På prøve hos GR

Okay, jeg er en af dem der søgte hos GameReactor da de ledte efter nye freelance skribenter, og er pt. på prøve. I dag afleverede jeg så endelige min første prøve anmeldelse. Det var lidt af en udfordring, da der blev lagt vægt på at skrive i New Games Journalism-formen, hvor jeg altid har set mig selv stærkest på de tekniske beskrivelser af spil. Her er resultatet, og det var ikke nemt, da hverken spillet eller platformen interessede mig. Der er garanteret en masse formuleringsfejl og stavefejl, men det er jo det vi har korrektur til. Enjoy!

The Fast & The Furious – Playstation 2 anmeldelse
Af Philip Christiansen

Jeg sætter mig i førersædet i en toptunet Toyota Supra – lånt desværre. På landets længste lige strækning, skal jeg ræse ned af Wangan motorvejen, for at indhente en rival. Jeg er nemlig kommet til Tokyo for at udfordre de bedste, tjene hurtige penge, køre de hurtigste biler og sidst men ikke mindst, skabe mig et omdømme. Nu kommer han. Jeg trykker speederen hårdt i bund og sniger mig om bag ham. Men han har allerede set mig. Langsomt rykker han længere og længere fra mig, og bevæger sig tættere mod horisonten. Jeg er nødsaget til at bruge mit begrænset nitrous, til at booste min topfart. Mit blik bliver sløret, bilen skriger og vinden omkring river i karosseriet. Jeg klarer den lige på et hængende hår, og vinder penge til at jeg kan starte en karriere med egen bil.

Er du bekendt med filmfranchirsen The Fast & The Furious, ved du allerede at de tre film glamouriserer en bilkultur, hvor gaderæs, tunet og stylet biler, hensynsløs fart og store summer af penge, vægter attraktivt. Ser man bort fra diskutabelt skuespil, one-liners, erotiske undertoner og kompromisløse iscenesættelser, har filmene været frontløberen for en form for undergrunds popkultur der har spredt sig kloden rundt. En kultur hvor autoritets problemer og gaderæs, går hånd i hånd.

Uden at det skal komme som en stor overraskelse, skulle der selvfølgelig laves et spil, der skal portrætterer denne kultur som filmene proklamerer så livligt. Navnligt Playstation 2-spillet The Fast & The Furious. Spillet tager et løst udgangspunkt i omstændighederne i den seneste af filmene, Tokyo Drift, den mere kliniske og puritanske af de tre film. Men her stopper lighederne også brat, for The Fast & The Furious-spillet har ikke nogen reel historie og er blottet for videosekvenser hvor menneskelige personligheder optræder. I dette spil, er det bilerne der er hovedpersonerne.

Som tidligere nævnt, befinder man sig i Tokyo, en metropol der huser to basale former for ræs; drifting på bjergsider og højhastighedsløb på motorveje og i byens gader. Det andet spilmæssige facet, er hvordan man vælger at opgradere og tilpasse sin bil. Opgraderinger er essentielle for at være velforberedt mod sin næste konkurrent og ræseform. Det duer eksempelvis ikke, hvis man skal ud og slide gummi for point, hvis ens hjul klistrer sig fast på vejen.

Tokyos undergrunds bilkultur består af en række klaner, der gradvist kan udfordres. Klarer man nok medlemmer af en klan, skal man til sidst dyste imod klanlederen i en af de overnævnte events. Her er både en præmiesum og modstanderens bil, det står på spil. Efter hvert ræs, kan man bevæge sig rundt i byen i klassisk free-rooming, kraftigt i stil med hvad vi blev introduceret til i Need For Speed: Underground 2. Udover at køre til diverse hotspots og tuningshops, kan du ligeledes møde potentielle rivaler på gaderne, og provokere et impulsivt ræs om penge. Vi har selvfølgelig set alt dette før, og det er her hvor The Fast & The Furious brister. Spillet har ikke rigtig noget nyt at byde på, med en stærk konkurrent som Need For Speed, der har leveret stilen og fornemmelsen fra filmene siden det første Underground-spil. Spillet mister også helt forstanden, når man hurtigt indser at man kan spille mod de samme rivaler om og om igen, for igen at vinde let indtjente penge. Det lider samtidigt af en anden økonomisk brist; man mister aldrig penge på biler eller opgraderinger man køber og sælger videre. Du bibeholder indkøbsprisen, vinder penge, men taber dem aldrig. Derfor vil man, på trods af den høje indlæringskurve der er i spillet, hurtigt kunne få indsamlet sig et fast budget, til næste bilkøb.

