Hej.

Hvad er der sket siden sidst? Nu skal i hører. Lige som jeg skrev breve til min familie til når jeg ikke længere ville være blandt dem, så har jeg også skrevet et par linjer til Jer.
Grunden til, at jeg nævner dette er at, når Du læser det her, så er jeg desværre taget afsted til et andet sted (Jeg vil ikke skrive et bedre sted, fordi det er sammen med dem jeg holder af). 

Jeg vil gerne takke alle dem der har kommenteret på mine blog indlæg igennem det sidste lange stykke tid, og som har vist interesse i mig og min sygdom. Det har været opmuntrende at læse alle de søde kommentar uanset hvordan det har set ud for mig. Jeg vil også gerne takke for de personer som har sendt mig private beskeder, og har spurgt ind til hvordan det går. Ærligt talt, så troede jeg ikke at så mange ville skrive på mine blog indlæg, og det har virkelig været dejligt at se, derfor af hjertet TAK, selvom jeg desværre ikke klarede den.

I må have det godt, I er nogen dejlige personer og I fortjener det bedste. TAK.

- Thomas

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er med stor beklagelse, at jeg kan meddele at min bror, Thomas desværre er afgået ved døden d. 9 september 2012 ved middagstid og begravet d. 13 september. Det var en flot begravelse, og rigtig mange af Thomas’ venner og familie kom for at vise ham den sidste respekt.

Jeg har tidligere skrevet her inde for min bror, og nu gør jeg det igen, men denne gang et indlæg jeg aldrig ønskede jeg skulle skrive selvom jeg godt kunne se hvor det bar hen ad til sidst. Jeg vil gerne på vegne af hele familien takke for den støtte I har udvist overfor Thomas, jeg er sikker på at han har kunne bruge det til meget.

Bare to dage efter begravelsen blev vores søster gift. Det var en rigtig god dag selvom vi selvfølgelig manglede Thomas. Alligevel så virkede det til at han var til stede på en eller anden mærkelig måde! Han havde lavet en rigtig rørende video til min søster, det var rigtigt smukt at se ham på denne dag og hører hans ord. Det var tydeligt at han havde tænkt over hvert eneste ord, og der var stort set ikke et eneste øje tørt efter hans tale, det betød rigtig meget for min søster at Thomas havde lavet denne tale til hende, faktisk tror jeg at det var den bedste gave hun kunne få, nu når han ikke selv kunne være der.

Thomas, min storebror. Han vil for altid være noget specielt for mig. Jeg har aldrig set en person være lige så stærk i troen på at det nok skal gå selvom det så allerværst ud. Hans evne til at tænke på andre personer før ham selv er også noget jeg vil huske ham for, det var altid alle andre før ham, også selvom han havde det virkeligt dårligt. Således formåede han bl.a. at spille Wii med min lillebror dagen inden han døde og gøre ham glad, selvom det var hårdt for ham, og han havde mange smerter ved det. Han formodede samtidig at fortælle jokes til os alle sammen få timer inden…
Thomas, når jeg tænker på ham så tænker jeg ikke på en syg person, men en person med rigtig meget livsglæde og energi. Han vil foreviget være savnet, men jeg vil altid kunne tænke tilbage på en positiv oplevelse med ham :-).

Thomas, der er mange der vil savne dig og som der er et ordsprog der siger:

”I hjertet gemt, men aldrig glemt”

Thomas, aldrig farvel men altid på gensyn. Vi ses bror. :-)

Hej :-).
Hvad er der sket siden sidst? Mit sidste blog indlæg var et tilbageblik på mit sygdomsforløb som både har budt på op og nedturer. Hvad skal jeg så skrive om denne gang? Jeg ved det faktisk ikke..

Det er kun gået en vej siden sidste blog, og det er nedad. Jeg har fået det endnu dårligere. Jeg har mange smerter, og det jeg får mod smerterne er ikke længere nok til at det kan tage alle smerter. Det er svært at sove om natten pga. smerterne og det har bl.a. den indflydelse at jeg næsten ikke har noget energi om dagen, og faktisk halv sover hele dagen. Jeg kan sidde og snakke med min familie i sofaen det ene øjeblik for det næste at falde i søvn imens jeg er ved at sig en sætning. 

Jeg er også næsten lige kommet hjem efter at have været indlagt på sygehuset. Jeg var indlagt fordi jeg fik det rigtig skidt, og de fandt ud af at jeg manglede blod, derfor fik jeg flere poser blod dog uden jeg fik det bedre. Men efter et par dage, begyndte jeg at få det bedre og jeg fik lov at komme hjem igen – heldigvis.

