Kategori: Personligt
27-09-2013 - 20:25

Once more!

Det er 15 dage siden jeg skrev mit sidste indlæg om mine konkurrence-sejre i 2013.

Man skulle tro det var løgn, men mit held fortsætter.

Den 25. september løb jeg afsted med et gavekort på 100 kroner til Just-Eat, der kombineret med en 25% rabatkupon gav os mad til fire for blot 34 kroner.

I dag er jeg så blevet ringet op af teleselskabet Call Me, der har udvalgt mig som mobiltester. Jeg skal i næste uge teste og anmelde Sony's nye Experia Z1. En mobil til små 5.000 kroner, der selvfølgelig bliver min når anmeldelsen er skrevet.

Hvis man ser kampagnen hos Call Me som en konkurrence, så er det 14. gang jeg vinder noget i år. Det er efterhånden snart tilladt at hade mig :D
12-09-2013 - 13:40

You win again!

Så skete det igen... For 12. gang i år.

Jeg har vundet endnu en konkurrence.
Denne gang på MSI Notebooks Europe's Facebook-side.

Udfordringen var at producere en model af MSI's Gaming Dragon og jeg valgte at lave den i Minecraft.
På grund af en latterlig kort deadline (4 dage), var der kun 3 deltagere og jeg vandt altså.

Min præmie?

• SteelSeries Siberia V2 fullsize headset.
• Microsoft Touch mus.
• Hitman: Absolution Steam-kode.
• Crysis 3 musemåtte.
• 2 MSI-kuglepenne.
• 2 MSI-badges.
• MSI Gaming T-shirt.

Så alt i alt en udmærket høst for en MineCraft-kreation, der tog et par timer at lave.

Gad vide hvor mange konkurrencer jeg kan nå at vinde inden året er omme.



25-08-2013 - 21:16

A winner is still you!

Tilbage i marts måned skrev jeg her på siden en lille blog om de ting jeg havde vundet i løbet af årets første måneder. Nu er vi nået til slutningen af august og jeg synes jeg ville opdatere listen lidt.

Så her ser du dét jeg indtil videre har vundet i år:

• 2x fribilletter til Biler i Bella
• PS3-spil og iPhone-cover fra Pixel.tv
• MSI Z77 MPower bundkort fra MSI Europe (solgt videre)
• ASUS Vivobook S400CA Laptop fra Proshop (solgt videre)

• $20 gavekort til Amazon.com
• Far Cry 3 USB stick
• ZombiU T-shirt
• Assassin's Creed III T-shirt
• Call of Juarez: Gunslinger (PC)
• Rocksmith (PC)
• Far Cry 3: Blood Dragon (PC)
• 2 keyhangers
• Splinter Cell: Ultimate Collection (PC)
• 6 forskellige badges fra Ubisoft
• 10 Othello-lagkager
• 60 poser Wild West Chips fra Kims (vandt faktisk kun 20, men fik 60 ved et uheld)
• En Snickers
• 250 kroners gavekort til Bilka

Det var vist det hele, men der er stadig små 4 måneder tilbage af året :D
25-03-2013 - 09:36

A Winner Is You!

Som en del af jer måske har set, så sker det forholdsvis ofte at jeg vinder en eller anden konkurrence og skriver om det på min blog herinde.

Kom lige i tanke om at jeg fuldstændig havde glemt at fortælle om de sidste par måneders gevinster, som overraskede mig helt vildt.

Vi er nu snart igennem de første 3 måneder af året og mine gevinster er indtil videre:

2x fribilletter til Biler i Bella
PS3-spil og iPhone-cover fra Pixel.tv
MSI Z77 MPower bundkort fra MSI Europe (solgt videre)
ASUS Vivobook S400CA Laptop fra Proshop (solgt videre)

Og så årets bedste "gevinst".

• Deltidsansættelse som supporter hos SharkGaming i Herlev (med udsigt til fastansættelse og lederansvar.)

Alt i alt en god start på året. Håber det fortsætter.
24-12-2012 - 11:28

Trials Evolution XMAS Winner



Så er vinderen fundet!!!

Blot 13 kommentarer kom ind, men det var alligevel svært at vælge. Repressalier fra Heinstach, løfter om nøgenhed fra Gwindryf og et simpelt "be om" fra iFroxy var blandt de indkomne svar, men vinderen er alligevel blevet ingen ringere end:

LungBruzh

Jeg kan simpelthen ikke stå for chancen for at redde hele hans jul med en lille udvidelse til Trials Evolution. Så tillykke, LungBruzh, koden er på vej i en privat besked.

Til alle jer andre; tak for deltagelsen og glædelig jul.
23-12-2012 - 10:33

Trials Evolution XMAS Giveaway



Nu har vi altså jul igen, det la'r sig ikke skjule...

I den anledning vil jeg bortgive en DLC-kode til den nye Riders of Doom-udvidelse.

Hvad skal der så til for at få den?
Skriv en motiveret begrundelse for hvorfor præcis du skal have koden, som kommentar til dette blog-indlæg.
Den sjoveste, mest originale eller bare mest brunnæsede kommentar udvælges af mig i morgen tidlig.

Så kom frisk, skru de lyriske briller fast og forfat din bedste kommentar nogensinde.
07-12-2012 - 06:50

Tankemylder...

Hvorfor er det altid om natten?

Tanketomgangen fylder dagen mens øjnene er travlt optaget med Xboxlife, Facebook og 9GAG. Armene er beskæftiget med at holde barn og sutteflaske, mens fødderne trommer let på gulvtæppet. Det er ikke de store vidtløftige tanker, der præger aktiviteten. Men når mørket falder på og hovedet rammer puden, så accelererer hjernen op i omdrejninger og alle de ting, man burde have tænkt på i løbet af dagen, kommer pludselig frem:

Hvorfor var det lige at snevejret sendte min bil på markræs i går? Hvad havde jeg gjort hvis ikke svigerfar havde en Landrover med trækspil? Er marken mon frossen nok til at jeg kunne lufte minicrosseren? Gad vide hvor jeg kan få en ny slange til den? Er der en standard for den slags? Hvem bestemmer sådan nogle standarder? Standard, er det ikke en fisk? Eller hedder det en sandart? Er der flere forskellige arter sand? Hvis sand rent faktisk er meget små sten, er det så blødt at træde på meget store sten, hvis man har enorme fødder? Hvad fanden skal lilletåen gøre godt for? Hvorfor har vi stadig negle? Kan man pille næse uden negle? Hvorfor har ørevoks ikke et mere morsomt navn som bussemænd og navlefnuller? Hvorfor har vi en navle? Jeg vil være ligesom Lotte. Hulu Bulu! Hmmm, hvis lyset passerer lige igennem én, så kan man vel ikke se noget? Hvis jeg var usynlig, så ville jeg røve en bank. Men hvordan ville jeg få pengene ud? Ville de blive usynlige hvis jeg slugte dem? Hvor mange mønter kan man have i maven? Hvor ondt ville det gøre at skide en tyver?

Det er utroligt som hjernen går i selvsving, når man prøver at sove...
05-11-2012 - 20:16

Så skete det igen!

Så blev familien på 3 til familien på 4...




Efter 7,5 timers veer kom den lille ny prinsesse til verden.
3.410 gram og 51 centimeter og så lige på terminsdatoen.

Hun har endnu ikke et navn, for hendes forældre kan ikke bestemme sig. Men uanset hvad hun hedder, så skal jeg i stil med tidligere ønske hende et Stort Tillykke med Fødselsdagen  og velkommen til verden, min lille prinsesse v2.0.
25-08-2012 - 21:13

Internettet er gennemsigtigt...

ADVARSEL: Pas på med hvad du skriver på nettet!!!

Sad tidligere i dag og kommenterede på en artikel på EkstraBladet, hvor en bruger brugte mindre end pæne ord om artiklens omdrejningspunkt. Jeg fik desværre skrevet om denne bruger at han vist bare var en "utilpasset teenager" hvortil personen fortalte at han da var 24....

Jeg besluttede mig for at undersøge denne påstand.

Nu er det sådan at EkstraBladets kommentarsystem fjerner alt undtagen forbogstavet i ens efternavn når man logger ind via Facebook, så jeg havde kun brugerens fornavn og begyndelsesbogstavet i hans efternavn at gå ud fra. Challenge Accepted!

Efter kort tids undersøgelse finder jeg en Facebook-bruger med præcis samme profilbillede og fornavn som denne person. Bingo, bongo, så er efternavnet på plads.

Et hurtigt kig på hans likes viser mig at han kan lide Playstation og Xbox 360. Så mon ikke han har tilknyttede gamertags? Jo, søreme så.

En googlesøgning på variationer af hans fulde navn giver mig hans profiler på Arto og Komogvind (med billede på begge, så der er ingen tvivl.) Indlæg og kommentarer på disse sider giver mig oplysninger om hans Youtube-kanal.

Og så har jeg selvfølgelig lige glemt Krak. Nå, nu ved jeg så hvor han bor, hvad hans telefonnummer er (han har en Samsung Galaxy S3) samt enkelte penible informationer om hans ophav som vi ikke skal komme ind på :-D

Fandt da også en fin lille dating-side, hvor han dukkede op samt informationer om en lidelse han er ramt af.

Så for at opsummere:

Jeg havde:
• Hans fornavn
• En lille del af efternavnet.
• Et billede.

Jeg har nu:

• Hans fulde navn.
• Hans alder.
• Hans fødselsdato.
• Hans bopæl.
• Hans telefonnummer.
• Oplysninger om forældre og søskende.
• Hans Xbox Gamertag.
• Hans PSN-ID.
• Indtil flere videoer af ham og hans forbrug af tjald.
• Personlige oplysninger om helbredsforhold.

Konklusionen af dette må være:
Du er IKKE anonym på nettet.

Og ja, han løj selvfølgelig om sin alder :D
13-07-2012 - 15:18

LEGO Samlingen pt.

Sådan ser samlingen ud pt.

Oven på min fantastiske tur gennem legetøjsafdelingen i Bilka Hundige i sidste måned, er min LEGO samling vokset kraftigt.







