Anmeldelse: Limbo

NB: Jeg advarer på forhånd imod eventuelle spoilers.

Introduktion
Der har været stor diskussion om det dansk-udviklede Limbo, der er blevet nævnt sammen med ord som: storslået, banebrydende, kunst og skuffende. Der er ingen tvivl om, at Limbo forsøger at være noget andet end bare et spil. Derfor har spillet også fanget min interesse så meget, at jeg føler mig draget til at skrive min mening om spillet, nu hvor jeg endelig har haft mulighed for at gennemføre det.

Gameplay
I Limbo styrer du en lille dreng der er fanget i en slags drømmeverden. Uden nogen form for instrukser, skal spilleren bevæge sig igennem denne verden. Man opdager med det samme, at der lurer mange farer i denne verden. Hele spillet går ud på at undgå diverse fælder og løse små gåder, så at man kan komme videre i spillet. Det hele fungerer efter et trial-and-error princip. Man forsøger, man dør og man forsøger igen indtil at det lykkedes. Det positive er, at man har uendeligt antal liv og man starter igen ved den fælde man blev dræbt af, men det er et gameplay design, som nok kan tænde mange mennesker af.

Hele spillet går ud på at løse disse små puzzles, men spillet formår stadigvæk at give spilleren nye udfordringer. Spilleren bliver præsenteret for nye gameplay elementer i en jævn strøm. Jeg vil gerne pointere min ros til udviklerne for denne balancering i spillet. Hvert gameplay element bliver fuldt udnyttet af udviklerne, men de hænger ikke fast i de samme elementer, at man bliver trætte af dem.

Grafik og lyd
Om end gameplayet er meget interessant, så er det i præsentationen, at Limbo virkelig skiller sig ud. Udvikleren er gået efter en ren film noir effekt. Hele spillet er i sort og hvid med en overtone af de mørke nuancer, hvilket er med til at skabe en mørk stemning i spillet. Vores hovedperson er helt sort bortset fra nogle karakteristiske hvide øjne. Dette gør at han nogle gange falder helt sammen med baggrunden, som bare er en af de ting, der er med til at skabe en usikker stemning hos spilleren.

Lydsiden fortjener også sin store ros. Der er ikke komponeret nogen storslåede symfoniske værker til dette spil. Tværtimod er der ikke musik med i spillet. Bare støj. Der er ikke brug for musik a la den man finder i en gyserfilm for at gøre spilleren urolig. Støjen og den stilhed der ellers er, skaber en lang bedre stemning af uvished en noget musik kan gøre.

Sammen sætter det audiovisuelle en fantastisk scene for spillet. Det kan på ingen måde kaldes for banebrydende grafik eller lyd, men for den stemning udvikleren har været ude efter, så kan det ikke gøres bedre.

Er spil kunst?
Jeg ligger ikke op til diskussion. Min mening er at et spil godt kan være kunst. Spørgsmålet er så om Limbo er det? I det hele taget er begrebet ”kunst” stærkt omdiskuteret, men lad mig tage udgangspunkt i den første sætning fra artiklen om kunst på wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/Art):

”Art is the process or product of deliberately arranging elements in a way to affect the senses or emotions.”

Med den måde det audiovisuelle er præsenteret, og den måde gameplayet er struktureret, mener jeg at vi fint kan smide prædikatet ”kunst” på Limbo. Da jeg først satte mig ned og prøvede demoen, var det som om kuldegysningerne krøb ned af mig. Jeg blev helt opslugt af universet og var i en form af uro. Der gik et helt spjæt i mig, da jeg for første gang stødte ind i en edderkop. Det var absolut fantastisk.

Men… der er altid et men. Limbo formåede desværre ikke at holde mig fanget i dens eget lille univers. Realiteten viste sit grimme fjæs og fejl og mangler ved spillet begyndte at dukke op. Problemet er nemlig, at udvikleren virker til at have været for fokuseret på det kunstneriske aspekt. De har glemt at de laver et spil, og der er visse elementer der hører med til et spil.

Lad os kigge på historien i spillet. ”Hvilken historie?” stiller du måske spørgende. Den ene linje der beskriver spillet inde på marketplace (http://marketplace.xbox.com/da-DK/games/offers/00000001-0000-4000-8000-0000584109d1) afsløre mere end spillet selv gør.

” Uncertain of his Sister’s Fate, a Boy enters LIMBO…”

Ok, et eller andet er sket med hovedpersonens søster, og derfor befinder han sig i denne mareridtsverden. Hvis det ikke var for denne beskrivelse ville jeg ikke vide, at pigen er drengens søster. Jeg kan ikke engang være 100 % sikker på det nu. Her har det kunstneriske aspekt med usikkerhed og uvidenhed overvundet mere klassiske spildyder. Det er kutyme at give spilleren en historie og et mål, og det er der en god grund til.

Spilleren vil gerne have en gulerod. Han vil kunne se den belønning han får for sine strabadser. Desværre eksisterer denne gulerod ikke i Limbo. Man har som spiller en masse spørgsmål, men ingen bliver besvaret. Dette kostede mit engagement i spillet. Pludselig opdagede jeg, at jeg bare spillede et spil hvor jeg skulle løse en masse puzzles. Havde spillet fodret mig med små ”clues” til hvorfor jeg var der, havde der været mere liv i spillet ligesom i starten, hvor der andre der prøver at dræbe mig, så havde Limbo nok holdt min interesse fanget. I stedet begyndte jeg at blive træt af at dø hele tiden, og opgaver var ikke så sjove længere. I stedet for at nå slutningen af spillet blev mit mål at få spillet overstået. Det en skam, for da jeg nåede til slutningen, var den blevet reduceret til ikke at være andet end endnu en skuffelse.

Konklusion
I skal ikke misforstå mig. Limbo er et godt spil. Det er ikke sådan at jeg føler mig snydt for mine penge, men jeg havde håbet på noget mere fra spillet. Rammen om spillet er fantastisk, men spillet knækker over sådan halvvejs. Motivationen for at fortsætte forsvinder.

I starten er det spændende med usikkerheden. Man er villig til at udforske. Det bliver hurtigt rigtigt interessant, når man opdager at der er nogle der prøver at dræbe en. Man undres over hvilken del de har i historien. Desværre er det her spillet topper, og det er meget tidligt i forløbet. Alle menneskene forsvinder da vi træder ind i et mere sterilt og fabriksorienteret miljø, og der er ikke noget andet til at varetage vores interesser. Vi bliver ikke fodret med andet, som kan udvikle den historie vi selv er nød til at finde på, før vi til sidst sent i spillet ser et glimt af den angivelige søster. Jeg tror faktisk, at en omstrukturering af spillet, hvor det sterile miljø kommer først, mens man som spiller er opslugt af universet, for så at blive efterfulgt at de steder hvor der er mennesker, vil være bedre til at holde spilleren fanget.

Jeg vil give Limbo 8/10. Det er et fint puzzlespil med et kunstnerisk skær. Men den største kunst i et spil er efter min mening at lave et spil, hvor spillet konstant udvikler sig og holder spilleren fanget, tørstende efter at lære mere af spillets univers og historie. Den tørst forsvandt halvvejs i Limbo.