Om den er så er af den snilde japansk art eller en hårdfør amerikaner, så er der en variant af biler at vælge imellem - og de er relativ godt gengivet. Dog tynger en ualmindelig grynet grafik virkelig på spillets visuelle fornemmelse. Omgivelserne er flade, bestående af lidt for mange todimensionale elementer. Det er bestemt oppe på bjergsiderne, hvor omgivelsernes er groft besparet. Vejenes tekstur er grumset, og et rystende kamera der hægter sig til landskabet, prøver ivrigt at skabe en illusion af høj fart, men nødsager sig selv i at frembringe en lav framerate i stedet. Fartfornemmelse ér tilstede, men den er utrøstelig irriterende for øjnene. Grafikken ligner praktisk talt noget fra den foregående Playstation. Det er utvivlsomt forældet, og grænser sig til PSP-grafik – som også er spiltitlens anden platform. Foruden unødigt grafiktilbehør, der præger billedet når der skiftes til en sekvens, så er spillet fastklemt i et orgie af loading øjeblikke, der får en regulær trafikprop til at virke indbydende.

Et af spillets største mangler er, at det ikke rigtig fænger. For én der spiller bilspil på et casual-niveau, og er langt fra en entusiast, så er der lagt alt for meget fokus på elementer der ikke indebærer nogen form for spilmæssig substans. The Fast & The Furious er et spil der skamfuldt ligger diffust bag andre spiltitler der gjorde alt dette spil gør, for flere år siden. Spillet er uhørt traditionelt i sin opbygning, og tyer til gentagende ræs og ruter hurtigere end forventet. Innovativt indhold er overordnet inspireret fra den nyere generation af Need For Speed – som i dette tilfælde, udgør en overlegen konkurrent. Selv basale ting som at skifte synsvinkel på sin bil, skal man gennemgå diverse menuer for at ændre. Utrøsteligt er ordet.

Suppleret af et uinspirerende fladt soundtrack, der består af en blanding af gentagende japansk Pop/Hip hop, stereotyp Drum’n’Bass og faldefærdigt teenage Rock, er Need For Speed-plagiat,  den eneste sandfærdige beskyldning. For mange elementer virker halvhjertet, og derfor befinder The Fast & The Furious sig i en identitetskrise. Det ved ikke helt om det vil være et arcade-spil, eller en simulator og ligger og vælter rundt imellem disse to genre hele tiden. Uden historie og genkendelige personligheder, bærer spillet ingen sjæl, som filmene gjorde på sin helt egen charmerende måde. Man skal være en ualmindelige bilentusiast og have en trængt kærlighed for japanske biler og en håndfuld amerikanske, hvis man vælger at begive sig ud i denne farce af et bilspil der prøver at håndtere en popkultur, der er større end sig selv.

Fans af The Fast & The Furious-filmene, må skuffende lade dette spil ligge, hvis de vil bibeholde en kær illusion. Har man spillet et af de nyere Need For Speed-titler, er der ingen grund til at rode rundt i dette spil, hvis fristende licenstitel ikke kan levere en vare som filmene er kendt for.

Plus: Interessant biludvalg, frie muligheder til at personliggøre både udseende og ydelse.
Minus: Need For Speed-plagiat. Forældet grafik. Ulidelige load-tider. Stejl læringskurve.

Grafik: 5
Gameplay: 6
Lyd: 4
Holdbarhed: 5
Vores karakter: 5