Pt. er samlet 17 ud af 44 sæt, så jeg kommer nok til at mangle bordplads :-D

Men damn, hvor jeg elsker LEGO.
19-06-2012 - 14:26

Bilka har ikke mere legetøj!!!

Så er min præmie indkasseret og jeg har brugt 5 minutter på at fylde en kundevogn med legetøj.

Og hvor meget kan man så nå at fylde i vognen på 300 sekunder?
Ret meget skulle det vise sig:

• LEGO 4184 - The Black Pearl
• LEGO 5560 - Large Pink Brick Box
• LEGO 5892 - Creator: Sonic Boom
• LEGO 7347 - Highway Pickup
• LEGO 7499 - Flexible Train Track Set X2
• LEGO 7877 - Naboo Star Fighter
• LEGO 7895 - Switching Train Tracks
• LEGO 7938 - Passenger Train
• LEGO 7962 - Anakins and Sebulbas Podracers
• LEGO 7964 - Republic Frigate X3
• LEGO 7965 - Millenium Falcon X2
• LEGO 8069 - Backhoe Loader
• LEGO 8070 - Supercar
• LEGO 8109 - Flatbed Truck
• LEGO 8110 - Unimog U400 X3
• LEGO 9492 - Tie Fighter X2
• LEGO 9497 - Republic Striker Starfighter
• LEGO 9499 - Gungan Sub
• LEGO 9500 - Sith Fury-class Interceptor
• LEGO 9515 - The Malevolence
• LEGO 9516 - Jabba's Palace
• LEGO 66389 - City Superpack 5in1

Derudover til datteren:
• Disney Princess dukker X3
• Monster High dukker  X3
• Schleich dyr X32
• National History Museum - The Dinosaur Collection.

En hurtig sammenregning ud fra vejledende udsalgspriser viser at der er LEGO for næsten 24.000 kroner!!!

Så et hurtigt slag på tasken må blive:

Man kan samle legetøj for omkring 26.000 kroner på 5 minutter...





Alt i alt, en sjov og givtig dag i Bilka Hundige!!!
14-06-2012 - 14:56

Bilka - Er bare gratis!

Nu har jeg sgu vundet noget igen :D

For små 14 dage siden sad jeg herhjemme, røvkedede mig og besluttede mig for at Google mig selv. Tag det roligt, det er ikke en eufemisme.

Fandt derved ud af at mit navn figurerede på en liste over vindere af Bilka's "Nissekast"-konkurrence. En liste fra uge 47, 2011. Så med andre ord har jeg for et halvt års tid siden vundet en konkurrence og aldrig hørt noget om det fra arrangøren. Tsk, tsk.

Anyway, efter en uges tovtrækkeri med diverse mere eller mindre begavede medarbejdere i Bilkas kundeservice, er det hele nu kommet på plads. På tirsdag skal jeg en tur til Hundige for at hente min præmie.

Og hvad har jeg så vundet, spørger du måske?

5 minutter til at fylde en kundevogn med så meget legetøj som jeg kan slippe afsted med!!!

Glæder mig allerede :D
16-05-2012 - 07:29

Så træt af svigerfar

Gratis råd er ligeså meget værd som man har givet for dem...

Fik en herlig lille mail fra min svigerfar her til morgen, hvori han ville belære mig lidt om hvordan man finder og beholder et arbejde og ikke mindst hvorfor.

Han synes oprigtigt at det er synd for min datter hvis hun skal vokse op med en arbejdsløs far. Okay, jeg kan godt se hans pointe, men jeg gider sgu ikke høre den slags fra en mand, der skred fra kone og børn, da sidstnævnte var små. Han kunne ikke engang holde p**ken i bukserne længe nok til at give sine børn en opvækst med to forældre. Ærligt talt, luk røven, Gammelsmølf.

Den slags mails kommer der mange af fra ham. Han sidder på sit kulsorte job og føler sig overlegen fordi han er efterlønner, der tjener 60.000 om måneden på ulovlig vagtvirksomhed, mens han godter sig over at have narret staten til at give ham gældssanering to gange. Fuck, jeg har lyst til at melde ham en gang imellem.

Manden har pt. 4 biler og en motorcykel. Ingen af delene er registreret i hans navn, men fedtet af på ekskone og børn, for at slippe for skattefar. Hans løn løber ind på en virksomhedskonto hos det lokale byggemarked, så de er skjult.

Jeg har ikke noget imod hjælp og vejledning, men det skal ikke komme fra en person, der har så lidt styr på sit eget liv; som ene og alene kan klare sig fordi han lever af at bedrage folk og stat. Gud, hvor er jeg bare træt af den mand.



21-04-2012 - 13:46

King Killaton beta


Som nævnt i en tidligere blog har jeg for nyligt lagt stemme til hovedpersonen i et mindre, danskproduceret computerspil. Nu er beta'en officielt startet.

King Killaton: One Man Army er en top down shooter med en masse våben, fjender og opgraderinger. Og så selvfølgelig min stemme.

Beta'en er stadig ret buggy og langt fra færdig, men hvis du har lyst, kan du finde spillet her:
http://gmc.yoyogames.com/index.php?showtopic=537655

God fornøjelse :D
02-11-2011 - 18:14

Så fik man lidt fremgang...

Så ser 2011 alligevel ikke så sort ud...

Som nogle af jer måske kan huske fra min klynke-blog fra starten af sidste måned, så var jeg ved at nå grænsen for hvad jeg kunne udholde, økonomisk, personligt og stressmæssigt.

Slutningen af oktober og starten af november har dog vist sig fra sin gavmilde side og vi begynder at turde se frem mod lysere tider:

Min kone kom i arbejde i midten af oktober, men desværre var der enormt meget transport involveret og da min kone ikke er blandt de mest morgenfriske, så førte det ofte til småfarlige situationer i trafikken. Derfor søgte hun videre.

Nu er afklaringen så kommet. Hun starter i nyt arbejde på mandag hos en virksomhed, der ligger blot 3 kilometer fra vores bopæl. Samtidig har jeg fået lov til at overtage hendes fuldtidsstilling fra i morgen, så det er mig, der skal ud i myldretidstrafikken :D

Da vi samtidig har solgt vores bil for at få luft i økonomien og derved sparet over 3.000 om måneden på budgettet, så kan vi faktisk se en ende på det bundløse hul vi hidtil har kastet penge i.

Når min prøvetid er overstået så ligger vi på en årlig husstandsindkomst på den rigtige side af 500.000 og kan derfor få afviklet vores gæld meget hurtigere...

Måske bliver det alligevel jul i det lille nordsjællandske hjem :D
03-10-2011 - 02:25

Så usigeligt træt...

Advarsel: Dette er et indlæg, fuld af ynk og selvmedlidenhed, så hold dig væk, hvis du ikke gider høre på den slags.

7.000 kroner. Dét er underskuddet i denne måned og det er kun den tredje i dag.

Jeg har ingen idé om hvordan vi skal få mad i denne måned. Jeg har ingen idé om hvordan vi skal få råd til at betale for den daglige transport til mit aktiveringssted. Jeg er fuldstændig blank.

Jeg stod i supermarkedet i dag og skulle betale 270 kroner for nødvendige dagligvarer. Kortet blev afvist. Jeg var nødsaget til at køre hjem og annullere en regning for overhovedet at få mad på bordet i dag. Der ligger et brev på mit skrivebord. Det er skrevet på rødt papir. Et inkassovarsel fra Telenor. Jeg kan ikke gøre en skid ved det.

Jeg er stresset og sover stort set ikke om natten mere. Dét gør at jeg er nødt til at sygemelde mig fra aktivering, hvilket giver mig dårlig samvittighed og endnu mere stress. Jeg er konstant kort for hovedet og det går ud over min familie. Jeg har ikke overskud til at få lavet noget herhjemme og besøg på landets jobsites gør ikke det store for mine forventning om at komme i arbejde. Jeg har efteruddannet mig på statens regning til den store guldmedalje, men lige lidt hjælper det. For erfaring tæller mere end kursusbeviser og der er masser af erfarne kandidater.

Vi har måtte bede svigerfar om økonomisk hjælp til regningerne i denne måned. Han kvitterede med et "tilbud" om at gennemgå vores finanser i fællesskab for at finde en langsigtet løsning. Så blev han småfornærmet da vi sagde nej tak. Han har fået gældssanering to gange og lever pt. af førtidspension og sort arbejde. Det svarer vel til at bede Villy Søvndahl om at give engelskundervisning...

Om mindre end et år er det slut med mine dagpenge og dermed også slut med min families eksistensgrundlag. Man skulle tro at det var enormt langt ude i fremtiden, men efter 3 års arbejdsløshed, så virker 11 måneder som enormt kort tid.

Jeg er træt af at skulle vende hver en krone, at skulle bekymre mig om hvorvidt vi har råd til mad til barnet, om regninger og inkassovarsler, at sidde oppe hver nat, at skjule min frustration overfor en familie, der forventer at jeg er den stærke...
26-09-2011 - 16:08

Jeg bliver IKKE statsminister...

Allerførst vil jeg gerne takke alle dem, der stemte på mig i forbindelse med mit forrige indlæg.

Desværre blev det ikke mig, der vandt og iPad'en er dermed gledet mig af hænde.
Sådan er det vel med den slags popularitetskonkurrencer: den der reklamerer bedst for sig selv, vinder..

Men igen, tak for at I gjorde forsøget.
Jeg må bare indse at 2011 heller ikke er året, hvor heldet vender :D
17-09-2011 - 13:01

Bliver jeg statsminister?

Stepstone søger Danmarks nye statsminister.

I forbindelse med det netop overståede folketingsvalg havde rekrutteringsvirksomheden Stepstone smidt et stillingsopslag op, hvori de søgte den mest kreative ansøgning til stillingen som Danmarks nye statsminister.

De 5 bedste er nu udvalgt og min ansøgning er blandt dem!!!
Men jeg har brug for stemmer. Derfor opfordrer jeg jer til at gå ind på nedenstående link og stemme.

Når nu det er gættet, hvilken ansøgning der er min, så kan jeg afsløre at det er "Kongen af Crazy Daisy".
Så stem, stem, stem :D

http://www.stepstone.dk/statsminister

På forhånd tak
Dennis
15-06-2011 - 21:44

Hvilken økonomi???