At det er gået nedad det sidste stykke tid, og det hurtigt. Det har fået mig til at tænke tanken, at det her det overlever jeg ikke. Jeg vil ikke sige at jeg har opgivet at overleve ligesom lægerne har opgivet mig, men det er meget tæt på. Det er ikke en tanke jeg er stolt af, men jeg kan lige nu ikke se nogen positiv slutning på min sygdom. Jeg synes det er en frygtelig tanke, og at jeg føler at det nu er tættere på end nogen sinde før. Jeg har snakket med mine forældre omkring hvordan jeg har det, og de fortalte mig at de også godt kunne mærke hvor det hele er på vej hen, men at jeg skulle prøve at se på det positive i hverdagen og få det bedste ud af hver dag, og så lade det andet komme i anden række. Men uanset hvad der sker, så har jeg ro i sjælen. Jeg har fortalt mine søskende og forældre hvad de betyder for mig, selvom det er utroligt hårdt at snakke med dem omkring hvor meget de betyder for mig, fordi det får det hele til at komme tættere på. Samtidig har jeg skrevet breve til dem, som de kan læse den dag jeg ikke er her mere.

Jeg har tager hver dag som den kommer, og planlægger ikke længere mine dage i forvejen. Fordi jeg vil ikke love mig ud til noget om eksempelvis 4 dage, for så at skal melde afbud fordi jeg er for syg, så vil det bare virke som et slag i hovedet og det ønsker jeg ikke. Så hellere tage tingene som de kommer fra nu af. Den eneste dag jeg har sat af i min kalender er 15. september, den dag min søster skal giftes :-), og jeg glæder mig.

Nå, det var ikke verdens længste blog indlæg, men jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle skrive om. Men lidt er vel bedre end ingenting?

I må have det godt til næste blog indlæg :-). 

Det er snart 1 år og 8 måneder siden jeg fik beskeden der ændrede ikke kun mit liv, men også min families liv drastisk. Det er snart 1 år og 8 måneder siden jeg fik en besked jeg ikke håber der er andre der skal høre, det er det værste der nogen sinde er sket. Siden den dag, har mit liv været en stor rutchebanetur. Det har ikke altid været lige let at være tæt på mig i denne periode. Nogen gange har jeg nok været et røvhul og råbt af dem der virkelig betyder noget for mig i den her verden, og det fortryder jeg virkelig i dag, men nogen gange har jeg måtte afreagere, og det er så gået ud over familie og venner. Desværre. Det går mig på, og jeg ville ønske jeg havde været sejere under forløbet indtil videre, men det er ikke noget jeg kan ændre på nu. Jeg kan kun undskylde, for de grimme ting jeg er kommet til at kalde dem, de prøver jo kun på at gøre det bedste for mig.
1 år og 8 måneder det er lang tid. Det er en tid der har budt på både store opture og store nedture. Det er tid hvor jeg ikke har udrettet det store. Før jeg blev syg havde jeg store planer, jeg ville have en god uddannelse. En uddannelse som jeg måtte opgive, men jeg er heldigvis blevet optaget igen, så jeg får en ny chance (matematik-økonomi).

Jeg tænker tit på det min familie og ofrene de har måtte lave pga. mig, det er ikke småting. Mine forældre har haft meget fri fra deres arbejde, og brugt meget tid på mig selvom jeg har fortalt dem at de ikke behøver at tage så meget fri pga. mig. Mine forældre har ikke været på nogen ferie i den tid jeg har været syg, og de kunne rigtig godt trænge til at komme lidt væk fra det hele bare dem to, men det vil de ikke. Samtidig har de meldt fra til fester med deres venner fordi de ikke har haft overskud til det.
Det har også været hårdt for mine søskende, i og med at mine forældre har brugt mere tid sammen med mig og mindre tid med dem, men de klare sig heldigvis godt. Jeg hader mig selv når jeg kan se på specielt min mindste lillebror at han er ked af det. Jeg hader det fordi jeg ved hvad han tænker og jeg kan ikke love ham noget. Det værste er at se dem man holder af være kede af det, fordi jeg er syg.
Mine venner har også været fuldstændig fantastik i tiden der indtil videre er gået. Jeg tror at jeg har nogen af de bedste venner man kan have. De har overnattet på sygehuset sammen med mig når jeg har været indlagt, og er også kommet hjemme hos mig og besøgt mig der. Selvom vi i lang tid ikke har kunne lave de ting vi kunne før jeg blev syg, så har vi bare fundet noget andet vi har kunne lave sammen. De har taget mig med til fodbold, og været der for mig når jeg havde brug for dem.

1 år og 8 måneder i det danske sygehusvæsen. Jeg har oplevet lidt af hvert. Heldigvis har det mest af alt været et positivt møde, hvor alle har virket meget professionelle.

Det var et lille tilbage blik på 1 år og 8 måneder, men hvad byder fremtiden så på? Det er ikke til at sige, men jeg ville ønske at jeg vidste det. Har jeg 1 dag, 1 uge, 1 måned 1 år eller 70 år endnu, det er ikke til at sige, ÉN ting er sikkert og det er, at jeg aldrig vil stoppe med at kæmpe.
Jeg er sikker på at fremtiden byder på en masse gode ting uanset hvordan det hele kommer til at gå, så er hver dag en gave. Jeg ved, at når jeg bliver rask er der en masse ting jeg skal. Jeg skal ud at opleve verden. I den tid jeg har været syg har jeg set rigtig meget fjernsyn og fundet ud af, at der er rigtig mange steder jeg gerne vil se, samt mange ting jeg skal prøve.

