Gammel skolestil
Jeg fandt lige en gammel skolestil, som jeg lige synes jeg ville dele med jer, I der ikke læser min blog. Det skulle være en novelle og den skulle indeholde flashbacks.
Here you go;
Dukken var ny. Hun havde fået den af sin far den forrige uge. Hun havde ønsket sig den i fødselsdagsgave, men fik den ikke. Hun kunne tydeligt huske at hun flåede alle gaverne op. ”I dag er det Idas fødselsdag! Hurra! Hurra! Hurra!” Hun havde bestilt rutebilslagkage. Der var masser af det. Moderen havde lavet fem styk til ti mennesker. Det var alt for meget, de spiste knap to! Hver gæst havde haft to gaver med. Ida vidste godt at de ikke var særlig store. Dukken var ikke deriblandt. Mor og far havde købt nogle større gaver. En af dem var helt sikkert en dukke!
Gaverne var det allersidste. De skulle først lege skattejagt, spise slik og lege med Idas legesager. Ida var ivrig. Den første gave blev flået op, den var fra Rikke, en af gæsterne. Det var blyanter, viskelæder og lineal, alle i lyserøde farver. ”TAK! Sådan noget har jeg lige brug for!” Det var en åbenlys løgn. Havde det ikke været fordi hendes forældre insisterede, havde hun ikke holdt denne møg fødselsdag! Så havde hun også sluppet for alle disse møg gaver. Den anden gave blev åbnet. Den tredje. Den fjerde. Alle af gæsternes gaver var ubrugelige. Nu kom forældrenes gaver. Hun flåede dem om muligt hurtigere op end gæsternes end gæsternes! Den første gave var ikke en dukke. Den anden gave var ikke en dukke. Den tredje gave var ikke en dukke. Der var en gave tilbage. ”Det må være en dukke.” Hun åbnede den langsomt for at forstærke spændingen. Det var ikke en dukke. Skuffelsen satte sig som en klump i halsen. Ida blev kridhvid i ansigtet. Hun var lige ved at tude, men greb sig selv i det. Hun ville vente til gæsterne var taget hjem.
Da gæsterne var gået satte forældrene sig ind i sofaen og tændte fjernsynet – et øjebliks hvil før oprydningen. Ida stillede sig foran fjernsynet. Forældrene kiggede bare op på hende med et fjoget udtryk. ”Som om I ikke ved hvad der er galt! Hvor er min dukke?!” spurgte Ida, fornærmet, nærmest skrigende. ”Din hvad?” ”MIN DUKKE! Hvor er min dukke?!” Forældrene forklarede og forklarede. De kom med dårlige undskyldninger. Som om de ikke havde penge til den.
Men nu havde Ida fået dukken. Hun havde leget med den hele ugen. Faren havde købt vogn og seng med. Derudover hørte der en lille sutteflaske og en cd med vuggeviser med. Når man spillede vuggeviserne for dukken lavede den nogle snorkelyde. Man kunne komme til at vække den med en for høj lyd, så begyndte den at græde. Den var fantastisk, syntes Ida.
Familien var ude i deres sommerhus ved Vesterhavet. Sommerhuset var rimelig nyt og bygget af træ. Det var blåt og lugtede af den olie, huset var behandlet med. De havde købt det forrige år, gennem faderens arbejde. De fik det til en rekordlav pris. Det lagde tæt på stranden, omkring 100 meter. Ida kunne selv gå ned til vandet hvis hun ville, hun skulle bare tage Buller – deres hund – med. Det var en sikkerhedsforanstaltning. Buller var tidligere redningshund, så den kunne trække hende op af vandet, hvis det nu gik galt. Buller var en god hund. Den var lydig og kunne en masse tricks. Det var en schæfer-collie, som de havde fået af morens veninde, som ikke kunne passe ham mere. Det var en god og stærk vagthund. Der var engang en tyv der kom ind i deres hus, hjemme i byen. Buller begyndte og gø og bed tyven i hånden. Tyven endte med at måtte flygte, dels fordi han var bange for Buller, dels fordi Buller vækkede faderen.
Forældrene elskede det hus. Ida hadede det selvfølgelig.
Efter frokost var Ida løbet ned på stranden. Hun havde taget dukken med. Dukken lagde hun på en sten, med et håndklæde under. Ida og Buller legede ”Fang Stenen”. Ida kastede en sten ud i vandet og så skulle Buller nå at fange den. Det gjorde han aldrig. Ida måtte egentlig ikke lege ”Fang Stenen” med Buller. Engang da de legede det, flækkede Buller en tand. Så måtte han til dyrlægen. Det blev dyrt. Det kostede over tusinde kroner sagde Idas forældre. Så bestemte de, at hun ikke måtte lege det mere, men hun gør det alligevel, for Buller kan godt lide at lege det.