Vi var en tur i banken i går for at få os en lille snak om økonomien.

Dem, der har læst mine ældre blogindlæg ved at det her i huset er så som så med jobs og penge. Min kones nylige fyring har så sat det hele lidt på spidsen og vi kontaktede banken for at høre om der var noget vi kunne gøre for at få flere penge mellem hænderne. Vores gamle budget fortalte os at vi burde have 11-13.000 kroner i rådighedsbeløb om måneden, men præcis hvor de penge blev af, var svært at sige.

Efter en hurtig gennemgang af vores økonomi og tilretning af vores budget, kunne den flinke bankrådgiver fortælle at de havde en tommelfinger-regel, der sagde 2.000 pr. voksen og 2.500 pr. barn i husstanden. Hvis man kunne opnå dette, så var økonomien ikke helt skidt. Desværre viste det sig, som vi hele tiden har haft en idé om, at vores rådighedsbeløb er omkring 4.000 om måneden, samlet. Altså, 2.500 mindre end ovenstående regel.

Nu kan man så sige at vi jo må sørge for at skære helt ind til benet og leve efter evne. Problemet er så at det gør vi stort set allerede. Jo, der er da lidt luksus, men livet skal jo også være udholdeligt. Med luksus mener jeg heller ikke store, dyre middage flere gange om måneden. For det meste spiser vi spaghetti med kødsovs eller rugbrødsmadder.

Hvorfor skriver jeg så dette? For medlidenhedens skyld? Ja, måske. Det er jo altid rart at der er folk, der har ondt af én. Men nok mere for at kunne kigge tilbage, om et par år, og tænke: Wow, var det virkeligt så slemt?

Mit navn er Dennis og jeg er fattig :/
07-05-2011 - 21:41

Mylder de Mylius

Tankerne svinger rundt på mit lukkede sinds blankpolerede dansegulv til de blide toner af Disco Tango. Med slet skjult entusiasme begiver de sig gang på gang ud i endeløse bestigningerr, som en sherpa på yakmælk. Danser stopdans med skyggerne bag bogreolen mens de forsøger at hitte rede i tonernes melankolske betydning.

Disco Tango A'la Carte.

Menuen består ikke længere af fødevarer, blot tankespind og indestængte længsler. Føj! De kan ikke betale, så de må gå sultne i seng. Endnu engang sultne, endnu engang i seng. Som altid med begge hænder over dynen. Der er ingen gevinst bag låge nummer 7. Bingoopråberen udvælger B14. Der er lang vej til fuld plade.

Disco Tango A'l Aparte.

Der er snart melodunse igen. Kom tilbage, Mylle!
02-05-2011 - 00:11

Internettet er kedeligt!

Ja, det er måske lidt af en "pang-overskrift", men pointen er denne:

Som alle medier har internettet været igennem sin introduktionsperiode hvor alt er nyt, stort og anderledes. Det var informationer, socialt samvær og åbenhed på en måde vi aldrig havde set før. Internettet har i store træk opnået dét, der var det oprindelige formål: Et åbent forum for udveksling af idéer, viden og holdninger. Og hvad er der så tilbage?

Internettet er et medie som alle andre og alligevel ikke som nogle andre. Vi har for første gang adgang til dé informationer vi selv er interesserede i, men det giver os samtidig for mange valg. De fleste er sikkert, som jeg, forfalden til blot at følge med på nogle enkelte sider, hvor vi i tidernes morgen har fundet os godt til rette. Vi har fundet de "tv-kanaler", der sender det vi kan lide og så skide være med de andre. Vi leder ikke længere efter de innovative sider med de gode idéer for der er simpelthen for langt mellem snapsene og alt for meget ligegyldigt pjank.

Videoer med nuttede kattekillinger og folk, der kommer til skade har begrænset appel. Men måske er det svært for os at indse dette, fordi det tvinger os til at finde tilbage til en hverdag, mange af os ikke har kendt. En hverdag fyldt med daglige gøremål, social, personlig interaktion og bindende stillingtagen til tingenes tilstand.

Eller også mangler jeg bare et godt spil?
19-04-2011 - 01:20

Spillene, der definerede mig som gamer.

Tænkte at jeg ville forsøge at skrive en lille liste over de spil, der ligger til grund for at jeg i dag kan kalde mig selv for gamer...

Listen er ikke endegyldig (eller fuldstændig eller kronologisk) og vil nok aldrig blive det, da det kører helt og aldeles på hukommelsen (som efterhånden er rimeligt slidt):

• Lemmings (Amiga)
• Alex Kidd in Miracle World (Sega Master System)
• California Games (Sega Master System)
• Road Rash (Sega Megadrive)
• Skitchin' (Sega Megadrive)
• Sonic The Hedgehog (Sega Megadrive)
• Sonic The Hedgehog 2 (Sega Megadrive)
• Flashback (Sega Megadrive)
• Two Crude Dudes (Sega Megadrive)
• Fifa International Soccer (Sega Megadrive)
• Michael Jackson's Moonwalker (Sega Megadrive)
• Aladdin (Sega Megadrive)
• The Lion King (Sega Megadrive)
• Outrun (Sega Megadrive)
• Sega Rally (Sega CD)
• Daytona USA (Sega CD)
• Quake (PC)
• The 7th Guest (PC)
• Carmageddon: TDR 2000 (PC)
• Grand Theft Auto (PC)
• Duke Nukem 3D (PC)
• Counter-Strike (PC)

Der kommer mere senere :D
08-04-2011 - 23:32

Bestået køreprøven!!!

Så er det endelig slået fast med syvtommersøm!

Jeg er simpelthen verdens bedste bilist og jeg må fra dags dato også køre bus.
Op til 18,75 meter lang og 34 ton totalvægt.

Pas på mig, jeg er stor i trafikken! :D
17-12-2010 - 13:52

Kørekort fra tyggegummiautomater...

Vi bringer her en advarsel: Følgende indlæg er skrevet i en nedladende, lettere hadsk tone og indeholder ord og vendinger, der er uegnede for mindre børn.

Situationen: En køretur fra Hillerød til Frederikssund
Deltagere: Undertegnede og en oldenisse i en bordeaux Golf GL

Kære Golf-fører. Ja, dig med den bløde hat og det rynkede fjæs. Tror du ikke det er på tide at du indleverer dit kørekort til destruktion?

Du starter med at lægge dig helt op bag et snerydningskøretøj for derefter at blinke og dytte febrilsk for at få ham til at trække ud i snedyngerne langs vejkanten, så du kan komme hurtigere hjem til din romtoddy og din sveskemos. Tænk på at det netop er personen i snerydderen, der er årsag til at du kan komme hjem i det hele taget.

Du kører så tæt på forankørende at du er nødt til at krænge bilen ud i nødsporet for at undgå et sammenstød, da du pludselig er tvunget til at bremse på den glatte vej.

Da du så når den store tosporede rundkørsel udenfor Frederikssund lægger du dig i yderste spor. På vej gennem rundkørslen skifter du til inderste spor uden at give tegn, men trækker så alligevel ud i yderste spor, da du når til din frakørsel. Ja, det var mig, du trak ind foran. Igen uden at give tegn, hverken ved vognbaneskift eller da du forlod rundkørslen.

For ligesom at sætte prikken over i'et, så ser jeg at du har et barn på bagsædet, sikkert dit barnebarn, din alder taget i betragtning. Har du fortalt barnets forældre hvor råddent du kører med deres barn i bilen?

Tak for at du bekræfter min holdning om at folk over 60 bør tvinges til årlige praktiske køreprøver, hvis de vil beholde deres kort.
25-11-2010 - 15:47

En lille opgave! *Opdateret*

Så er det tid til at bruge tankemusklen!

Kasper og Anita er på loppemarked.
Kasper, der er meget interesseret i historiske krige, finder en gammel tysk medalje, hvorpå der, på tysk, står følgende inskription:

Denne fortjenstmedalje tildeles Løjtnant Niedermeyer i dette herrens år, 1919, for heltemodig gerning under Første Verdenskrig.

Kasper er helt vild og griber straks fat i pengepungen.
Anita stopper ham dog og advarer ham mod at købe medaljen. Hvorfor?

Så er det korrekte svar fundet.
I 1919 hed krigen ikke "Første Verdenskrig" fordi de på det tidspunkt ikke vidste at der ville komme én til. Istedet blev den blot kaldt "Den Store Krig". Derfor må medaljen være falsk.

Tillykke, Firephreakk. Tilykke med dine store hjerne. :D
11-11-2010 - 14:17

LEGO Kinect

Hvad gør man???

Når fjernsynsbordet er lavere end de anbefalede 60 centimeter og fjernsynets overside er kurvet...
Hvor gør man så af sin Kinect???

Betaler man i dyre domme for en officiel holder til den? Nope!
Hiver man fat i en rulle gaffatape? Nope!
Går man igang med at lege med LEGO? Yessir!









Vupti, ét styks stabil, plan Kinect-holder.
Hjulene sørger for skridsikkerhed og stabilitet, mens "tænderne" foran griber fat om tv'et, så holderen ikke smutter...

Samlet pris? I bund og grund ingenting. Men hvis vi skal sætte en LEGO-pris på det, så snakker vi om ca. 22 kroner :D

Og så siger konen at LEGO er barnligt :D

Hvis der er nogen af jer, der tilfældigvis ligger inde med en bunke LEGO, så er der en samlevejledning her:
Samlevejledning - Kinectholder
Farverne på brikkerne er dog lidt forkerte, fordi LEGO Digital Designer er noget begrænset :D
22-04-2010 - 10:25

Jeg er blevet... morfar???



Min kære lille missekat, Mis'Kat, er lige blevet mor!

Her omkring kl. 10:00 kom den første af (indtil videre) to små killinger.
Den første er hvid og cremefarvet, den anden mørkegrå med lysere striber.

Begge killinger og mor har det godt. Men tiden må vise om der kommer flere...

Opdatering - 15:29

Det blev vist til fire i alt. De sidste to er henholdvis hvid med grå tegninger og en lille trefarvet (ligesom mor).

Så får vi se hvor mange vi beholder :D
30-12-2009 - 10:25

Røveriforsøg ved højlys dag.



Røveriforsøg ved højlys dag.

