tøs. Et sted hvor de fleste har været, enkelte er blevet snydt og hvor der generelt kan laves en god handel. Modsat folkeskoleklassens smukke pige, så har handelsforummet den fordel, at man kan efterlade en positiv eller negativ karakter.

Sidst men ikke mindst er der de tunge debattråde, som i det herrens år 2015 primært drejer sig om konsolkrig. En tanke, der på papiret egentligt virker fornuftigt, men i virkeligheden er som at se Daniel Carlsen fra Danskernes Parti forsøge at diskutere indvandrepolitik med Johanne Schmidt Nielsen, vel at mærke hvor det eneste tilladte kildemateriale er artikler bragt i Den Korte Avis. Der er dog en vis underholdningsværdi i at se, hvilket elektroniske middel der er bedst og den opmærksomme læser vil hurtigt opfatte, at det gælder liv og død, når konsolprædikanterne krydser klinger. Nye brugere bør ikke frekventere disse mørke afkroge på forummet, da sandsynligheden for at deres hoved eksploderer er relativt stor.

Og med disse ord rundes en måske lidt venligere stemt Pessimist-anmeldelse af. Men helt ærligt, hvem kan dog være sur på noget så herligt som Xboxlife, det bedste website i verden. Det sidste siger jeg på ingen måde fordi at Skou præmierer mig med spil og gaver for det! På spejderære!
27-01-2015 - 12:33

For gammel til konsolkrig






”Xbox Sucks!” Ordene klinger igennem et stopfyldt lokale. På scenen står en repræsentant fra Microsoft og slider sig igennem årets E3 præsentation. Året er 2013 og ser man bort fra den legendariske 2006 præsentation, hvor Sony forsøgte at sælge deres dyre PlayStation 3 konsol med gigantiske krabber, samt Microsofts Usher indslag flere år senere, så har vi lige overværet det mest pinlige øjeblik i E3-historien. Ikke Microsofts præsentation, men den råbende mand i salen.

Et formodentligt granvoksent menneske har købt eller fået en billet til en eftertragtet præsentation, og bruger den til skolegårdslatterliggørelse af en seriøs mand på scenen. Det er som taget ud enhver psykiaters bog, hvor det tidlige mobbeoffer nu er i en position, hvor han kan betale tilbage. Publikum var med ham, Microsoft havde allerede tabt.

Jeg synes sådan set, at veltænkte jokes i forbindelse med markedsføring er en skæg ting. Som de fantastiske Sydafrikanske bilreklamer, hvor reglen om god markedsføringsskik ikke eksisterer, hvorfor parterne ikke holder sig tilbage med små spydigheder til hinanden. Det er nemt at se, at budskaberne leveres med et glimt i øjet, og det bliver aldrig for alvor ondt. Ingen bliver for alvor rigtigt trætte af det. Manden i salen var præcis det modsatte af den gode joke, det var mest af alt bare dumt.

Det må have været svært at være Xbox-mand med tilbøjelighed til at frekventere foras, efter E3 2013. Internettet gik direkte i flæsket på Microsofts nye underholdningskonsol, og stort set samtlige tiltag i konsollen fik en del tæsk med på vejen. Bevares, der var da også gang i konsolkrigen da Xbox 360 og PlayStation 3 duellerede, men alligevel synes onlinekampene som værende intensiverede, og flere større foras har hele sektioner, hvor nær-religiøse mennesker kan svine hinanden til, med konsollerne i centrum.

Som mangeårig skribent, blandt andet her på Xboxlife og også PSlife, så er min interesse gået fra de spil, som der i sin tid har været skyld i konsolkøb, til selskaberne bag, eksklusivaftaler om spil og indhold, økonomien og teknikken bag spilbranchen, men jeg tror egentligt at tiden er inde til at træde et årti tilbage i den udvikling. Bevares, industrien er fortsat spændende, men meget af charmen er røget sig en tur.

