Scrum and the art of management
Endnu en boganbefaling. Jeg er netop blevet færdig med bogen Agile Project Management with Scrum, som omhandler projektledelse indenfor softwareindustrien. Scrum er en af de nyere ledelsestilgange, og det er ret trendy at bruge. Det er en agil produktionsproces, hvor der primært er fokus på at teams skal være selvstyrende, og kun færdig og testet kode kan bruges som mål for fremskridt i produktet. Projektlederen hedder i stedet ScrumMaster, og skal egentlig blot sikre, at Scrums regler overholdes.
Jeg læste bogen, da jeg er interesseret i projektledelse indenfor computerspilsdesign, og ofte hører Scrum omtalt positivt. Jeg var dog lidt overrasket efter de første 30 sider, da jeg ikke umiddelbart synes det lød fornuftigt. Lidt efter lidt blev jeg dog overbevist, og jeg vil nu mene, at Scrum faktisk har fat i det rigtige.
Eftersom jeg kun har teoretisk erfaring med projektledelse, kan jeg ikke vurdere om den vil være bedre i praksis, men jeg kan da se nogle ret klare forskelle mellem Scrum og eksempelvis den metode Dan Irish fremfører i Game Producers Handbook, som jeg tidligere har omtalt.
Scrum har en meget positiv tilgang til at få udrydet bugs med det samme, da ufærdig og fejlfyldt kode ikke accepteres, men jeg er også lidt bekymret for den manglende risk-management, som jeg altid har lært er projektlederens største opgave. Den er nærmest ikke-eksisterende i Scrum.
Jeg kan klart anbefale bogen, hvis du arbejder i softwareindustrien, og endnu ikke har stiftet bekendtskab med Scrum.