For at støtte min nyeste hobby, tog jeg en tur forbi GameStop i City2 i går. Med i posen havde jeg 13 Xbox 360 titler, som jeg af den ene eller anden årsag ikke spiller mere. Så hvorfor ikke sælge dem hos GameStop? Ja, jeg er godt klar over at deres brugtpriser ikke just er noget at råbe hurra for, men jeg blev fandeme overrasket...

For lige at sætte et perspektiv, så er listen af spil følgende:

• Quake 4
• Far Cry 2
• Tom Clancy's HAWX
• Turning Point - Fall of Liberty
• Viva Piñata
• Banjo Kazooie - Nuts & Bolts
• Too Human
• Fable II
• Grand Theft Auto IV
• Mirror's Edge
• Tony Hawk's Proving Grounds
• 2K Sports NHL 2K8
• Spider-Man 3

Bevares, måske ikke de nyeste titler, men der er dog et par gode spil imellem. Og hvad ville GameStop så give for disse 13 spil?

183,50 i hånden!

Undskyld mig, hørte jeg forkert eller "tilbød" du mig lige under 200 kroner for 13 spil? Lidt over 15 kroner pr. spil? Spil som I uden tvivl sælger videre på den forkerte side af 100 kroner stykket?

Størstedelen af spillene gik ind til en flad femmer! Det er næsten under produktionspris for en dvd med cover.

Ja, jeg ved godt at der ikke er nogen, der tvinger mig til at sælge mine spil til dem, men når de selv tilbyder at købe brugte spil, så må man vel også forvente en nogenlunde fair pris.

Jeg kunne med andre ord indlevere 13 Xbox 360 spil til GameStop og ikke engang gå derfra med et enkelt nyere spil. Det er sgu da noget svineri. Jeg er glad for at jeg ikke arbejder hos GameStop. Jeg ville have det så dårligt med at stå og stjæle fra kunderne.
19-11-2009 - 14:19

Hacked!!!



Min WoW-konto er blevet hacket...

En personlig ven kontaktede mig i dag for at udtrykke sin harme. Hun var blevet sur på mig fordi jeg ikke svarede på hendes beskeder i World of Warcraft, selvom hun kunne se at jeg var online.

Problemet er så bare at jeg ikke har spillet WoW siden august...

Jeg forsøgte så at logge ind på min konto på wow-europe.com, men blev dér mødt af en besked om at jeg skulle indtaste "authenticator"-koden. Ikke nok med at min konto var blevet nakket, men spasseren havde også låst den, så jeg ikke længere kunne få adgang til den.

Så jeg tog kontakt til Blizzard og klagede min nød. 2 timer senere havde de fjernet authenticatoren og jeg kunne så logge ind. Jeg skyndte mig at tilføje min egen authenticator, så nu burde kontoen være sikret...

Men det spændende er så: Hvad er der sket med mine characters?

En hurtig gennemgang af mine characters viste at der heldigvis ikke var nogen af dem, der var blevet slettet. Men min main så en hel del anderledes ud end jeg huskede. Det viser sig så at hackeren/stealeren har spillet på min character og skiftet det meste af hans udstyr ud. Med blå items! Taskerne er blevet fyldt op med frostweave, som kan sælges for en god sjat guld og jeg har endda fået tre nye pets.

Ydermere har denne venlige hacker/stealer oprettet en level 1 bank character som lå inde med over 200 guld.

Bedre gear, ekstra guld, værdifulde items og kæledyr!

Hvis det er dét man får ud af at blive hacket, så er jeg egentlig ikke så ked af det.

En lille sidenote: Min kone's konto er også blevet hacket for nyligt og sjovt nok, kort tid efter at vi begge "mergede" vores konti til Battle.net. Hvis dét er den grad af sikkerhed man kan forvente hos Blizzard og deres Battle.net, så er jeg sgu lidt skræmt. Jeg har kørt fuld virus-scanning på begge vores maskiner og det er IKKE trojanere, der har listet afsted med vores passwords.
17-11-2009 - 15:10

Mmmmm... Foot!!!

Jeg er ved at blive ædt!!!



Hvor er det bare dejligt at man kan gøre sig selv 20 år yngre med et par sutsko :D
14-11-2009 - 00:05

To Cheese Or Not To Cheese???



Overhørte forklaringen på en af livets allerstørste mysterier i dag:

På vej hjem fra et event i byen, smuttede jeg ind forbi McDonalds for lige at stille sulten. Kørte frem i McDrive'en og holdt bag en lille sølvfarvet Kia Picanto. Gennem mit åbne sidevindue hørte jeg følgende udveksling:

- Velkommen til McDonald's. Hvad kan jeg hjælpe med?
- Jeg vil godt have en kop kaffe med mælk. Og en cheeseburger uden ost.
- Altså en hamburger?
- Nej, nej, bare en cheeseburger, men altså uden osten, ik?
- En cheeseburger uden ost ER en hamburger.
- Er det DET?

Jeg fatter stadig ikke hvordan den unge pige i kassen kunne holde masken. Det kunne jeg ikke selv :D

Men så fik jeg da svar på dét spørgsmål og kan sove godt i nat.
17-09-2009 - 12:44

Erhvervspraktik



Nu skal jeg sgu snart ud på arbejdsmarkedet igen.

Efter knap et år som ledig blev jeg for tre uger siden indkaldt til aktivering. Dét i sig selv var så røvkedeligt at det motiverede mig til at finde på noget at rive i.

Jeg blev præsenteret for muligheden for at komme 4 uger i erhvervspraktik hos en virksomhed efter eget valg og jeg tog derfor kontakt til et bladhus som jeg har lavet lidt freelance-arbejde for.

Det har så udmundet i at jeg, såfremt Jobcenteret godkender det, skal starte i praktik som grafiker den 28. september.

Hold kæft, hvor bliver det godt at have noget at give sig til igen!
29-01-2009 - 12:57

Xtival '08 Avatar Contest


Så er præmien endelig ankommet.

Som tidligere nævnt i denne blog vandt jeg i forbindelse med Xtival '08 en konkurrence der gik ud på at skabe en avatar der lignede en kendt. Jeg skabte en klon af Phil Collins og det var tilsyneladende nok til at vinde.

I dag ankom så min præmie, bestående af følgende:

1 stk. Xbox Live Vision kamera
1 stk. Fable II
1 stk. Banjo Kazooie - Nuts and Bolts
1 stk. T-shirt med eget navn og avatar på (Ikke Phil Collins, men min nuværende avatar)
12 mdr's. Xbox Live abonnement.

Da jeg allerede har Fable II er dette sat til salg:

Check salgstråden her

Alt i alt en fin præmie for at lege lidt med en avatar :D
23-01-2009 - 23:04

P3 Guld og den danske musikscene anno 2009



Den Danske Musikscene Anno 2009

Her i det mørke, mørke Nordjylland er de sidste toner fra årets store musikalske prisuddeling, P3 Guld, netop ebbet ud af stuens højttalere og jeg indser med ét at jeg er ældet utallige år i løbet af de sidste 100 minutter.

P3 Guld er udsendelsen der burde præsentere cremen af den danske musikscene og det kommende års ørehængere. For niende år i træk træder P3 i karakter og slynger fremtidens toner ud blandt den intetanende pøbel.

Nu lyder jeg sikkert som en sur gammel gubbe der er faldet i hak med mine forældres anseelse af musikken fra min ungdom, men jeg er nødt til at ytre følgende: Hvad fanden var det???

Aftenen lagde godt ud med Tim Christensen der spillede op med Dizzy-klassikeren Waterline, men derfra gik aftenen over i en sand elektronisk plørepøl, der blot havde til formål at bevise at dansk musik har bevæget sig tilbage i tiden til dengang hvor synthesizeren var guds gave til de tonedøve og klassisk musik var betegnelsen for alt hvad der ikke krævede computerkraft at frembringe.

Vinderen af årets største ære, P3 Prisen, gik til ingen ringere end manifestationen af Thomas Blachmann's vådeste drømme om elektroniske får på jødeharpe, akkompagneret af fiolspillende gøglere med klaphat, Peter Sommer. En mand der har ligeså meget musikalsk talent som Basim på Blå Mandag, der med munden fuld af vodka forsøger at gurgle sig igennem Smoke on the Water.

Med få undtagelser var samtlige "live"-optrædener et kuriøst sammensurium af 90'ernes ScreamTracker-scene og lydklip samplet fra The Best of Nintendo 8-bit. Overraskelsen var stor da der under en enkelt performance rent faktisk dukkede et instrument op på scenen. Men lykken varede kort og laptoppen fik igen overtaget til de umiskendelige toner af slagtehal 8 hos De Danske Væselplukkefabrikker.

Er begrebet "dansk musik" virkelig blevet degraderet til en andenrangskopi af de elektroniske toner vi drak os standervisne til i starten af 90'erne eller er P3's musikchef Lars Trillingsgård blot et misfoster af en hed lørdag aften i et tornekrat bag Skansen? Er jeg virkeligt, ubemærket, morphet til en carbon-kopi af min far der mente at musikken peakede med Roger Whittaker?

For den danske ungdoms skyld: I seriously hope not!
31-12-2008 - 09:08

Tilbageblik 2008



Her på årets sidste dag er det på tide at reflektere.

Ganske som det er tilfældet på de landsdækkende TV-stationer i denne tid, så vil også jeg se tilbage på året der gik og de begivenheder der gjorde årets specielt.

Januar var måneden hvor jeg kom under Skou's vinger som skribent for Xboxlife.dk. Måneden hvor jeg naiv og blåøjet mente at jeg skulle skrive tekster der fik pigehjerter til at bryde i brand og spiludviklerne til at overøse mig med gaver og merchandise. Det var starten på året hvor min gravide kone skulle nedkomme med vores første barn og hvor vores fælles økonomi endelig skulle bevæge sig i den positive retning.

Februar oprandt og da Januar forlod os tog den min Xbox med sig. Min ellers så stabile Xbox, som havde tjent mig troskyldigt siden udgivelsen, gav pludselig op og sendte sine tre røde lys ud i tusmørket. Og her kunne Microsoft's service ikke være til meget nytte for i et overordentligt uintelligent øjeblik havde jeg besluttet mig for at min Xbox da skulle være rød. Så jeg måtte gribe fat i læderlappen og punge ud.

