Stoffer's blog
01-05-2010 - 14:07

The Dubliners - Århus

The Dubliners – Århus musikhus d. 30 april 2010

Jeg og en god ven bestilte billetter til The Dubliners sidste år I November, og derfor fik vi lov til at sidde i orkestergraven, ikke mere end et par meter fra scenen. Det var fantastisk. Titlen på deres show var ”A Time to Remember”, og bag dem på en storskærm kørte der billeder fra de gode gamle tider.

I løbet af koncerten som varede fra klokken 20:00 til 23:00, med en enkelt pause i mellem på 10-15 minutter, blev der spillet mange sange. Noget af det mest bemærkelsesværdige var når lyset blev slukket og der kom en video på storskærmen af et af de 3 medlemmer af The Dubliners som er døde. Videoen kørte i ca. 30 sekunder, hvorefter resten af bandet samlede instrumenterne op, og spillede med videoen. Det blev nærmest som om at det afdøde medlem de mindedes kom til live igen. Det var fantastisk. Dette gjorde de for alle 3 afdøde medlemmer: Luke Kelly, Ciaran Bourke og Ronnie Drew. Violinisten John Sheahan reciterede digte han havde skrevet om de 3 afdøde Dubliners.

Man skal heller ikke glemme gode gamle Barney McKenna, der sidder og spiller banjo og harmonika. Han havde mange sjove historier, blandt andet om at dengang han var dreng, fandtes der kun ”fishing nets” og ”spider webs” men ingen ”internets” eller ”world wide webs”. Det var nu meget sjovt. Han sang også et par sange. En om druk, og en om kærlighed.

De var alle fulde af energi, overraskende meget i forhold til den alder de nu har. De jokede, dansede, snakkede, spillede og underholdte virkelig flot. Det var et skidegodt show, og jeg håber jeg kommer til at se dem igen. De spiller på deres 48. år.

Koncerten rummede mange gode sange. Bl.a. ”St. Patricks Cathedral”, som er en instrumental mellem John Sheahan på violin og tinfløjte, samt Eamonn Cambell på guitar. ”The Wild Rover” og ”Rocky Road to Dublin” blev spillet. Og der var også et par sange der var rigtig gode, men som jeg desværre ikke kan huske. Koncerten blev afsluttet med ”Whiskey in the Jar” og ”Molly Malone”.

Man kunne skrive så meget om denne koncert, men tror jeg har fanget essensen i det. The Dubliners er et rigtig godt band, og de skal opleves så snart man får chancen inden det er for sent synes jeg. De er geniale live :).

Følg Xboxlife her