Thomas.Madsen's blog
07-09-2008 - 22:27

Musik i venerne

Narkotika bliver taget for at opnå en kunstig lykke, en rus af glæde og velvære. blandt andet. Det kan også tages af andre grunde, men nu holder vi os lige til ovenstående eksempler(og det deromkring).
Sådan lød det sig for i tiden, og det gør det til en hvis grad også stadigvæk, men så alligevel ikke. Tingene har ændret sig. Det hele har noget med musikken at gøre. Nutidens musik er techno og elektronisk musik. Nutidens stoffer er amfetamin, ecstasy og speed. De får en op i gear, så du kan køre hele natten. Det er nutidens ungdom, det er nutidens stoffer, det er nutidens musik.
I starten af 90'erne var det kokain, heroin og alkohol. Ustabile stoffer. De passede til ungdommen dengang, rebelske, autonome, anarkistiske. De var sure på samfundet, og kunne give slip på dem selv ved hjælp af stofferne. Og det er nu vi kommer til noget vigtigt: Musikken. Den var vred i 90'erne. Grungebands var på vej op, rebelske og larmende gjorde de op med rock-musikken som vi kendte den, og skabte noget helt nyt. Det var ikke punk. Det var nyt og unikt.
Men vi skal endnu længere tilbage for at komme til min pointé, og der hvor jeg synes det begynder at blive interessant.

I 1969 stiller Joe Cocker, hamrende skæv og beruset, sig op på en scene - på en mark tæt på byen Woodstock, NY. Han starter med at synge et fantastisk nummer; Dear Landlord. Stemmen er rå og grødet, og Cocker danser spatisk til instrumenterne, men foran ham står 500.000 mennesker i en rus, og nyder musikken.
Vi skal starte med et klip:


Se hvordan publikum ser ud. Fredsfuldte, glade og ekstatiske. Og nu for at vende tilbage til stofferne. Dengang hed det: heroin, hash, LSD, syre, mescalin, æter og kokain. Hvad er forskellen nu og dengang?

-Musikken. Musikken er ikke den samme. Misforstå mig ikke; det bliver stadig lavet godt musik. Men det er ikke det samme. Tiderne har skiftet.
Hvilket bringer mig til min pointe. Jeg lever i den forkerte tidsalder. Alle de gange jeg har flippet over "Lets Go Get Stoned". Jeg kan blive lykkelig, ekstatisk, fredsfyldt når jeg hører den sang. Og det musik der var dengang. UDEN stoffer. Det kan jeg ikke med nutid musik. Jo, selvfølgelig er der numre der kan gøre det samme, men det er ikke det samme omfang.
Min største drøm i verden er at opleve Woodstock '69, at være til en Dr. Hook koncert, at jagte bands rundt i USA i folkevognsrugbrød. Jeg vil leve i den tidsalder. Det kommer aldrig til at ske. Og det kan gøre mig helt sørgelig. Der er masser af gode ting, som jeg kan opleve, det er ikke det. Men jeg kan aldrig opleve Woodstock, og det er satme ærgeligt. 

Vi slutter med endnu en Joe Cocker video. Denne er ikke fra Woodstock, men fra den fremragende live-plade "Mad Dogs & Englishmen". Hør musikken, se videon. Det er smukt, det er rørende, det er den bedste live optræden nogensinde.

 

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her