Marts kom og jeg ramte de 31 år. Det var også på denne tid at jeg kunne stifte bekendtskab med den mere inkompetente del af Microsoft's support i forsøget på at få slettet mine kreditkortoplysninger. Det er dags dato stadig ikke lykkedes for dem.

April slog sine folder i det kølige danske forår og børneværelset begyndte at tage form. En overheadprojektor, 5 transparenter, 4 sprittusser og en mængde tålmodighed resulterede i at Peter Plys og hans venner nu prydede det kommende barns værelse. Det var også i slutningen af April at jeg, på grund af mere inkompetence, blev den lykkelige ejer af to Sharkoon X-tatic II headsets til halv pris.

Maj var en begivenhedsløs måned hvor min blog kun blev benyttet til endnu en kommentar om vores kære PostDanmark. Faktisk var det først i maj at sagen om de førnævnte headsets blev afsluttet, men jeg gider ikke rette det nu.

Juni var varm og traditionen tro opholdt jeg mig primært indendørs hvor jeg havde gang i den store produktion af signaturbilleder i Photoshop. Halvdelen af året var gået og konens mave blev større og større.

Juli og det var sommerferie-/barselstid. Med en 14 dages tid før ungen skulle ankomme var det tid til at blive færdige med det børneværelse der havde ligget brak siden April. Men sådan skulle det ikke være. Søndagen før starten af min ferie besluttede den lille sig for at nu var der for trangt derinde. Så jeg blev far for første gang og tilbragte de første 4 timer af det nye liv med blot at sidde og kigge på hende.

August og barslen var overstået. Tilbage på jobbet blev jeg mødt af lykønskninger, håndtryk og en fyreseddel. Grundet nedskæringer blev de nødsaget til at fjerne et hold på produktionslinien og jeg var én af de ramte. Perfect timing, thank you very much.

September og arbejdsløsheden startede med bravour. Ny 10mbit fiberforbindelse blev installeret i det lille hjem, så nu skulle der sateme fart på. Men først efter mange lange dages problemer med hastigheden kom der skik på det. Se så bort fra det faktum at vi, med min jobsituation, faktisk ikke havde råd til det. Det er jo et spørgsmål om prioriteter, ikke?

Oktober var måneden hvor det, for mig, mest ventede spil i årevis, Fable II, udkom. Der var ingen tvivl om at det skulle være en del af min spilsamling og stor var glæden da det endelig ankom. Lidet skulle jeg vide at jeg blot 2 måneder senere faktisk ikke spiller det.

November og stadig arbejdsløs. Finanskrisen kradser og virksomheder går konkurs på tur og omgang. Her i Nordjylland er situationen så grel at min fagforening tilsyneladende ser gennem fingre med deres krav om "4 relevante jobsøgninger om ugen", idet der simpelthen ikke er 4 relevante jobs at søge. Selv ikke når man søger 150 kilometer væk, til Århus.

December går stille og roligt på hæld og kalenderen viser snart 2009. Stadig intet nyt på jobfronten og en sparsommelig jul ventede i kulissen. Kun en enkelt gave fandt vej til Brønderslev til juleaften og det var fra svigermor til den lille. Men det er okay, julen er alligevel børnenes fest. Familien kom på besøg i dagene efter jul og da faldt der flere gaver af til det lille myr. Men hun var vist mere interesseret i papiret.

Om mindre end 15 timer så er det slut. Et år med forældrestatus, økonomiske vanskeligheder og gentagne tilfælde af inkompetence skal til at takke af og vige pladsen for et nyt. Forhåbentlig med færre børnefødsler, bedre økonomi og mindre inkompetence.

2009? Kom bare anton, hvis du tørklæde. Du får stokkeprygl!
22-12-2008 - 19:51

Xtival '08 Avatar Contest



Jeg vandt sgu!!!

Under Microsoft's Xtival '08 kørte der en Avatar Look-a-like konkurrence, hvori man skulle modificere sin avatar til at ligne en kendt.

Jeg legede lidt med de forskellige outfits og ansigtstræk og endte med en Phil Collins der var så god at min kone kunne genkende ham. Sendte den ind til konkurrencen og fik i dag en mail om at jeg har vundet.

Aner ikke hvad jeg har vundet, mailen nævnte bare en "Goodie Bag", men de bad om min t-shirt-størrelse, så mon ikke der er en t-shirt i bag'en?

Jeg ved heller ikke præcis hvor mange vindere der er udtrukket i verden, men mon ikke det er et par stykker.

Det bliver ihvertfald spændende at modtage min præmie engang i slutningen af januar. Desværre har jeg siden konkurrencen sluttede slettet den avatar, så jeg kan desværre ikke fremvise den her :(

*edit*

Fandt lige frem til lidt oplysninger omkring indholdet af Goodie Bag'en:

Så vidt jeg kan forstå ud fra den tyske side jeg fandt så skulle bag'en indeholde et 12 måneders Live-abonnement, spil, tilbehør og en t-shirt med min vindende avatar på. Så om en måneds tid kan I få den at se :D
01-10-2008 - 16:45

Fiberbredbånd - Del 2



Farcen fortsætter

Efter endeløs kasten frem og tilbage mellem supportere og teknikere hos Bredbåndnord kom jeg endelig til at tale med én der vidste hvad han havde med at gøre.

Han bad mig forbinde til en ftp-server som han vidste der var moderat trafik på samt kunne kapere en 10mbit. Inde på serveren bad han mig downloade en 100 MB fil og rapportere hastigheden til ham. 1.04MB/s. Og det ser jo straks meget bedre ud. Så jeg var forvirret.

Indtil jeg tilfældigvis så at ftp'en stod hos Bredbåndnord selv. Ja, hallo, klaphat. Selvfølgelig får jeg et perfekt resultat når jeg henter data direkte fra udbyderens server.

Han bad mig så hente en Debian-iso på Sunsite.dk mens han ville hente den samme fil fra en brugeropsætning der tilsvarede min. Hans resultat: 1.34MB/s. Mit resultat: 344KB/s. Og så var han forvirret.

Han mente at problemet var at jeg havde koblet en Linksys-router til forbindelsen, istedet for at køre direkte fra deres router. Men et hurtigt kabelskift afviste den teori.

Så nu går jeg og venter på at morgendagen oprinder, så jeg kan få en tekniker ud og skifte fiberboksen.

Har jeg forresten nævnt at de pt. kun leverer 17 ud af de 42 TV-kanaler jeg har bedt om? De har "glemt" at jeg havde bestilt den store pakke, så det må jeg også vente tl i morgen med at udnytte...
30-09-2008 - 17:06

Fiberbredbåndet er ankommet!!!


Så oprandt dagen endelig. Vores 10 Mbit fiberforbindelse er blevet installeret.

Efter nogle få opstartsvanskeligheder kom jeg online og besluttede mig for at teste hastigheden via speedtest.net.

Og resultatet var mildest talt skuffende. Uanset hvilken server jeg koblede mig på, så kom downloadhastigheden aldrig over 3 Mbit. Så jeg greb hornet og ringede til Bredbåndnord's kundeservice.

De bad mig benytte et testprogram fra TPTest.dk og sende et screendump til dem.

Fair nok, jeg downloader og kører programmet. Ganske som før kommer jeg ikke over 3 Mbit via TCP, men dog op på 11 Mbit begge veje over UDP. Hmmm...

Efter at have modtaget min mail kontakter kundeservice mig så for at fortælle mig at jeg da har fået den forbindelse jeg har bestilt, nemlig en 10 Mbit begge veje. Det er nemlig UDP der er udslagsgivende, ifølge dem.

Exsqueeze me? UDP er en protokol der primært bliver brugt til streaming af lyd og billede gennem f.eks. Mediaplayer. Al kontakt til hjemmesider og download gennem diverse programmer kører via TCP, da denne protokol i modsætning til UDP har indbygget error-correction. Med andre ord, med TCP kan du være forholdsvis sikker på at modtage alt afsendt data korrekt. Med UDP er hastigheden i højsædet, ikke datasikkerheden.

UDP er dermed fuldstændigt ubrugeligt til forsendelse eller modtagelse af f.eks. billeder, pakkede filer eller andre typer data hvor integriteten af filen er absolut nødvendig.

Jeg har med andre ord fået lov til at vente mere end et halvt år på en forbindelse der på papiret er hurtigere end min gamle 8 Mbit fra CyberCity, men faktisk er mere end 4 gange langsommere...

Håber sateme deres teknikere har en meget god forklaring og en endnu bedre løsning, ellers så bliver den næste kontakt fra mig via ombudsmanden.
07-07-2008 - 03:45

Hvem du end er så velkommen til verden!



Så kom hun endelig til verden og far fik ret.

Søndag d. 6. juli 2008 tittede lille Aimee frem efter over 8 måneders ophold i mors mave. 3.240 gram og 51 centimeter, 10 fingre, 10 tæer og en masse hår!

Jeg er blevet far! Hvor er det bare surrealistisk!
Tror stadig ikke helt at det er sunket ind.

Men hvor er jeg glad for at jeg for en gang skyld fik ret i noget. Jeg har nemlig hele tiden holdt på at det var en lille pige. :D
06-07-2008 - 15:14

Ny bil!



Nu er ungen vist så småt på vej og så må vi jo have en bil der kan transportere den...

Konen og jeg har længe gået og kigget på biler her i Nordjylland og har overvejet mange forskellige og prøvekørt endnu flere.

Men i dag blev valget truffet.

Vi har netop underskrevet slutsedlen på vores nye Suzuki Swift 1.3 16V GLS.
En sød lille sag med følgende udstyr:

• ABS, EBD, ESP og Traction Control
• Bremseassistent
• 6 airbags
• Elektrisk servostyring
• 15" Alufælge
• Tonede ruder
• Læderrat
• El-ruder og -spejle med varme
• Fjernbetjent centrallås
• Aircondition
• Integreret CD-Radio med mp3 og ratbetjening
• Fjernbetjent benzindækselsåbning
• 3 års mekanisk garanti
• 12 års garanti mod rustgennemtæring
• Cosmic Black metallak

Forhandleren havde lige fået den hjem som demo-bil, men ikke klargjort den endnu. Så vi springer ventetiden over og skal hente vores nye øse i næste uge.

