Rockanoid's blog
21-06-2010 - 11:38

Ødelægger achievements spillet?

Dette interessante spørgsmål, som for de fleste Xbox-spillere, nok ikke er helt ukendt, blev jeg stillet af en Xbox-ven forleden, da vi sad og boostede. 

 

Synes jeg at achievements ødelægger spillet? Af en eller anden årsag har spørgsmålet ikke rigtig kunne slippe mig. Nogen gange virker det som om, at når man italesætter en tanke, så bliver den pludselig hørt og måske endda interessant eller vigtig. Og det er dette spørgsmål pludselig blevet for mig..

 

Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide achievements, men det behøver jo nødvendigvis ikke at betyde, at jeg ikke også kan lide spillene. Til min store overraskelse findes der faktisk folk, også (eller måske især) her på Xboxlife.dk, der mener at de to ting ikke nødvendigvis hører sammen. Man må jo hade spillet hvis man booster achievements (eller også er man en snyder)..

 

Men selv om jeg grundlæggende er uenig i ovenstående holdning, så har de alligevel ret, de "sort/hvide achievement-kritikere". For hvad er det achievements gør ved vores spil? Betyder de egentlig så meget? Hvad er de godt for?

 

Faktisk ser jeg en del fordele ved achievements og selvfølgelig også en del ulemper. I stedet for at lave en fordele/ulempe liste, vil jeg prøve at sammenskrive min tanker omkring achievements.

 

Achievements er gode til at fortælle hvor meget folk spiller og hvor mange spil de har gennemført, men ikke nødvendigvis om man er en god eller hyggelig spiller. Denne del skal man endelig ikke tage fejl af! der er mange boostere, som kun tænker på sig selv.. 

 

Achievements er gode til at samle folk om et fælles mål, som med en pædagogs øjne (yep, that's me) kan være med til at styrke fællesskabet blandt folk, lære folk at indgå i ditto, samt danne grundlaget for at lære tålmodighed (du skal nok også få dine achievements), ansvarlighed (du skal også yde en indsats) og respekt (vi skal alle have vores achievements i dag), hvilket er vigtigt når man tænker på hvor ego-centreret achievements egentlige er i deres grundform.

 

Achievements er en typisk mandeting. Det er et mål, en mission, en mammut som vores indre hulemand vil nedlægge, for achievements kan vise hvem der har nedlagt den største (eller de fleste) mammut(ter). Uggabugga! Hah! Problemet er dog, at folk nogle betragter andre spillere, som "noobs" hvis deres Gamerscore er lav, hvilket jo også er helt forkert. De er måske bare bedre til et bestemt spil eller er fuldstændig ligeglade med achievements.

 

achievements kan give en pejling om hvor langt man er kommet i et spil og forlænge spillets levetid, ved at man f.eks. får en achievement for at gennemføre det på det sværeste niveau. Men hold da op, hvor kan de også ødelægge et spil. Personligt hader jeg "collectible-achievements" hvor man skal finde og samle en masse ligegyldig ting og jeg sætter virkelig pris på de folk som har lavet guides til disse. Den slags achievements ødelægger spillet i mine øjne. Et fantastisk spil som "Alan Wake", kan virkelig få et hak i stemningen, på grund af alle de åndsvage termokander og hvorfor er der 800! orbs i "Crackdown"? Ja ja, jeg ved at jeg kan lade være med at fokusere på disse ting, men achievements er i min verden jo også fede at få og så bliver det svært at lade dem være..

 

..og der er sikkert en hel del flere gode og dårlige ting man kan sige om achievements.

 

Så hvad er min pointe med det her? Tja, et eller andet sted er det vel om vi engang i mellem skal overveje, at spille et spil fordi det er sjovt, og så lade achievements være achievements og andre gange skal vi dyrke og elske dem. Ikke fordi de viser andre spillere hvor "sej" man (tror man) er, men fordi de KAN være med til at knytte Xbox-Gamer community'et sammen og skabe en fælles forståelseramme for os alle, noget vi kan deles om og hygge os med..

 

P.S. Når man bare skriver derudaf opdager man sjældent nogle af de små spidsfindigheder i teksten. Jeg fandt en sjov en: Ordet "achievement" er skrevet 25 gange i denne blog! Måske burde jeg bare indse, at achievements åbenbart er mere vigtige for mig end jeg tør indrømme overfor mig selv.. :)

 

 

 

 

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her