staint dk's blog
19-09-2007 - 10:33

Gaffa Live 6/6

Trusted Few
Månedens Demo live, med Pinchbeck, Lades Kælder, København
Live

******                  

Dato: 10/8-2007
En tung og festlig aften med en masse på hjerte

Det er så ofte, at Månedens Demo live ikke kan leve op til, hvad deres demo lover, og det er så dejligt, når det lykkes. Denne gang lykkedes det fuldt ud!

De unge knægte fra Slagelse i Trusted Few væltede Lades og undertegnede, og viste en ny og frisk måde at lave punk på. Det var en perfekt symbiose af punk-energi, heavy-nosser, pop-melodier og bare generelt overskud, der gjorde, at det var en koncert af ren feel-good stemning.

Der var simpelthen ikke en finger at sætte på den koncert, hvor sangskrivning, samspil og idéer stod i kø for at være det vigtigste på vægtskålen. De to vokaler i front delte ansvaret og jobbet imellem sig med en naturlig autoritet og en nærmest ”the Hives”-agtig naturlighed, og i det hele taget blev der trukket referencer langt uden for både genren og bandmedlemmernes alder.

Der er noget både tidstypisk og meget personligt over Trusted Few, og hvis jeg var under tyve, ville det være mit nye yndlingsband.

Som opvarmning spillede Pinchbeck deres tunge og groovy metal-rock. Deres sange har SÅ meget potentiale, men lider under en kedelig lyd og mangler stadig at blive helt færdige. Når de er gode, rammer de et dybt og mystisk sted imellem Tool, Alice In Chains og Neurosis, men det er svært at komme helt derind, når man skal forcere en så grim lyd.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her