Uhhh, det bliver godt :D
28-06-2008 - 18:38

HTC Touch Diamond



Skal vist snart have mig en ny telefon.

Min Nokia 6280 er efterhånden en bedaget sag, selvom den for kort tid siden fik sig et nyt batteri og nye covers. Så jeg har været på udkig efter en erstatning for den i et stykke tid.

Har kraftigt overvejet Apple iPhone 3G da jeg er vild med designet, men prisniveauet samt Apple's valg af udbyder gør den ikke længere så attraktiv.

Istedet er blikket faldet på HTC Touch Diamond, en stilfuld lille sag, blot 11,36 millimeter tynd, med følgende specifikationer:

• 528 MHz Qualcomm processor
• 192 MB DDR SDRAM
• 4GB Intern lagringsplads
• Windows Mobile 6.1 Professional
• HSDPC/WCDMA
• 2,8" Touch Screen LCD
• GPS/A-GPS
• BlueTooth 2.0 (EDR)
• Wi-Fi IEEE 802.11 b/g
• 3.2MP Kamera med mekanisk autofokus
• Indbygget mikrofon, højttaler og FM Radio med RDS

En lækker mobil, udstyret med HTC's TouchFlo 3D navigationssystem og den cooleste Desktop Cradle.

Jeg er rimeligt hooked, Specielt efter i dag at have læst sammenligningen af 5 "iPhone-dræbere" på Gismo-Online.dk - Læs selv her

Men vi får se, meget kan ske inden jeg får sparet sammen.
04-06-2008 - 15:13

Det er ret varmt!

Hvis du ikke har lagt mærke til det så er det ret varmt i Danmark for tiden.

Faktisk er det så varmt at min lille kattekilling, Charis, er helt smeltet!!!



Men okay, er der noget bedre end en solopvarmet vindueskarm når man er en lille, skaldet kat? Det bliver sjovt at se hvad hun siger til temperaturen om 4-5 måneders tid når hun skal opleve sin første danske vinter.

30-05-2008 - 17:05

PostDanmark igen!



Hvornår er det danske postvæsen gået over til selvbetjening???

Jeg har handlet på nettet i mange år og har derfor efterhånden stiftet et ganske indgående kendskab til PostDanmark og deres totale mangel på service.

Men nu er kamelens ryg brækket, bægeret oversvømmet og krikken gået på det lille hus.

Jeg bestilte i starten af sidste uge to nye strømforsyninger til min og konens PC'er. For en gang skyld var jeg så tidligt ude at jeg ikke skulle vente over weekenden for at få min bestilling. Bestilte pr. efterkrav da mit dankort på det tidspunkt var en "lille smule" overtrukket og lønnen stadig to dage væk.

Men 68 kroner i forsendelse og 65 kroner i postopkrævningsgebyr betaler tilsyneladende ikke for noget som helst. PostDanmark er nemlig holdt op med at bringe postopkrævningspakker ud, men efterlader dem istedet på posthuset til afhentning.

Så varen blev sendt tirsdag og ankom til posthuset onsdag. Torsdag modtager jeg så en seddel om at pakken kan afhentes "dér hvor jeg normalt afhenter breve og pakker"... Ja, det er så ved min hoveddør...

I dag så starter jeg bilen og kører 12 kilometer til posthuset for dér at få at vide at pakken da befinder sig i vores lokale postbutik. Ja, hvor fanden skulle jeg så vide fra at den postbutik er "den normale"??? Så jeg kører hele vejen tilbage og smutter ind forbi postbutikken. Som har lukket for udlevering af postopkrævningspakke kl. 16....

Med andre ord har jeg betalt 133 kroner for at få lov til at vente 7 dage på en pakke som jeg selv skal afhente!

Ja, det er da meget muligt at PostDanmark vil beskytte postbudene ved ikke at tillade at de har kontanter på sig. Og det er meget muligt at PBS ikke vil acceptere fluesmækkere til Dankort-transaktioner længere.

MEN HALLOOO! Har I hørt om mobile dankort-terminaler? Har I hørt om service? Har I hørt om at yde den tjeneste folk betaler for? Føj for satan, PostDanmark. Føj!
08-05-2008 - 16:35

StudieData!



Så var der alligevel orden på en ting eller to hos StudieData...

Som nogle af jer måske husker fra mit tidligere indlæg, så havde jeg nogle problemer med StudieData og leveringen af et Sharkoon X-Tatic II headset. Jeg fik simpelthen efter længere ventetid sendt en forkert vare; en CPU-køler.

Nu har StudieData så besluttet sig for at både jeg og den anden person (som fik mit headset leveret) blot kan beholde de varer vi har fået og StudieData vil så levere de korrekte varer til os begge.

Nu er sagen imidlertidig den at jeg og den anden person har byttet internt via posten, så i bund og grund får jeg to headsets. Det ene til de 335,- som StudieData's tilbud lød på og det andet til de 70,- som det kostede mig at sende en køler med posten..

To Sharkoon X-Tatic II headsets til 405 kroner...
Det må siges at være en ganske udmærket løsning :D
30-04-2008 - 11:18

StudieData?



Hvor amatøragtigt kan man drive et firma? Lad os se på det.

Den 31. marts 2008 bestilte jeg et Sharkoon X-Tatic II headset fra StudieData. Varen var i restordre så jeg var med det samme indstillet på ventetid. Hvor meget ventetid ville jeg først blive klar over senere.

I forbindelse med købet kørte der en tråd herinde på Xboxlife.dk hvor netop dette headset blev diskuteret og der var mange andre i tråden der havde bestilt selv samme vare fra StudieData.

Dagene gik og jeg blev kontaktet af StudieData der blot ville høre om jeg stadig var interesseret i varen, da ventetiden ville være længere. Men selvfølgelig er jeg interesseret, så jeg venter.

Dagene går videre og de første brugere i tråden begynder at meddele at de nu har modtaget forsendelsesadvis fra StudieData. Jeg selv? Intet. Folk der har bestilt 14-16 dage efter mig har nu deres bestilling på vej og jeg venter stadig.

Fredag den 25. april kontakter jeg så StudieData telefonisk og får at vide at alle forudbestillingerne vil blive afsendt samme dag. Fair nok. Så skal vi lige have weekenden overstået og så kommer mit headset!

Men nej. Mandagen bliver til Tirsdag og jeg ringer igen. Denne gang slår de rent faktisk mit ordrenummer op og finder ud af at ordren er blevet henlagt af uvisse årsager. Jeg bider min harme i mig og de lover at sende varen prompte.

Nu er det så Onsdag og jeg har fået en pakke fra StudieData.
1 stk. Zalman CNPS 9500 CPU Køler...

Pakken er adresseret til mig, men den vedlagte ordreseddel er stilet til en person bosiddende i Broby. Jeg ringer igen til StudieData. Personen jeg snakker med virker meget opgivende og sviner nærmest deres lagerfolk til. Hvorefter han kalder mig "Kim"... Det hedder jeg ikke, men hvis han ikke kan huske det navn jeg sagde for 30 sekunder siden, så forstår jeg godt hvorfor ordrer kan blive henlagt og forkerte varer blive udsendt...

Nu har han så lovet at finde ud af noget og kontakte mig. Men sideløbende har jeg taget kontakt til personen der, måske, har modtaget mit headset. Så får vi se hvilke parter der kan løse problemet først...
06-04-2008 - 16:03

Børneværelset



I anledning af den lille ny's ankomst om lidt over 3 måneder er vi gået i gang med børneværelset.

Vi har besluttet os for at "Plysificere" hele værelset med grønt græs, blå himmel og Plys-figurer overalt :D

Til det formål har vi lånt en overhead-projektor og her kan ses de første spæde skridt.





Selvfølgelig mangler der nogle farver, men det ser da meget godt ud indtil videre :D
Men det er sateme et besværligt job :D

Flere billeder følger efterhånden som vi kommer videre i processen.
02-04-2008 - 17:28

Xbox Live Support - Del 2



Vi er nu nået til anden del af føljetonen om mine oplevelser med Xbox Live Support.

Som nogen af jer måske kan huske fra mit forrige indlæg, så har jeg haft en mindre dialog i gang med Xbox Live Support med hensyn til mit MasterCard der af uransaglige årsager ikke kan bruges til køb af produkter på Xbox Live Marketplace.

Nu har jeg, faktisk forbavsende hurtigt, fået svar fra Xbox Live Support via mail. Men deres svar falder ikke just i god jord:

Vi har undersøgt dit problem og vi kan ikke finde nogen fejl med din profil eller vores system. Det eneste vi kan rekommendere dig at gøre er at registrere ett nyt kredit kort på din profil.

Ja, den er så fin nok. Vi kan ikke finde nogle fejl og vi gider ikke lede mere. Men hallo, der er jo en fejl. Kortet fungerer og er blevet brugt så sent som i går på et andet site. Alle oplysninger er checket og dobbeltchecket. Så fejlen er i jeres system. Find den.

Men jeg kunne selvfølgelig registrere et nyt kreditkort. Øøøh? Ja, hvis jeg havde ét. Jeg betaler allerede et årligt gebyr for at have det her kort. Og hvorfor i alverden skulle jeg give jer flere kortoplysninger som I kan kegle rundt med? I er tilsyneladende forvirrede nok...

Okay, deep breath!

Jeg beslutter mig for at ringe til Xbox Live Support igen for denne gang at bede dem om at slette kortet, ganske som de tilbød sidste gang. Jeg er klar over at det vil tage op til 30 dage(?) og det må jeg så finde mig i.

Jeg griber knoglen og ringer op. Bliver igen forbavset over deres telefonsvarer. Hvorfor skal jeg have at vide at Xbox.com's supportside måske kan løse mit problem? Er der virkelig så mange mennesker der ringer derind direkte istedet for at søge efter en løsning først? Ja, måske.

Jeg bliver ihvertfald, efter ca. 400 tastetryk igennem deres telefon-labyrint, stillet i kø til den første ledige supporter. Og der står jeg så i 10 minutter, mens en flink, flink mand føler det er nødvendigt at takke mig for min tålmodighed hvert 30. sekund. Hver gang han takkede for den, fjernede han en stor del af den.

