Hej xboxlifers.

Jeg har i en tid gået og rodet lidt med ville skrive en blog om emnet psykisk sygdom, men nu gør jeg det da familiehøjtiden nærmer sig drastisk.
Grunden til at julen får mig på netop disse tanker er at jeg var ude for den oplevelse at min far begik selvmord den 11. juli i år, altså ca. 5 måneder siden, og det bliver en akavet jul denne gang.

Jeg vil lige advare om at emnet er ubehageligt.

Før i tiden var jeg slet ikke klar over hvor stærk psykisksygdom kan være, jeg så det måske endda som en svaghed, når folk var deprimerede. Da det ramte mig så tæt på livet, og lige præcis den far jeg altid har set enormt op til fordi han var nok et af de psykisk stærkeste mennesker jeg kendte, fik mig på helt andre tanker.

For at forklare lidt om dette, er det nok en idé at forklare lidt om min far;

Han var på mange måder en alfahan, og var absolut kommet langt her i livet.

Han kom fra en ikke så bemidlet familie, med 7 søskende, hvor faren var arbejsløs/grisehandler/dranker på skift, og ægteskabet til tider var meget klemt. Min far var dog som den første i familien i stand til at tage en gymnasieeksamen, og den første der tog en med matematik på højniveau i kommunen. Et faktum han altid var stolt af.
Det var dog ingen let tid, da han tit kom i skole lugtende af grise da han måtte hjælpe hans far, når denne var for fuld til selv at køre bilen. Der manglede såmænd ikke kærlighed i hans familie, men penge og overskud rent socialt.
Han havde få venner og ingen tid eller penge til at deltage i fester, så han helligede sig studiet i stedet.

Efter gymnasiet og 14 måneder på Vordingborg kaserne samt en masse ture på hans MZ motorcykel, blev han håndværker specielt ved opsætning af solvarme i Batec. Det var faktisk ham der fandt på deres nuværende slogan, om end han ikke har arbejdet der i godt 40 år.
På et tidspunkt blev han træt af dette og begyndte at studere Geologi (med meteorologi som mål), men droppede dog dette efter 1½ år med disse ord til min mor: ’Jeg vil hellere være menneske end klog’
I starten af firserne tog han en højere handelseksamen og blev efter et par år ansat som exportchef for Danogips med ansvar for deres handel i mellem- og fjernøsten.
I 2005 blev han så marketingschef i firmaet KNAUF|USG, med ansvar for Norden og de Britiske Øer, hvilket han var frem til sin pensionering den 1. juli 2011.

Som det kan ses har han været en del steder, men det har heller ikke været let. Af samme grund har jeg altid set meget op til min far, da han havde været igennem alt muligt skidt, og alligevel trukket igennem. Han var desuden uforbederligt bedrevidende, selvom han også havde tit havde ret, var han ret irriterende til tider, men det var bare ham i en nøddeskal.

Han blev dog ramt af noget konstant ondt i siden i slutningen af 2010, hvilket han var bange for kunne være kræft. De kunne dog ikke umiddelbart finde ham på lægehuset, da han ikke havde været der siden 1979, for ’sygdom var bare naturens måde at sige man havde været dum’, som han sagde.

Desuden gik branchen ikke særligt godt de senere år, og han var nervøs for at overlade det i hænderne på andre, men han havde besluttet at han ikke gad længere. Han havde i årevis glædet sig til at have mere tid til at køre på sin motorcykel, sejle sin lille båd og bare hygge med at gå i haven.

Det var meningen at han skulle tage til USA denne sommer og møde min mor, der var rejst lidt før, men af forskellige grunde gik han åbenbart med nogle sorte tanker, som han gjorde alt for at skjule.

Jeg boede hjemme, og havde ikke opdaget andet end at han snakkede lidt mere om penge, men det var måske heller ikke så underligt når han nu skulle gå fra en ganske anseelig løn til efterløn. Andre havde bemærket det samme, men ikke noget stort overhovedet.

Jeg tager så en weekend over til min daværende kæreste, og bliver ringet op at min paniske søster mandag morgen. Hun siger at far er gået, og da jeg ankommer fortæller hun så at han har ringet til hende dagen før og bedt hende vurdere hvorvidt han var rask nok til at tage til USA.
I løbet af denne samtale kammer det åbenbart over og han fortæller om at han mener vi har store økonomiske problemer, at min mor ikke elsker ham, at huset er ved at falde sammen, at vi syntes han er en elendig far osv osv.

Han havde dog lige afleveret 42.000 kroner for at indregistrere sin nye motorcykel og med hensyn til huset var der et enkelt vandbræt der skulle skiftes, så det var pure opspind. Det andet var det nonsens.
Men han har åbenbart gået i disse sorte tanker i en måneds tid og ikke sovet særligt meget, men holdt det skjult for os andre. Han fortæller min søster den søndag at han har tænkt over selvmord, men at han havde besluttet at han bare ville være endnu større besvær hvis han gjorde det. (wat…)

Min søster overnatter i huset, men om morgenen er han væk. Hun ringer til sin kæreste, mig og politiet, og prøver da at finde ham. Heldigvis er det politiet og ikke hende der finder ham ude i baghaven. I et træ og med 2 overskårne pulsårer.
Politiet skal i øvrigt have stor ros for hvor professionelt de behandlede det, og politiassistenten specielt, der tilbød at rense op hvis vi bare gav ham en spand og en klud.

Han har åbenbart gået og grublet med disse bekymringer og det har kammet over den dag, mange bække små gør en stor å som man siger.

Af forskellige grunde er vi helt sikre på at det har slået helt klik den morgen, idet vi kan se han blandt andet har revet stierne i haven, vandet blomsterne og sat kaffe over (til ham selv; min søster drikker ikke kaffe), og så derefter gået ud i haven (ikke på de nyrevne stier, men via naboens vej) og gjort det. Desuden findes der ingen form for afskedshilsen eller noget, og det er faktisk en trøst at min var psykisk syg da han gjorde det, og ikke fordi han hadede os.
Lægerne siger at han sandsynligvis var ramt af det der hedder en Agiteret depression, hvilket betyder at i stedet for at blive apatisk, går man helt i selvsving og bare laver ting for at få tankerne på afstand. Men min far havde altid rent rundt og luget i haven eller whatnot i tide og utide så ingen tog rigtigt notits af det, desuden gjorde han alt for at skjule han havde det dårligt, har han sagt til min søster.

Som jeg startede med at sige har min far altid været stærk, klog, hjælpsom og uhjælpeligt bedrevidende/stædig. Men mig og mange andre respekterede ham som den han var, og han var absolut en af de mennesker der kunne/havde mere end andre, men ikke uden hårdt slid. Dette har jeg altid set enormt op til.
At han har så engang udtalt at ’selvmord er for kujoner’ viser at han selv ikke overhovedet havde forstået hvilke kræfter der var tale om, og ligeledes havde jeg heller ikke.

Det blev en lang historie, men jeg opdagede at for at forstå hvorfor jeg fik denne enorme respekt, måtte jeg prøve at tegne et billede af min far som den person han var, og hvor galt det  gik.

Jeg håber at alle der læser dette for fremtiden vil tænke lidt mere over hvor hårdt psykisk sygdom er for dem der har disse, og at det absolut ikke er noget du selv kan styre.