Scurvy Lobster's blog
22-11-2006 - 10:37

Projektleder på spiluddannelsen

I går var jeg til samtale på Filmskolen i København omkring min ansøgning som projektleder på computerspilsuddannelsen (DADIU). Det gik godt, og jeg fik senere på dagen at vide, at jeg var blevet optaget.

Det gør mig super glad! Jeg skal nu deltage i fællesproduktionen til maj 2007, hvor folk fra mange forskellige uddannelser samles for at lave en månedslang produktion af et computerspil. Det bliver kun til en demo, men tidligere holds produktioner har ofte været vildt imponerende, så det er noget jeg ser frem til med stor spænding.

Noget der undrede mig var, at vi kun var tre der dukkede op til samtalen. Med i alt seks pladser til projektledere, er der brug for flere, og jeg ved også at mange flere har søgt ind. Er det fordi folk ikke har fået beskeden om samtalen, eller fordi de ikke gider? Jeg ved det ikke, men der er givetvis nogle stykker som burde være dukket op, men ikke gjorde det. Det er deres fejl.

Jeg er i hvert fald tilfreds, og glæder mig også over, at optagelse til maj, sikrer mig deltagelse i næste produktion, som ligger på mit 10. semester.

20-11-2006 - 13:09

Indie 9000

Hvis man har interesse i spilproduktion, så har man måske haft lyst til at deltage i en mindre produktion, og se om man kan være med. En god mulighed for dette er Indie 9000, som afholdes to gange årligt i Aalborg.

Indie 9000 er spiludvikling over en weekend, hvor man tilmelder sig, for derefter at mødes i en fastlagt weekend for at opdeles i mindre grupper med de andre tilmeldte. Med omkring 48 timer til rådighed skal man virkelig kunne fastslå et godt game design hurtigt, og så få det udført. En rigtig god øvelse.

Jeg har selv deltaget i de to hidtil afholdte arrangementer. Det er klart noget jeg vil anbefale til alle med interesse i spilproduktion, uanset om man er koder, grafikker, lydmand osv. Praktisk talt alle evner med en computer kan komme i brug, når man laver spil.
Følg Xboxlife her