Efter præcis 11 minutter og 22 sekunder bliver den flinke mand afbrudt midt i sin takketale af sig selv. Nu fortæller han at jeg skal indtale mit navn og telefonnummer hvorefter supporten så vil ringe mig op "snarest muligt". Yeah, right!

Jeg indtaler mit navn og forbindelsen bliver afbrudt. Jeg ringer op igen, for nu vil jeg sku have en eller anden i røret. Det får jeg så også. En helt anden flink, flink mand der fortæller mig at supporten er lukket for i dag. Double You Tea Eff?

Så istedet for at lukke telefonkøen for nye opkald, så smider de simpelthen ventende kunder af? Luk dog køen og tag jer af de ventende først. 

Forestil dig at du står i kø i Bilka lige før lukketid og pludselig hører du en kvindelig stemme i højttaleranlægget der proklamerer: "Klokken er nu 20:00 og Bilka har lukket. Vi takker for besøget, blah, blah, blah." Og så kommer der to Bilka-ansatte. Den ene tager din kundevogn og går i gang med at lægge varerne på plads, mens den anden venligt, men bestemt beder dig skrubbe af.

Nej, vel?

Der skal vist mange dybe åndedrag til i morgen inden jeg ringer igen...
22-07-2007 - 20:58

Spild af tid?

Inspireret af diskussionen i denne tråd (som i øvrigt er endnu én af de salgstråde folk stadig ikke har lært at holde deres uvedkommende kommentarer væk fra) har jeg besluttet mig for at "udforske" dette yderligere:

Er det tidspilde at spille computerspil?

Der er ingen tvivl om at spil som Oblivion og World of Warcraft er tidsrøvere, men er det nu også så slemt? Som det ganske fornuftigt blev spurgt i tråden: "Er det spild af tid at bruge 2.000 timer på noget man synes er sjov?". Der synes at være en konsensus om at folk der bruger oceaner af tid i computerens verden bør se at få sig et liv, men hvorfor kan computerspil ikke være ens liv?

Om jeg bruger 2.000 timer på at forbedre min character i et MMORPG eller jeg bruger 2.000 timer på at sætte en bil i stand kommer vel ud på ét. Hvorfor er én hobby acceptabel når en anden er ugleset? Får man mindre ud af at tilbringe tiden foran en skærm end man gør ude i byen?

I tråden blev der også lagt ud med at spil som World of Warcraft ødelægger ens sociale liv. Men det mener jeg er rivende forkert. Online spil er sociale oplevelser på lige fod med café-besøg, biografture og shoppingspree's på strøget. Den eneste forskel er den fysiske kontakt. Men til gengæld er den mentale kontakt til stede i højere grad, da spillerne kan opleve den i deres egne vante omgivelser istedet for et område hvor de måske ikke føler sig ligeså afslappede, åbne og trygge. 

Der er mange der ser internettet som dræberen af social-livet. Med hvorfor skulle man tage i byen for at møde mennesker, når der er titusinder af ligesindede blot et tastetryk væk. Det er vel egentligt også derfor de fleste af os er her på Xboxlife.dk: for at møde og kommunikere med ligesindede. Måske ikke på det fysiske plan, men ihvertfald på det psykiske. 

I bund og grund handler livet vel om at bruge den tid man har til rådighed på en for en selv fornuftig og interessant måde. Og blot fordi andre ikke ser éns livstil og interesser som interessante gør det dem vel ikke mindre berettigede?

Personligt har jeg internettet at takke for hele mit private sociale liv som det er nu. Hvis jeg ikke havde brugt al den tid online, så havde jeg sandsynligvis aldrig mødt min kone, hvilket er skyld i at jeg i dag bor i et helt nyt område med en hel anden livsstil end før.

Tiden er din egen, brug den til det du vil.   
03-06-2007 - 13:57

Xbox360 Metallic Red



Så fik Xbox'en lige en sjat farve!

Blev lidt træt at min Xbox360's kedelige hvide udseende, så jeg besluttede mig for at gøre noget ved det.

En dåse Metallic rød Motip spraymaling og en dåse hvid grunder senere...

Det er kun på billedet at det ser ud som om der er mørke områder i lakken. :D

Mangler stadig harddisken og min trådløse controller, men jeg kan ikke lige finde en torx i den rigtige størrelse.
23-04-2007 - 09:00

Gratis Xbox 360??? Farcen, sidste del.



77 dage. 1.848 timer. 110.880 minutter. 6½ million sekunder. Så lang tid tager det at få hvad man har krav på.

Her til morgen, uventet og ganske tidligt, ringede DPD på og afleverede en Xbox 360 Premium til mig. Intet følgebrev eller lignende. Så jeg kan vel egentligt kun gætte på at det rent faktisk ér den maskine jeg vandt i FHM's konkurrence.

Men jeg burde vel være tilfreds. Eller burde jeg? Nu har jeg sendt 9 mails til både den danske forlægger og den engelske. Kun 3 af de mail har jeg fået svar på. Det er amatøragtig på højeste plan. Jeg kunne sikkert have fået mere ud af at ringe til dem, men nej, jeg gider sgu ikke spilde mere tid end allerhøjst nødvendigt og gider slet ikke sidde i en telefonkø i 20 minutter blot for at få at vide at den jeg skulle snakke med er gået for i dag.

Men nu er den her. Og jeg er glad for at det endelig er overstået. The squeaky wheel gets the grease...
17-04-2007 - 22:50

Gratis Xbox 360??? Farcen, del 2



Nu er vi så kommet til 2. del af føljetonen om FHM's 360 Global Challenge.

Der er nu gået 71 dage siden jeg fik besked fra FHM om at jeg havde vundet en af ugepræmierne i deres konkurrence. 71 dage hvor FHM først ikke lader høre fra sig, derefter lægger ansvaret på Microsofts skuldre, derefter sender den forkerte præmie og til sidst ignorerer mine forsøg på at få kontakt.

Den 10. i denne måned skrev jeg (igen) til både FHM's danske og engelske distributør for at få en forklaring på hvor i verden min præmie befandt sig. Denne email har jeg endnu ikke fået svar på. Jeg har nu skrevet den absolut sidste direkte mail til dem hvori jeg forlanger at få svar.

Mailen er den sidste fordi mine fremtidige mails vil være til Ekstra Bladet's Forbrugs-redaktion. Endvidere undersøger jeg mine muligheder for at melde FHM til forbrugerombudsmanden da udeblevne præmier i forbindelse med en konkurrence er i strid med markedføringslovgivningen.

Én ting er sikkert; FHM har ikke hørt det sidste til mig.
10-04-2007 - 13:45

Påsken overstået



Så er påsken overstået og vi er endelig hjemme efter en tur til "djævleøen".

Vi tog afsted lørdag i starten af påskeugen med destination Jægerspris. En overnatning hos min svigermutter og tilhørende hund, hvorefter turen gik mod Amager til familie-komsammen. Hygsomt og rart.

Så videre mod Greve for at overnatte hos konens svigermor. Efter et par dage i hovedstaden hvor vi blandt andet indkøbte næsten 2 kilo bland-selv-slik startede påskeferien for det arbejdende folk og vi var inviteret til "nørd" hos en fælles veninde og hendes mærkeligere halvdel.

4 dages Worms 4: Mayhem på netværk senere vendte vi snuderne mod fastlandet og de trygge rammer i Hallund. Og for sævens hvor er det rart at komme hjem til huset, kattene og vores egne senge efter mere end en uge i uvante omgivelser.

Påske er en højtid, ja. Men hverdagen er nu at foretrække for den kender man til hudløshed.

I min postkasse lå forresten en pakke fra Xboxcompetition.com: Gears of War :D
20-03-2007 - 13:52

Gratis Xbox 360??? Farcen, del 1



Som nogle af jer måske husker fra dette indlæg så modtog jeg den 5. februar en mail fra FHM om at jeg havde vundet én af ugepræmierne i deres Xbox 360 Global Challenge konkurrence: En splinterny Xbox 360.

Jeg svarede på mailen som instrueret og gik derefter i gang med at vente. Og vente. Og vente.

3 uger passerede og jeg skrev en mail til FHM gennem den email-adresse jeg også var blevet bedt om at svare til oprindeligt. Intet svar.

Skrev til dem igen en uge senere, denne gang på både dansk og engelsk. Stadig intet svar.

Så gik jeg på FHM.dk og fandt en kontakt-adresse til deres kundeservice. Sendte en mail til dem den 16. marts, 39 dage senere. Denne gang fik jeg hurtigt svar, men fik blot at vide at "Xbox i UK har været forsinket med at udsende præmierne, men den burde være på vej". Hmmm, okay...

I dag, den 20. marts modtager jeg så en præmie sendt fra Microsoft i SVERIGE:
En kopi af Crackdown!!! WTF??? Det var ikke hvad jeg vandt?

Så nu har jeg sendt en mail til FHM igen. Det er utroligt at det skal være så besværligt at få de ting man har ret til.
05-03-2007 - 15:18

Gaming Rig!

Syntes lige at jeg ville bruge lidt plads i bloggen til at præsentere min helt egen PC.



Mit Gaming Rig er sammensat af følgende komponenter:

Thermaltake Armor Silver kabinet
AMD Athlon 64 X2 4600+ processor
Asus M2N32-Sli Deluxe motherboard
4096 MB DDR2 Dual Channel
Dual nVidia GeForce 7950 GX2 running SLI for a combined 2048MB of Video RAM
280GB Maxtor DiamondMax SATA Harddrive
16x NEC ND-3520A Dual Layer DVD-Burner
19" Medion MD30219PH TFT LCD Monitor, 8ms.
Logitech G15 Gaming Keyboard
Logitech G7 Cordless Gaming Mouse

Alt i alt en stille og rolig lille maskine der burde kunne holde mig kørende i et stykke tid...

22-02-2007 - 04:14

Snevejr i Brønderslev

Vi kom lige til at kigge ud af vinduet til baghaven her til aften. Vi blev mødt af synet af op imod 1,5 meter høje snedriver der har samlet sig i baghaven. Hvis du kigger godt efter på videoen kan du muligvis se håndtaget på vores plæneklipper der vist aldrig er kommet på plads i skuret…


Se videoen her
 (20,525KB, WMV8)


Vinteren er så absolut kommet til Nordjylland…

14-02-2007 - 17:24

Jobsamtale - Part III - The Conclusion.