Hmm. Jeg har slet ikke nævnt hvordan jeg har det i dag. Nå, men i dag har jeg faktisk en rigtig god dag, min tilstand taget i betragtning. Så jeg skal virkelig nyde denne dag, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så godt til pas :-). Nå familien kalder, de vil gerne have tæsk i et spil Bezzerwizzer :-).

I må hygge jer til næste blogindlæg :-). 

Hvad er der sket siden sidst? Jeg har siden mit sidste blogindlæg været indlagt næsten hele tiden, hvilket også er grunden til at jeg først opdatere nu.
Jeg blev indlagt 3 dage efter mit seneste blogindlæg og jeg kom hjem fra sygehuset i går. Grunden til at jeg blev indlagt var fordi jeg fik store smerter i ryggen og samtidig kunne jeg næsten ikke trække vejret. Det vidste sig, at det nu også har spredt sig til min ryg! Samtidig ser det ikke ud til at det nye medicin jeg får har den ønskede virkning.

Det er surt, at få den besked og jeg kan godt se hvad det hele hælder hen mod. Men med det sagt så fik jeg i går besked om, at jeg er blevet optaget på studiet, så alt andet lige så fik jeg lige lidt mere at kæmpe for :-).

Det var ikke verdens længste blog, men lidt er vel også bedre end ingenting. 

Hvad er der sket siden sidst? … Jeg kæmper virkelig meget i øjeblikket, og det bliver jeg ved med. Det er gået ned af bakke, og det er gået hurtigt. Jeg forsøger, at være så glad og optimistisk som jeg overhovedet kan være overfor familien og vennerne, men det er ikke længere let. Jeg ligger efterhånden rigtig meget i sengen hver dag, og er mere eller mindre kun oppe når jeg skal på toilet eller ud for at spise. Dog prøver jeg på, de dage hvor jeg kan mærke at jeg har lidt mere energi at bruge det ekstra på familien og også gerne lidt mere til!

Forleden var jeg ude at spille bold med mine brødre i 5 minutter selvom mine forældre ikke mente det var en god idé, jeg var dog også fuldstændig kvæstet i tre dage og forlod ikke sengen. Men det var rart at se dem med et smil på læben og et glimt i øjet jeg ikke har set meget længe, så det var det hele værd :-).

Jeg var på sygehuset forleden, og det går desværre ikke så godt længere, som jeg også har kunne mærke. Det onde er begyndt at vokse igen, men lægen var meget forundreret over at jeg trods min sygdom kunne have det så godt som jeg havde, det havde han ikke set før. Så det er klart, at få sådan en besked gør en lidt mere motiveret for at det nok skal blive bedre på et eller andet tidspunkt.

Men, nu hvor det var begyndt at spredes  skulle jeg have noget andet medicin i håb om at det kan gøre at jeg får lidt længere tid hos familien. Jeg håber bare at det virker, jeg spurgte nemlig hvad der ville ske hvis det ikke virkede som det skulle, og selvom jeg jo godt kendte svaret så var jeg overrasket over det. Hvis det ikke virker kunne han ikke love, at jeg kommer til at opleve min søsters bryllup!

Puha, det er hårdt .. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, fordi når jeg sidder her og skriver om det, så kommer det hele lige lidt tættere på. Jeg overvejer rigtig meget at skrive breve til mine søskende og forældre, som de kan læse når jeg engang ikke er her mere, og som de kan læse hvis de skulle savne mig på et eller andet tidspunkt. Desuden overvejer jeg, at lave en lille tale til min søsters bryllup og optage den på video, så den kan blive spillet til brylluppet, hvis jeg ikke skulle være så heldig at være til stede den dag? Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om det er en god idé at gøre det eller om det ville være ondt overfor min familie, at de måske skal se en video med mig på min søsters bryllupsdag? Jeg har heller ikke lyst til at spørge min søster da det skal være en overraskelse at jeg vil holde en tale..

Jeg ved ikke om jeg er bange for at dø, jeg kan ikke rigtig finde ud af det? Det er jo noget vi alle skal på et eller andet tidspunkt, og nogen før end andre. Jeg tror ikke jeg er bange, jeg har snakket rigtig meget omkring det med mine forældre, og vi har heldigvis fået snakket en masse igennem, så jeg er ikke bange for at der er noget jeg ikke får fortalt dem. Men set fra mine øjne så er det ikke mig der forsvinder, så er det alle andre der forlader mig. Jeg fortalte min lillebror at han ikke skulle være alt for ked af det, når jeg ikke er her længere, fordi han har jo heldigvis vores andre søskende. Han er meget bange for hvad der skal ske når jeg ikke er her længere, og det er nok også derfor jeg forsøger at tvinge mig selv til lige at holde 2 min længere når jeg er sammen med ham, selvom det er hårdt så kan jeg ikke få mig selv til at ligge mig ned og hvile mig.

Hmm, jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive da jeg gik i gang, men nu har jeg alligevel skrevet et godt stykke synes jeg selv. Jeg vil prøve at se, om jeg ikke kan skrive med lidt kortere mellemrum frem over, men jeg skal også lige have motivationen til det.