Anmeldelse af Lady Gaga "The Fame"
Sidder og venter på, at filmen bliver færdig inde i storsaen i Katuaqs biograf. Tiden går egentlig fornuftig hurtigt, og jeg har lige tegnet mine kedelige følelser for min storesøster væk, sådan da :) Og, nu er Lady Gaga's album altså gået i gang, og så tænkte jeg, at jeg da kunne anmelde skidtet, nu hvor der lige mangler et kvarters tid endnu af filmen.
Nu har jeg lyttet til albummet en god håndfuld gange, og det betyder altså i første omgang, at albummet er godt nok til det. Det er altid en god start. Efter første gennemlytning stod der en ting klart: Albummet er ikke særlig organiseret og er egentlig random placeret. I samme øjeblik får man nogle yndlings sange på albummet, og det er ikke nogen overraskelse, at det er de mest katchy sange. Men overraskende nok, er det en god håndful sange der hænger godt i øret. Der er kun et par stykker der virker komplet ubrugelige.
Her tillader jeg mig at lytte til sange som jeg lyster. Og de umiddelbart mest interessante er numrende "Beautiful, Dirty, Rich", "The Fame", "Brown Eyes" og "Disco Heaven".
Den førstnævnte "Beautiful, Dirty, Rich", er ikke mindre end genial, for der er godt tempo fra trommerne, som fylder meget af lyden, hvilket gør sangen meget simpel og ligetil, sådanne sange er der nu nok en del af i verden, men jeg elsker altså sange der er simple, for det gør, at man nærmest når som helst kan lytte til dem og komme i bedre humør.
"The Fame" er bare interessant, fordi der er guitarspil med, ret simpelt, men blandet med Lady Gaga's stemme og noget elektronic, gør sangen ret fed, men selve opbygningen er ret normal og ret "jaja - fint nok". Men er egentlig et godt billede af hvad albummet er.
Mange andre sange er meget beat-baseret og de er meget effektive, fordi tempoet er godt og højt, og bassen er lagt lidt til side, så man får mere "faktisk" lyd, hvilket gør musikken ret høj, og perfekt når man er lidt oppe og køre, og glad, hvis jeg må tilføje.
Lady Gaga's stemme er lidt svingende. Det er lidt synd, for det er tydeligt, at hun sagtens kan synge, og hun har en ret kraftig og amrkant stemme, det er bare ikke altid hun bruger den. Det er naturligvis også fordi mange af sangene er bygget spdan, at hun får en lit elektronisk stemme. I sange som "Boys Boys Boys", "Disco Heaven" og "Brown Eyes" er det ret tydeligt, at hun har en udemærket stemme. Derfor kunne man måske godt have ønsket sig flere numre, hvor hun faktisk synger godt.
Og nu hvor jeg nævnte "Disco heaven", så synes jeg det er rigtig fedt! Egentlig ikke fordi jeg er specielt inde i dico-musik, men af hvad jeg har fanget af forskellig disco-musik, så giver det fuld mening, og det er dejlig friskt og en smule udfordrende, et eller andet sted. Måske skulle hun lave udelukkende disco-musik? Ej, det behøver hun slet ikke, for hendes musik er endten rigtig party-musik eller ret nice pop med en elektronisk eftersmag, og det er noget forfatteren rigtig synes meget om, specielt når der er tale om en god kombination af det med pop.
Jeg tæller faktisk kun 3-4 sange som jeg ikke synes om, og så er der Poker Face, som ligesom fuldstændig er kørt død.
Jeg vil egentlig meget gerne skrive denne anmeldelse om. Jeg har fri nu og skal smutte fra arbejde, så dette er bare første udkast af mening, og jeg vil egentlig gerne dybere, for at forklare hvorfor jeg synes så godt om albummet.
Derfor venter jeg også med at give en karakter eller vurdering. Jeg skal på arbejde igen i morgen, så der kan jeg nok finde lidt tid til over (skal til religion eksamen på tirsdag).
Jeg skrievr igen engang i morgen, indtil da, fortsat godt liv ;)
Facebook
Twitter