Jeg bliver ved ...

Hvad er der sket siden sidst? … Jeg kæmper virkelig meget i øjeblikket, og det bliver jeg ved med. Det er gået ned af bakke, og det er gået hurtigt. Jeg forsøger, at være så glad og optimistisk som jeg overhovedet kan være overfor familien og vennerne, men det er ikke længere let. Jeg ligger efterhånden rigtig meget i sengen hver dag, og er mere eller mindre kun oppe når jeg skal på toilet eller ud for at spise. Dog prøver jeg på, de dage hvor jeg kan mærke at jeg har lidt mere energi at bruge det ekstra på familien og også gerne lidt mere til!

Forleden var jeg ude at spille bold med mine brødre i 5 minutter selvom mine forældre ikke mente det var en god idé, jeg var dog også fuldstændig kvæstet i tre dage og forlod ikke sengen. Men det var rart at se dem med et smil på læben og et glimt i øjet jeg ikke har set meget længe, så det var det hele værd :-).

Jeg var på sygehuset forleden, og det går desværre ikke så godt længere, som jeg også har kunne mærke. Det onde er begyndt at vokse igen, men lægen var meget forundreret over at jeg trods min sygdom kunne have det så godt som jeg havde, det havde han ikke set før. Så det er klart, at få sådan en besked gør en lidt mere motiveret for at det nok skal blive bedre på et eller andet tidspunkt.

Men, nu hvor det var begyndt at spredes  skulle jeg have noget andet medicin i håb om at det kan gøre at jeg får lidt længere tid hos familien. Jeg håber bare at det virker, jeg spurgte nemlig hvad der ville ske hvis det ikke virkede som det skulle, og selvom jeg jo godt kendte svaret så var jeg overrasket over det. Hvis det ikke virker kunne han ikke love, at jeg kommer til at opleve min søsters bryllup!

Puha, det er hårdt .. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, fordi når jeg sidder her og skriver om det, så kommer det hele lige lidt tættere på. Jeg overvejer rigtig meget at skrive breve til mine søskende og forældre, som de kan læse når jeg engang ikke er her mere, og som de kan læse hvis de skulle savne mig på et eller andet tidspunkt. Desuden overvejer jeg, at lave en lille tale til min søsters bryllup og optage den på video, så den kan blive spillet til brylluppet, hvis jeg ikke skulle være så heldig at være til stede den dag? Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om det er en god idé at gøre det eller om det ville være ondt overfor min familie, at de måske skal se en video med mig på min søsters bryllupsdag? Jeg har heller ikke lyst til at spørge min søster da det skal være en overraskelse at jeg vil holde en tale..

Jeg ved ikke om jeg er bange for at dø, jeg kan ikke rigtig finde ud af det? Det er jo noget vi alle skal på et eller andet tidspunkt, og nogen før end andre. Jeg tror ikke jeg er bange, jeg har snakket rigtig meget omkring det med mine forældre, og vi har heldigvis fået snakket en masse igennem, så jeg er ikke bange for at der er noget jeg ikke får fortalt dem. Men set fra mine øjne så er det ikke mig der forsvinder, så er det alle andre der forlader mig. Jeg fortalte min lillebror at han ikke skulle være alt for ked af det, når jeg ikke er her længere, fordi han har jo heldigvis vores andre søskende. Han er meget bange for hvad der skal ske når jeg ikke er her længere, og det er nok også derfor jeg forsøger at tvinge mig selv til lige at holde 2 min længere når jeg er sammen med ham, selvom det er hårdt så kan jeg ikke få mig selv til at ligge mig ned og hvile mig.

Hmm, jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive da jeg gik i gang, men nu har jeg alligevel skrevet et godt stykke synes jeg selv. Jeg vil prøve at se, om jeg ikke kan skrive med lidt kortere mellemrum frem over, men jeg skal også lige have motivationen til det.