Morten Skou's blog
17-03-2012 - 15:56

MagicShine MJ-816E cykellygte

Som jeg skrev for et par uger siden, så har jeg netop købt mig en Radon ZR Team 7.0 mountainbike. Jeg er nu kommet rigtig godt igang med at bruge den, og synes at det er helt vildt fedt, ikke mindst fordi jeg tracker mine køreture med Endomondo - og så selvfølgelig fordi jeg får fyret en masse kalorier af. Jeg har indtil videre holdt mig til at køre den samme rute hver gang, så det er nemmere at måle forbedringerne. Ruten er på lige omkring 19km i et terræn med en hel del bakker som får pulsen op. Der er allerede sket forbedringer på kondi-kontoen, eksempelvis har jeg på ganske kort tid, skåret cirka 20 minutter af min daværende bedste tid. 


Min udmelding til at starte med var, at jeg nægtede at gå ned på grund af udstyret, men at det er langt mere acceptabelt at gå ned på grund af kondien. Da jeg typisk cykler om aftenen, gerne efter klokken 21 i hverdagene, så er det jo nødvendigt at have lygter på cyklen - endnu mere vigtigt er det selvfølgelig fordi jeg cykler ude på landet, hvor der er virkelig mørkt og der ikke er nogle gadelygter. 


Jeg gik derfor igang med at kigge på forskellige cykellygter, og det er virkelig en jungle at finde rundt i alle de forskellige lygter og lygtetyper. Mindre besværligt bliver det ikke af, at de forskellige producenter har valgt at opgive lygternes lysstyrke på forskellige måder, eksempelvis ved hjælp af lumens, lux og candelpower. De tre tal beskriver forskellige lysscenarier og kan desværre ikke sammenlignes direkte. Derfor er det svært at vurdere hvor kraftig en lygte er i forhold til andre.


Til at starte med, brændte jeg mig varm på en lygte fra CatEye, en HL-EL530 LED - den har fået mange gode brugerkommentarer, men noget fik mig alligevel til at tvivle på at det var den rigtige. I stedet snakkede jeg med min kammerat, som har købt en ret fed, men også lidt halvdyr lygte for et stykke tid siden - en MagicShine MJ816. Jeg fik lov til at låne den, og wow hvor blev jeg imponeret af den på min første aftentur med lygte. Lygten består af 2 små lygter og en stor, sat sammen så de ligner Mickey Mouse (deraf lygtens øgenavn). Rimelig hurtigt besluttede jeg mig for, at det blev nød til at være sådan en lygte jeg skulle have.


MagicShine MJ-816E Bike cykellygte

Som sagt så gjort, jeg bestilte en opgraderet version af lygten, en MagicShine MJ-816E - med 1800 Lumens (min kammerats havde "kun" 1400) og købte den hos MagicShineUK omkring klokken 15 i torsdags. Jeg valgte i samme håndvending at skifte standard batteriet ud med et Open Light 5.8Ah batteri - som giver 150 minutter med fuld kraft, i stedet for kun 120 minutter. Derudover så er Open Light batteriet cirka 1/3 del af størrelsen på standardbatteriet og er 100% vandtæt i stedet for bare vandafvisende og er generelt virkelig et godt kvalitetsbatteri. Alt i alt måtte jeg slippe omkring 150 pund ~ 1344 kroner. 

MagicShine MJ-816E remote control

Til selve lygten er der en slags fjernbetjenings-knap, som man kan placere på styret. Med den kan man tænde for enten de to små lygter, den store i midten eller alle 3 samtidig for fuld styrke. Hvis der kommer modkørende biler, eller hvis man nærmer sig nogle fodgængere, så kan man holde nede på knappen for at blænde ned for lygten. Lige netop det sidste er en ret fed ting, for 1800 Lumens er altså usandsynlig meget lys og folk bliver rent faktisk blændet - billedet herunder, som er med lygten på 1400 lumens, viser det rimelig godt. Fjernbetjeningen virker også som batteri-indikator, så den skifter farve alt efter hvor meget batteri der er tilbage. 

MagicShine MJ-816E LED Bike light 1400 Lumens

Klokken 12 i dag, dukkede den til min store overraskelse så allerede op med rekommanderet pakke - rimelig effektivt at få en pakke fra UK til Danmark på 2 dage alligevel. Så nu er den ved at lade op, så den er klar til min cykeltur i aften - hvis ellers jeg er kommet af med mine tømmermænd på det tidspunkt, ellers kan jeg sgu lære at være ude hele natten på den hårde måde!

Da jeg egentlig var rimelig overrasket over, at Open Light Systems batteriet, var så meget mindre end standard batteriet - til trods for at det er kraftigere, så tog jeg lige et billede af det. Derudover så er der den fordel ved Open Light tasken, at den har to stropper man kan hænge den i - og dermed f.eks. placere den foran på styret i stedet for på stangen - eller hvor man nu måtte have lyst til at have den. Tasken til standard batteriet har kun et velcro-bånd, men den sidder nu også rigtig godt fast uanset.

Open Light battery compare

Jeg er stadigvæk lidt splittet om hvorvidt jeg vil have en lygte til min hjelm, jeg har kigget en del på MagicShine MJ-872'eren med 1600 Lumens. Min kammerat har den og den lyser også helt fantastisk op - men jeg tror først at det bliver nødvendigt med en hjelm-lygte når jeg for alvor begynder at køre i skoven.

MagicShineUK har i øvrigt super god service, og svarer prompte på mails hvis man har spørgsmål. Det er vidst også et af de eneste firmaer jeg har set, som har telefontid fra "08.00 AM till late" :-) 

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her