pstudio's blog
10-04-2010 - 01:03

Game Room - Crystal Castles

Titel: Crystal Castles
Udgiver: Atari, Inc
Årstal: 1983
Platform: Arkade



Om spillet:
Crystal Castles kan i al sin enkelhed ses, som en avanceret version af Namco-klassikeren Pacman. Du styrer bjørnen Bentley Bear, hvis mål er at samle krystaller sammen. Når alle krystallerne er samlet sammen går man videre til næste bane. Til at forhindre dig i at samle krystallerne er der diverse monstre, som dræber dig hvis de kommer i nærkontakt med dig.

"Ok, det lyder fuldstændig som Pacman," tænker du. "Hvad adskiller dette spil fra Pacman udover grafikken?" Til at starte med, så er der nogle af monstrene der spiser krystallerne. Dette påvirker ikke andet end din mulige highscore. Som er resultat af dette er der en speciel bonus, hvis man formår at samle den sidste krystal op.

Der er to andre ting man kan samle op i spillet ud over krystallerne. Den ene er en honningkrukke som giver dig ekstra mange point. Denne vil desuden holde den irriterende bisværm væk fra dig, i noget tid. Den anden er en magisk hat som gør, at du b.la. kan dræbe den temmelig ligegyldige heks, Berthilda, mens du selv er udødelig for en kort tid.

Det mest bemærkelsesværdige ved Crystal Castles er dog banedesignet. Banerne er designet i en axonometrisk projektion (trimetrisk for at være helt præcis). Der er trapper og elevatorer, samt tuneller du kan bevæge dig igennem. Disse giver nogle langt mere interessante baner end man ser i Pacman. I alt skulle der være 37 baner i Crystal Castles (Har dog langtfra spillet dem alle hvilket jeg kommer til senere).



Kontrol:
Venstre analog/D-pad: Bevæg Bentley Bear. Vær opmærksom på, at Bentley er på en kombinatioen af speed, epo og Rhododendron honning som gør at han bevæger sig afsindigt hurtigt.
A: Hop. Nåh ja, jeg glemte vist at nævne, at BB også kan hoppe over sine modstandere.

Grafik:
Grafikken er som sådan meget god. Banerne er meget interessante at se på grundet deres specielle projektion, og monsterne er som sådan også ganske fine. Jeg har dog et lille problem med BB. Det er meningen at BB skal gå rundt i røde støvler, et rødt bælte og en pose til at bære krystallerne i. Jeg synes til gengæld at det ligner, at BB går rundt i røde højhælede sko, matchende rødt bælte og en håndtaske. Jeg er nok den eneste der synes det, men jeg har svært ved at tage BB seriøst.

Lyd:
Der er desværre ikke noget baggrundsmusik til dette spil, men der er masser af jingles imellem banerne, og herlige lydeffekter når man samler krystaller op.

Karakter: 3/5
Crystal Castles kunne have været en 4'er eller måske endda en 5'er, men i stedet får den en 3'er og så vil jeg tilmed påstå, at jeg er generøs. Spillet har virkelig meget potentiale. Spilkonceptet er meget godt. Grafikken er god. Lyden er god. Der er bare et problem. Det er afsindigt svært at styre BB. Han drøner rundt over hele banen, og det er ikke nemt at ramme de forskellige sideveje. Du kommer løbende og vil lige dreje til venstre. Du misser så du smutter lige tilbage og prøver igen. Misser igen og pludselig er du blevet indhentet af et monster og er død. Spillet er oprindeligt designet til at blive spillet med en trackball, så det fungerer måske bedre på en arkademaskine, men med venstre analog på boxen fungerer det ikke.

Jeg vil virkelig gerne kunne lide dette spil. Der er virkelig et potentiale til et stort spil her. Jeg har endda læst, at der faktisk er en afslutning i dette spil. Til forskel framange andre arkade-titler, hvor spillet enten bare starter forfra eller slutter brat, så skulle der faktisk være en afslutning i Crystal Castles. Jeg prøvede faktisk at komme frem til denne afslutning, men jeg blev simpelthen træt af styringen inden jeg nåede så lang. Selv om jeg bruger time warp dør jeg, med mindre jeg gider at spole 15 sekunder tilbage i spillet. Jeg må derfor nøjes med at give spillet 3 i karakter.



Du vil lægge mærke til, at spilleren i starten bruger nogle specielle secrets. Alt efter hvor langt man når i spillet, vil specielle warps bliver afsløret for en når man er game over. Du kan så bruge disse warps til at springe direkte hen til den bane, som du var kommet til sidst.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her