Verden væreste besked, part 3

Efter sidste blogindlæg hvor jeg havde nu også har fået konstateret kræft i leveren, fandt lægerne rimelig hurtig ud af, at det bedste ville være at prøve at operere mig for at se, om de kunne fjerne det onde. Dette betyder at jeg er blevet opereret, og før jeg blev lagt i narkose håbede jeg virkelig meget at når jeg vågnede igen, så var det onde væk i leveren, men sådan skulle det ikke gå.

Da jeg vågnede op af narkosen sad mine forældre, og søskende ved min side, og kunne fortælle mig at det ikke var gået som planlagt, og ikke lang tid efter kom en læge ind og kunne fortælle mere detaljeret hvorfor det ikke var muligt at fjerne knuden. Efter en længere samtale med lægen, hvor jeg bliver fortalt at jeg skal fortsætte med kemoterapien i håb om at det kan have indflydelse, så jeg muligvis senere kan bliver opereret og få det fjernet.

Det er klart, at det ikke er det man ønsker at få at vide, men der er desværre ikke andre muligheder som det ser ud lige pt. jeg håber bare inderligt at der snart sker noget der kan være alt afgørende for mit sygdomsforløb.

En operation er dog ikke det hele der er sket siden sidst. Grundet kemoterapien og alt medicinen jeg modtager er mit immunforsvar meget ringe, og hvis jeg får feber skal jeg kontakte sygehuset. Jeg fik en aften meget høj feber, og bliver meget syg dette betyder at jeg bliver indlagt på sygehuset, hvor jeg netop er kommet hjem efter ca. halvanden uges indlæggelse.

Det er klart, at det koster en masse kræfter, og jeg tilbringer efter hånden rigtig meget tid i min seng. Det er rigtig hårdt ikke at have den samme energi mere, og hvis jeg skal ud at have noget luft bliver jeg kørt rundt i en kørestol, fordi jeg simpelthen ikke har energien mere. Forleden var jeg inde i byen med mine forældre, og det er utroligt hvor meget folk de kigger og peger når man bliver skubbet rundt i en kørestol, men jeg kunne ikke være mere ligeglad, de kender ikke baggrunden. Dog tager det utroligt hårdt på min mor og det er bestemt ikke sjovt for mig at se på.

Mine nærmeste venner har heldigvis været gode til at ’hænge ved’, hvilket virkelig betyder meget for mig og også mine forældre (tror jeg). Selvom det er lang tid siden vi har været ude at spille fodbold, eller drikke os fulde sammen – så kan vi heldigvis godt stadigvæk snakke sammen om alt mellem himmel og jord.

Men det er utroligt hvor hurtigt det er gået, for ikke så længe siden kunne jeg i det mindste selv gå hvis jeg ville ud og have noget frisk luft, men det er udelukket nu og det er virkelig skræmmende. For bare et år siden kunne jeg cykle, løbe, ja faktisk kunne jeg næste alt, men i dag er det begrænsede, derfor glæder jeg mig som bare f*nden til at jeg er blevet rask og jeg skal ud at spille noget fodbold og drikke nogen øl med vennerne.