Efter lidt ventetid kom forløsningen på de seneste ugers jobsamtaler:

Og sikke et antiklimaks. Vraget for en yngre, billigere(?), mindre erfaren kandidat. Bevares, jeg kender ham ikke eller hans kvalifikationer, men det virker bare så forkert.

Specielt når man får at vide at man er den mest oplagte kandidat. De skulle lige have én samtale mere.

Jeg er utroligt skuffet over at ligefrem være overkvalificeret til et job jeg aldrig har haft før. Og vred. Vred over at jeg lod mig selv skrue forventningerne helt op på baggrund af "måske" og "højst sandsynligt".

Jeg ved ikke om jeg er vred på firmaet, de har jo ret til at vælge den de mener er bedst egnet, men jeg har også lært hvorfor man som interviewer ikke bør give sine meninger om personens kvalifikationer og muligheder til kende, før man har truffet den endelig beslutning. Jeg er vred fordi jeg nærmest fik viftet jobbet under næsen og så fik revet det væk igen.

Som sagt, jeg er nok mest vred på mig selv. Hvordan kunne jeg lade mig selv blive så entusiastisk overfor et job, jeg slet ikke var ansat til endnu.

Jeg har besluttet mig for at firmaets navn ikke skal offentliggøres, da denne blog ikke skal ligge firmaet til last. Det er der ingen grund til, håber I forstår.
13-02-2007 - 22:17

Tredive, Tyk og Tumpet?



Så er det snart tid.

Blot 23 små korte dage endnu til den 8. marts oprinder. Den 8. marts 2007. Dagen hvor det er præcis 30 år siden jeg blev født. 30 år; det lyder som så utroligt lang tid.

Specielt når man tænker på hvad der er sket siden jeg blev født.

Men jeg vil i den anledning komme med et lille tilbageblik på 1977.

1977 var året hvor:

U.S.A. genindførte dødsstraffen.
Sne falder over Miami, Florida for første gang i byens historie.
Jimmy Carter bliver indsat som præsident efterfølgende Gerald Ford.
Pladeselskabet EMI stiller Sex Pistols stolen for døren.
To fly fra selskaberne KLM og PanAm kolliderer på Tenerife, 583 mennesker mister livet.
The Clash udgiver deres første album.
Optisk kabel bliver for første gang brugt til telekommunikation.
Star Wars: Episode IV: A New Hope har premiere i biograferne.
De første Apple II computere kommer på markedet.
Spanien oplever sit første demokratiske valg efter 41 år under Franco's styre.
Amerikaneren Roy Sullivan bliver ramt af lynet for syvende gang.
Elvis Presley bliver fundet død i Memphis, Tennessee.
Interpol finder på copyright-advarslerne der i dag stadig findes på VHS- og DVD-film.
Talking Heads udgiver deres første album, Talking Heads 77.
Porsche 928 bliver fremvist for første gang.
Concorden flyver den første af mange faste flyvninger fra London til New York.
Filmen Saturday Night Fever har premiere.
INXS bliver dannet.

Alt i alt et ganske interessant år, ikke mindst fordi jeg bliver født.
09-02-2007 - 13:21

Jobsamtale - Part II½!

Så er dagens samtale overstået.

Og jeg må sige at jeg efterhånden er mere og mere tændt på det job. Det virker bare så fedt. Specielt nu hvor det er kommet frem at jeg vil kunne bruge mine evner udi 3D-grafik, animation og video-redigering i forbindelse med jobbet. Dog i mindre grad, men alligevel. Det er jo som at få løn for sin hobby...

Men nu skal jeg hellere ikke komme for godt i gang. Jeg er stadig ikke ansat, men hører fra firmaet senere, enten i eftermiddag eller på mandag. Mine fingre er konstant krydsede (hvilket gør det ret svært at skrive).
08-02-2007 - 16:11

Jobsamtale - Part II!

Som kom dagen hvor jeg er blevet kaldt ind til opfølgende samtale efter den hyggelige indledende samtale i sidste uge.

Det vil sige at min chancer er gået fra 1:100 til 1:10 og nu 1:3...
I like those odds!

Jeg vil stadig ikke offentliggøre virksomhedens navn, blot sige at det er et sted der nok bliver nævnt flere gange dagligt herinde.

So wish me luck, tomorrow at 12:00
05-02-2007 - 13:00

Gratis Xbox 360!



Fik en mail her til morgen fra FHM. De har i længere tid kørt en konkurrence hvori man kan vinde en jordomrejse, Xbox360 konsoller og spil. Og de synes så lige at jeg skulle vide at jeg har vundet ugepræmien. Et styks funklende ny Xbox360!

Det er sgu da for cool! Nu venter jeg på at den dukker op så jeg kan sælge den :D
01-02-2007 - 17:58

Jobsamtale!

Da dam, da dam, da da daaaaaa. (Temaet fra Jaws, hvis du skulle være i tvivl.)

Er lige kommet hjem fra en sen jobsamtale med den der gode fornemmelse :D
De havde fået over 100 ansøgninger, indkaldt 10 til indledende samtaler og kalder 3 tilbage til afsluttende samtale.

Samtalen gik overmåde godt og jeg er rimeligt sikker på at jeg er én af de tre der bliver kaldt tilbage. Så jeg går og krydser fingre :D

Og det er jo perfekt at jobbet har noget med min yndlings-fritids-beskæftigelse at gøre. Præcis hvilket job det drejer sig om vil jeg lade stå hen i det uvisse; lad os blot sige at det er hos et firma som de fleste af jer sikkert kender :D
10-12-2006 - 18:47

Rotator i korte træk

I stil med andre bloggere her på Xboxlife har jeg besluttet mig for at lægge hovedet på blo(gg)en og skrive et lille indlæg om hvad jeg dog er for en fisk:

I slutningen af 70'erne, nærmere bestemt '77, blev en dejlig lille unge født på Roskilde Amtssygehus. Den kæreste lille unge du kan forestille dig. Små røde æblekinder, et smil der kan lyse ethvert rum op og øjne der kan få selv den mest macho af alle mænd til at ytre fraser som "ååååh!", "iiiih!" og "nååårh!". Denne lille skabning blev af alle spået til at have en lysende fremtid indenfor ethvert felt der vakte interesse.

På værelset ved siden af blev jeg født. En fed, lille, skaldet prop med rynkede fingre, ditto tæer og et ansigtsudtryk der fik fødselslægen til at tro at jeg måske var retarderet. Men nej, jeg var bare glad. For inderst inde vidste jeg at min fødsel var så velplaceret at jeg ville få lov til at vokse op i den mest gyldne af alle aldre: Computeralderen!

Min skolegang forløb uden de store armbevægelser; jeg var en skidt knægt der ofte pjækkede, aldrig lavede lektier og sjældent kunne holde kæft i de timer jeg rent faktisk dukkede op til. Jeg har senere forsøgt at forklare min opførsel med at jeg ikke blev udfordret nok og at indlæringen simpelthen gik for langsomt til at jeg kunne koncentrere mig om det. Men hvis sandheden skal frem så var jeg sgu nok bare for doven.

Da jeg var 13 fik jeg det første af mine mange jobs. Fik en daglig avisrute der på trods af kun 11 abonnenter alligevel slugte en times tid af min hverdag. Det var også i denne forbindelse, dog først 2 år senere henmod afslutningen af dette job, at jeg fandt min første kæreste. En sød pige ved navn Pernille der tilsyneladende var faldet for min humor på trods af at jeg i dagligdagen er omtrent ligeså sjov som et stykke ristet toast. Jeg kan desværre ikke påstå at jeg egentligt kunne lide hende som andet end en ven, men jeg indledte et kort forhold til hende mest fordi jeg var omkring de 15 og længe havde set de andre fra min klasse der gik og "kærestede" rundt, så nu måtte det være min tur.

Jeg voksede langsomt op (bortset fra de 33 cm. jeg "tog på" i løbet af 9 måneders tid i puberteten) og stiftede kendskab med konsolverdenen gennem en ven der havde en Sega Master System. Jeg kan huske at jeg var vildt benovet over grafikken og i en periode brugte mere tid hos ham end jeg egentligt gjorde derhjemme.

I mellemtiden havde mine forældre købt en computer, som det var meningen skulle bruges til deres regnskaber og måske en sjælden gang nogle spil. Et monster af en maskine; 66MHz 486 DX2, 8MB ram, 210MB harddiskplads og 256KB grafikkort. Men deres planer blev hurtigt spoleret af en lille knægt der viste sig at have tæft for det elektroniske apparatur.

Senere i livet (ikke meget senere) kunne jeg i kraft af mit daværende arbejde som flaskedreng i Bilka investere i en Sega Megadrive. Den blev et omdrejningspunkt i mit liv uden sidestykke. Sonic og Sonic 2 blev mine bedste kammerater. Jeg kan nu, mens jeg skriver disse linier, stadig se samtlige baner for mig og høre musikken.

28 år efter min fødsel boede jeg stadig under min mors skørter og brugte størstedelen af mine indtjente penge på konsolspil. Nu var det blot Xbox'en der var omdrejningspunktet. Men så pludselig, en dag hvor jeg sad og surfede, løb jeg ind i en profil på Dating.dk der bare sagde "kapow!".

Jeg skrev et brev til profilen's ejer og vi mødtes hurtigt derefter. Cirka 1½ måned efter første møde flyttede jeg ind hos hende i den lille lejlighed i Hvidovre. Vi er nu flyttet i hus i Brønderslev (~30 kilometer nord for Aalborg) og blev gift for 3 måneder siden. Nogen vil måske sige at det er for tidligt at blive gift efter blot 13 måneder, men jeg synes at når noget føles rigtigt, hvorfor så vente?

Det var en "lille" præsentation af mig. Jeg ser frem til at læse lidt om jer andre, hvis der er nogen der vil gøre mig "kunsten" efter. Og forresten, så er mit rigtige navn Dennis...
Følg Xboxlife her