Rockanoid's blog
17-06-2010 - 12:44

Xbox-spil og forældre

Jeg er ingen vårhare. Alderen har langsomt sneget sig ind på mig, men jeg har stadig "det barnlige" i mit hjerte, hvilket nok er grunden til, at jeg elsker at spille på min Xbox. I den forbindelse tænker jeg på "det barnlige", som værende "evnen til at fascineres og glædes". En evne, som jeg mener, alt for mange voksne mennesker i vores moderne samfund mangler.. 

..Og så slår det en! Barnlig > voksen. Børn > forældre. Mig og mine forældre. Uanset hvor gammel man selv er, så vil ens forældre altid se på en som deres barn! De vil altid have deres råd og deres måde at gøre tingene på og som deres barn, ønsker man altid deres anerkendelse.. også når det gælder sådan noget som en Xbox. Og det er her man begår en fejl, som sikkert er begået før: Man prøver at imponere sin gamle far!

Så her sidder man så med sin Xbox, sit store Plasma-TV og sit super seje surround anlæg, alt sammen købt i dyre domme for sine hårdt tjente voksen-penge. Billederne farer knivskarpt hen over skærmen i 1080p, mens den digitale surround lyd er så klar, at man skulle tro, at et symfoniorkester havde indtaget lejligheden for at akkompaniere den virtuelle krig som udspilles i ens egen stue. Dybe eksplosioner der runger (og vlækker underboen om natten), en intens kampscene på virtuel liv og død, en udfordring der får dig til at glemme verdenen omkring dig (og nogle gange din kæreste, mobilen, arbejdet, virkeligheden?) og de sporadiske små suk, over hvor "flot og fedt det er"! Intet mindre end fantastisk!! Det indre barn er virkelig stimuleret!

..Og det vil man da gerne dele med sin far? Han har jo selv en iPhone, bruger en computer til at redigere sine fisketure- og feriefilm og navigerer sejlbåden med en avanceret GPS kort-plotter. En gammel far, som elsker teknik. Det er da et sikkert hit! Ham vil man da gerne vise sin spillemaskine til, sit TV og sit anlæg. Vil man ikke? (Nej, det vil man ikke, men det finder man først ud af for sent)

Man inviterer den gamle hjem. Serverer kaffen. Dæmper lyset i stuen, tilpasser billedet så det er perfekt, skruer op for anlægget, så den digitale lyd kan få plads. Man sætter et spil på som "han bare må se!", i dette tilfælde "Battlestations: Pacific", fordi man ved at han elsker WWII film, de store krigsskibe og især de gamle fly. Man starter spillet og kigger håbefuldt på ham og siger: "Nåh, hvad siger du så?!"

Tavshed..

Så disker man op med "Modern Warfare 2". Nu skal der ske noget action! Det er sgu et flot spil og nogle flotte video-sekvenser (synes jeg) og så siger man igen: "Hvad siger du så? Fantastisk lavet, ikke?"

"Det er flot" siger han tørt. "Hvor meget var det, at du gav for TV'et? Synes du ikke at du burde gå udenfor i det gode vejr, i stedet for at sidde inde og spille?"

.. Og det er så her! Lige her! At man finder ud af, at det hele var forgæves! At man kvajede sig! Teknikken var i orden, billedet var i orden og lyden var i orden, teknisk set, men når alt kommer til alt så var det jo et spil det handlede om. Et computerspil! Det var det som fik det tekniske "wow" til at blive et "suk"! For så bliver man igen et barn i sine fars øjne. Et barn som spiller computer, mens solen skinner udenfor. Og computerspil er jo kun for børn.. 

Så hvad blev der af glæden og fascinationen? Hvad blev der af den voksne, som godt kan lide at spille uden at skulle blive stemplet som et barn der spilder tiden? Tja, han finder tilbage til sine Xbox-venner på sin egen alder. Dem som bekræfter ham i, at det er ok at spille Xbox, selv om man er passeret de 35 og det bestemt ikke er barnligt.. :)

Og hvad min elskede far? Og hans fordomme om computerspil? Hmm, Gad vide hvad der ville ske, hvis jeg viste ham en Blu-Ray film? Måske burde jeg allerede stoppe her ved tankerne.. :)

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her