Thomas---89's blog
28-08-2012 - 09:33

Siden sidst ...

Hej :-).
Hvad er der sket siden sidst? Mit sidste blog indlæg var et tilbageblik på mit sygdomsforløb som både har budt på op og nedturer. Hvad skal jeg så skrive om denne gang? Jeg ved det faktisk ikke..


Det er kun gået en vej siden sidste blog, og det er nedad. Jeg har fået det endnu dårligere. Jeg har mange smerter, og det jeg får mod smerterne er ikke længere nok til at det kan tage alle smerter. Det er svært at sove om natten pga. smerterne og det har bl.a. den indflydelse at jeg næsten ikke har noget energi om dagen, og faktisk halv sover hele dagen. Jeg kan sidde og snakke med min familie i sofaen det ene øjeblik for det næste at falde i søvn imens jeg er ved at sig en sætning. 


Jeg er også næsten lige kommet hjem efter at have været indlagt på sygehuset. Jeg var indlagt fordi jeg fik det rigtig skidt, og de fandt ud af at jeg manglede blod, derfor fik jeg flere poser blod dog uden jeg fik det bedre. Men efter et par dage, begyndte jeg at få det bedre og jeg fik lov at komme hjem igen – heldigvis.


At det er gået nedad det sidste stykke tid, og det hurtigt. Det har fået mig til at tænke tanken, at det her det overlever jeg ikke. Jeg vil ikke sige at jeg har opgivet at overleve ligesom lægerne har opgivet mig, men det er meget tæt på. Det er ikke en tanke jeg er stolt af, men jeg kan lige nu ikke se nogen positiv slutning på min sygdom. Jeg synes det er en frygtelig tanke, og at jeg føler at det nu er tættere på end nogen sinde før. Jeg har snakket med mine forældre omkring hvordan jeg har det, og de fortalte mig at de også godt kunne mærke hvor det hele er på vej hen, men at jeg skulle prøve at se på det positive i hverdagen og få det bedste ud af hver dag, og så lade det andet komme i anden række. Men uanset hvad der sker, så har jeg ro i sjælen. Jeg har fortalt mine søskende og forældre hvad de betyder for mig, selvom det er utroligt hårdt at snakke med dem omkring hvor meget de betyder for mig, fordi det får det hele til at komme tættere på. Samtidig har jeg skrevet breve til dem, som de kan læse den dag jeg ikke er her mere.


Jeg har tager hver dag som den kommer, og planlægger ikke længere mine dage i forvejen. Fordi jeg vil ikke love mig ud til noget om eksempelvis 4 dage, for så at skal melde afbud fordi jeg er for syg, så vil det bare virke som et slag i hovedet og det ønsker jeg ikke. Så hellere tage tingene som de kommer fra nu af. Den eneste dag jeg har sat af i min kalender er 15. september, den dag min søster skal giftes :-), og jeg glæder mig.


Nå, det var ikke verdens længste blog indlæg, men jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle skrive om. Men lidt er vel bedre end ingenting?


 


I må have det godt til næste blog indlæg :-). 

07-08-2012 - 12:24

Tilbageblik

Det er snart 1 år og 8 måneder siden jeg fik beskeden der ændrede ikke kun mit liv, men også min families liv drastisk. Det er snart 1 år og 8 måneder siden jeg fik en besked jeg ikke håber der er andre der skal høre, det er det værste der nogen sinde er sket. Siden den dag, har mit liv været en stor rutchebanetur. Det har ikke altid været lige let at være tæt på mig i denne periode. Nogen gange har jeg nok været et røvhul og råbt af dem der virkelig betyder noget for mig i den her verden, og det fortryder jeg virkelig i dag, men nogen gange har jeg måtte afreagere, og det er så gået ud over familie og venner. Desværre. Det går mig på, og jeg ville ønske jeg havde været sejere under forløbet indtil videre, men det er ikke noget jeg kan ændre på nu. Jeg kan kun undskylde, for de grimme ting jeg er kommet til at kalde dem, de prøver jo kun på at gøre det bedste for mig.
1 år og 8 måneder det er lang tid. Det er en tid der har budt på både store opture og store nedture. Det er tid hvor jeg ikke har udrettet det store. Før jeg blev syg havde jeg store planer, jeg ville have en god uddannelse. En uddannelse som jeg måtte opgive, men jeg er heldigvis blevet optaget igen, så jeg får en ny chance (matematik-økonomi).


Jeg tænker tit på det min familie og ofrene de har måtte lave pga. mig, det er ikke småting. Mine forældre har haft meget fri fra deres arbejde, og brugt meget tid på mig selvom jeg har fortalt dem at de ikke behøver at tage så meget fri pga. mig. Mine forældre har ikke været på nogen ferie i den tid jeg har været syg, og de kunne rigtig godt trænge til at komme lidt væk fra det hele bare dem to, men det vil de ikke. Samtidig har de meldt fra til fester med deres venner fordi de ikke har haft overskud til det.
Det har også været hårdt for mine søskende, i og med at mine forældre har brugt mere tid sammen med mig og mindre tid med dem, men de klare sig heldigvis godt. Jeg hader mig selv når jeg kan se på specielt min mindste lillebror at han er ked af det. Jeg hader det fordi jeg ved hvad han tænker og jeg kan ikke love ham noget. Det værste er at se dem man holder af være kede af det, fordi jeg er syg.
Mine venner har også været fuldstændig fantastik i tiden der indtil videre er gået. Jeg tror at jeg har nogen af de bedste venner man kan have. De har overnattet på sygehuset sammen med mig når jeg har været indlagt, og er også kommet hjemme hos mig og besøgt mig der. Selvom vi i lang tid ikke har kunne lave de ting vi kunne før jeg blev syg, så har vi bare fundet noget andet vi har kunne lave sammen. De har taget mig med til fodbold, og været der for mig når jeg havde brug for dem.


1 år og 8 måneder i det danske sygehusvæsen. Jeg har oplevet lidt af hvert. Heldigvis har det mest af alt været et positivt møde, hvor alle har virket meget professionelle.


Det var et lille tilbage blik på 1 år og 8 måneder, men hvad byder fremtiden så på? Det er ikke til at sige, men jeg ville ønske at jeg vidste det. Har jeg 1 dag, 1 uge, 1 måned 1 år eller 70 år endnu, det er ikke til at sige, ÉN ting er sikkert og det er, at jeg aldrig vil stoppe med at kæmpe.
Jeg er sikker på at fremtiden byder på en masse gode ting uanset hvordan det hele kommer til at gå, så er hver dag en gave. Jeg ved, at når jeg bliver rask er der en masse ting jeg skal. Jeg skal ud at opleve verden. I den tid jeg har været syg har jeg set rigtig meget fjernsyn og fundet ud af, at der er rigtig mange steder jeg gerne vil se, samt mange ting jeg skal prøve.


Hmm. Jeg har slet ikke nævnt hvordan jeg har det i dag. Nå, men i dag har jeg faktisk en rigtig god dag, min tilstand taget i betragtning. Så jeg skal virkelig nyde denne dag, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så godt til pas :-). Nå familien kalder, de vil gerne have tæsk i et spil Bezzerwizzer :-).


I må hygge jer til næste blogindlæg :-). 

Følg Xboxlife her