Da jeg fik den første konsol i hjemmet, en Nintendo, naturligvis, så var der ikke en snert af konkurrence. Bevares, min fætter havde en SEGA, som vi spillede Alex Kidd og Sonic på, men vi sad ikke og talte billeder i sekundet eller pixels for at definere, hvilken konsol der var bedst. Vi spillede bare, der var ikke så meget mere i det.

Det samme gjorde sig gældende, da Nintendo blev til Super Nintendo, Nintendo 64, Gamecube, PlayStation 2 og Xbox 360. Spillene var driveren for mig. Hver en konsol havde hver sin konsolsælger. Donkey Kong Country, Ocarina of Time, Resident Evil Remake, Burnout-serien og Gears of War solgte mig hver sin konsol og da Xbox 360’eren skulle udskiftes faldt valget på det simple, en spillekonsol, da på daværende tidspunkt så ud til at blive “den simple” af de to kombattanter.

Skulle jeg vælge i dag så havde jeg nok spillet videre på min Xbox 360. Det er en konsol jeg forbinder med mine første onlineoplevelser, Gears of War, Halo 3, Mass Effect serien og meget, meget mere. Jeg forbinder det med de første onlinestunder, med FIFA Ultimate Team, randomness i Call of Duty serien og med Xboxlife, som jeg stadigvæk ser som et fristed hvor man slår hovedet fra og får lidt info om kort og langt indenfor spilnyheder.

Med de nye konsollers indtog er meget af den charme og uskyldighed røget og det irriterer mig. Først og fremmest irriterer det mig, at folk opfører sig som skolebørn, fordi at der bliver opstillet nogle, nogle gange, faktuelle termer omkring branchen, enkelte spil eller fremtidige titler. Det irriterer mig, at tonen er blevet skinger og bitter, og at der i disse debatter ikke er plads til mange af de typer, som gjorde Xboxlife et fedt sted at være: typer, der ikke tog det der med konsoller alt for tungt og ofte smed nogle fantastiske one-liners, som med et kunne vende stemningen på hele forummet. Det irriterer mig, at vi skal have et overdrevent fokus på framerates, opløsninger, markedsføringspladder og skriverier på pro-”den ene konsol”-sites og det irriterer mig, at folk latterliggøres for at ytre sig om nuværende eller fremtidige forhold på markedet. Slutteligt men sidst irriterer det mig, at det irriterer mig.

Jeg er for gammel til at gå op i hvilken konsol der er bedst. Jeg er for gammel til at debattere om det. Det interesserer mig egentligt ikke hvilken der er bedst og det betyder ikke noget for mig. Jeg har aldrig købt en konsol ud fra performancemæssig styrke, og hvis tiden var til det, så kunne jeg uden større udlæg købe den anden konsol og dermed være helgarderet. Hvorfor så overhovedet debattere med, som jeg selv har gjort til tider? Fordi at det egentligt har været spændende nok at følge udviklingen, og fordi at man nogle gange har haft input, som man synes var værdifulde.

Debatten synes dog oftest at være drevet af og rettet mod enkeltpersoner, med et til tider lidt for kært forhold til deres underholdningsudstyr i hjemmet. Det var vel uundgåeligt, men det bliver også bare så fandens trivielt. Specielt fordi at det hele tiden er så forudsigeligt. Så derfor melder jeg mig ud af denne debat, og holder mig fra den sektion, både på Xboxlife men generelt. Informationen står ikke mål med irritationen over, at folk kan få så et radikalt forhold til noget så tumpet som en konsol. Hvis jeg mangler at besvare nogen i en debat, så smid mig en PB.

Hvorfor en alenlang blog om noget så ligegyldigt som et valg om, ikke at gå så meget op i konsollernes bagland? Måske det er for at overbevise mig selv, andre eller bare for at få sat lidt ord på den ærgrelse jeg nogen gange godt kan føle over, at communitiet bag Xbox, PlayStation eller onlinegaming som helhed, ikke helt er hvad den var engang. Måske man bare er blevet for gammel til den slags, for gammel til hypen, skuffelserne og opturene. For gammel til at spille online med en flok mennesker, som også er for gamle og mest af alt for gammel til at diskutere med selv samme mennesker, hvilken konsol der er bedst.

Følg Xboxlife her