Ida skulle bade. Vandet var varmt i dag, omkring 22 grader. Hun badede i omkring en halv time. Så var hun fuldstændigt blå og måtte nærmest trækkes tilbage af Buller.
Ida og forældrene spiste aftensmad. De fik lasagne. Ida hadede lasagne, så hun fik is. Det var sådan noget hjemmelavet noget, som man fik ovre i ParadIS, i byen tæt på sommerhuset. Det var alle mulige underlige slags; man kunne få is med koldskålssmag, chokoladesmag, After-Eight smag, pistacie, alle mulige forskellige slags. Man kunne endda få med chilismag. I dag fik Ida med vanilje og chokolade.
Pludselige frøs Ida fuldstændigt! Dukken! Hun havde glemt dukken nede på stranden! Ida gik i panik! ”Mor! Far! Jeg har glemt min dukke!” skreg hun panisk, så hun skræmte forældrene fra vid og sans! Hun skyndte sig at tage sit tøj på og løb alt hvad hun kunne ned mod stranden. Da hun endelig kom derned, skyndte hun sig over til den sten, hvor hun havde lagt dukken. Den var der ikke! Ida var lige ved at græde. Hun løb op og ned ad stranden efter dukken, men den var ikke til at finde nogen steder. Ida løb op til nabohuset. Hun bankede på samtidig med at hun let trippede. Døren åbnede. ”Har I set min dukke?!” Det havde de ikke. Ida løb ned på stranden igen. Hun vendte hver en sten. Den var ingen steder. Til sidste var der kun et muligt sted – vandet. Ida hoppede i. Vandet var koldt. Hun ledte i vandkanten.
Vandet havde været ret stille i forhold til hvad det plejede. Nogle gange var der bølger så høje som Ida. Ida kunne huske engang hvor selv ikke hendes far turde hoppe i. De havde spist frokost, og bestemt sig for at de ville ud at bade. Det blæste lidt, men ikke noget helt vildt. Luften var varm, så det var heller ikke koldt. Vandet var egentlig også rimeligt varmt. Solen skinnede. Bølgerne var høje. Rigtig høje, ingen kunne forklare hvorfor de var så høje. Det var livsfarligt at være ude i vandet. Så de gik tilbage i huset. Senere på aftenen kunne de se i de regionale nyheder, at en jolle var blevet smadret under bølgerne. Ham der sejlede jollen var også kommet til skade, men var uden for livsfare. ”Hold da kæft” havde faderen sagt. De sagde i Nyhederne at det var de højeste bølger der havde været i 20 år! Næste dag var havet helt normalt igen og vandet var varmt, så det var en rigtig god badedag.
Dukken var ikke i vandkanten. Det var begyndt at blive koldt nede på stranden, med Ida var ligeglad. Hun VILLE finde sin dukke. Koste hvad det vil. Hun gik lidt længere ud, men ikke længere end til navlen.
Forældrene havde været meget grundige med at lære hende, at man ikke måtte gå længere ud end til navlen. Lige da de var flyttet op i sommerhuset, havde de haft en ”svømmekursus” med Ida. Her lærte hun at svømme og dykke, og alle reglerne når man svømmede. Det var ret sjovt. Efter en uge kunne Ida det hele. Så var det også færdige med at flytte i sommerhuset, så det passede fint sammen.
Ida ledte og ledte. Hun begyndte at dykke efter dukken. Hun tænkte at den nok ikke var kommet så langt ud, men den var ingen steder. Ida gik længere ud. Hun var begyndte at blive ret kold og blå. Hendes muskler var begyndt at blive lamme. Kulden stak hende i huden. Efter to minutter blev det hele sort!
Intensivafdelingen på Ringkøbing Hospital lå stille hen. Der skete ikke meget herude på vestkysten. På en uge havde der kun været to virkeligt akutte tilfælde.
Klokken var 20:30 da de sendte en ambulance ud. Pigen var meget nedkølet, med dog i live. Hun havde en puls, men også kun næsten. Hun var helt blå. Pigen havde tilsyneladende været i vandet for lang tid.
Problemerne startede for alvor, da pigens hjerte stoppede med at slå. Man kunne ikke genoplive hende med en defilibrator, fordi hun var for kold, så man var nødsaget til den gamle metode. Efter en time og femogfyrre minutter gav man op. Ida Lomborg blev erklæret død klokken 21:48.
På en sten sad en lille dukke. Dens vanligt smilende ansigt, så yderst trist ud. Den var blevet forladt til sig selv. Dukken rejste sig op og gik alene hjem…..
Facebook
Twitter