Street Fightin'

Jeg var for nylig til en turnering i fightingspil, og her fik jeg virkelig kam til mit hår. Men jeg slap afsted med en rimelig præstation, både i Tekken 6 og Street Fighter IV, og sidstnævnte har jeg ikke spillet i mange måneder. Der er bare det gode ved Street Fighter, at selv om man måske ikke lige har været oppe på beatet i et stykke tid, så kommer det hurtigt tilbage. Efter turneringen har jeg spillet mod nogle af gutterne herfra i et par aftener, og jeg føler mig allerede i nogenlunde form. Men det ville nok ikke være tilfældet, hvis jeg lagde Tekken på hylden i et halvt år.

Der er altså en balancegang. Tekken 6 kræver, at du lærer din figurs 200 moves ordentligt og kan forsvare dig mod 41 forskellige modstandere. Samtidig skal du huske juggles og comboer med 10 eller flere input. Det løber meget hurtigt op, og måske er jeg ved at blive for gammel til at huske alt det skidt :) Jeg opdagede bare en ting, da jeg vendte tilbage til SFIV - alle kampene fik mig helt ud på kanten af sædet, mens man i Tekken ofte kan læne sig tilbage i et minuts tid, før modstanderen er færdig med sine syge juggles. I Tekken føler jeg mig ikke altid i kontrolsædet, og derfor appellerer det ikke helt så meget til min kampånd som Street Fighter. Til gengæld kræver SF en timing, som nogle gange driver mig til vanvid.

Det er fedt at se så mange fightingspil udforske genrens muligheder igen, men jeg har stadig ikke helt fundet MIT spil. Street Fighter leverer intens, præcis action, men mangler måske en smule variation for at være helt på toppen. Namco har ført Tekken ud på et interessant sidespor, men hvis juggles virkelig skal være så lange, så skal spillerne også have en chance for at bryde dem undervejs. Jeg mangler ligesom en mellemting mellem ekstremerne. DOA4 ramte næsten plet, men jeg orker simpelthen ikke at røre det mere - ranking-systemet var evigt frustrerende for mig, selv om jeg elskede spillet.

Jeg har store forhåbninger om, at Super Street Fighter IV gør det samme, som Super Street Fighter II gjorde ved mig en gang i tidernes morgen. De nye figurer gav spillet den ekstra dimension, det behøvede, og jeg var kisteglad. Spillede det skidt dagligt i næsten tre år. Og nu får jeg 10 ekstra figurer at lege med, plus nye Ultraer og forhåbentlig også lidt balancering. Og bedst af alt, der er lobbyer og turneringer. Samtidig kigger jeg dog også på BlazBlue, som ligger i den mere hardcore ende af spektret, men som har en virkelig fedt design og mange community-venlige features.

Decisions, decisions! Jeg vil gerne finde ét spil og én figur, jeg kan blive hardcore med.

I sidste ende er jeg 30 år, har fuldtidsarbejde, fremtidsplaner og en dejlig kæreste. Der er ikke plads til at presse så meget street fightin' ind i min kalender, så Ragna, Chun-Li og Alisa kommer til at kæmpe hårdt om den begrænsede skærmtid i det lille hjem. Hvem mon ender med at vinde?

Vindermentalitet

Overspringshandling #1, der får mig til at skulle blive længere på arbejdet - BLAG!

Anyway, ShredNinja og jeg er efterhånden blevet gode nok til Tekken 6 til at vi modtager det ultimative succeskriterie i fightingspil: hatemails/ekstrem trash talking. Det mest anvendte af de umanerligt dårligt opstillede argumenter er:

"Selvfølgelig vinder du, når jeg ikke får lov til at rejse mig op!"

Så er det nu, jeg må tage mig til hovedet. Gentleman-regler i fightingspil? Ingen højdere eller tyr i FIFA? Ingen farlige overhalinger i Mario Kart? Jeg kan simpelthen ikke fatte, at folk går online, og efter tre kampe får en hjerneblødning og med mere eller mindre ubehjælpelige ord skriver "du er et svin, fordi jeg ikke har øvet mig". Undskyldningerne er simpelthen utallige. De mest brugte er:

"Du vinder, fordi du bare spammer X med figur Y"

- ja, og du taber, fordi du ikke kan forsvare dig mod det SAMME MOVE OM OG OM IGEN.

"Du vinder pga. lag"

- laggen er ens for os begge - det er ikke optimalt, men vores chancer er stadig på lige fod

"Du vinder med feje tricks"

- der er ingen feje tricks i fightingspil, kun et moveset, der kan udnyttes i mere eller mindre optimal grad (undtagen i Mortal Kombat, hvor alt er broken og megafejt! ;) )

"Hvis jeg bare havde gjort X, så havde du været færdig"

- ja, men det gjorde du ikke, lille ven.

"Jeg dræber dig!"

- det tror jeg på - i øvrigt er dødstrusler en smuk måde at få nye venner på.

VF-specifikt: "Du vinder med low punch"

- ja, det gør jeg - pinligt for dig, ikke?

DOA-specifikt: "Du vinder, fordi jeg ikke kan blokere"

- ja, du har så ikke forstået det mest grundlæggende element i spillet, professor.

SFII-specifikt: "Jeg kan ikke blokere dine flyvespark, du snyder"

- det hedder et crossup, og det har det snart gjort i 20 år.

SFIV-specifikt: "Du vandt bare ved at spamme en Ultra"

- nej, jeg ventede til du ikke havde en chance for at blokere den.

Og min absolutte yndlingsreplik, som jeg har fået SÅ mange gange: "Du er bare en taber/nørd/ildelugtende abe/bøsse/nar/enspænder/autist/socialist(!)/freak/osv., og dit liv er garanteret vildt kedeligt og meningsløst"

- her kan jeg altid kun svare "...", mens jeg i stilhed glæder mig over min ganske succesrige liv, min egen lejlighed og min søde kæreste.

Hvad er pointen i at sende folk den slags gøgl? Jeg forstår godt almindelig trash talking under kampe - det kan være ganske sjovt og fornøjeligt. Men hvis man nedlader sig til, med oprigtig arrighed i stemmen, at fortælle mig præcis hvorfor jeg burde have tabt, hvor dårlig min personlige hygiejne er samt hvordan min mor skal forulempes, ja, hvem er så den ekstra store taber? Står de også på fodboldbanen i den lokale klub hver søndag og siger, at modstanderholdet stinker for vildt, fordi de "har øvet sig i at score mål"?

Problemet bunder i, at jeg ikke spiller fightingspil som de fleste andre, med tilfældig buttonmashing efter et par bajere i weekenden (for nu at generalisere på det groveste). Jeg tager det seriøst. Jeg vil vinde, og jeg vil helst vinde overlegent, hvis jeg kan. Glæden ligger i at udnytte de forskellige figurer og moves på en måde, der overrumpler modstanderen, og det er meget udfordrende (jeg har hverken tid eller talent til at mestre det, men processen morer mig). Tekken 6 har tilfældigvis et system, der gør det muligt at trampe på folk, der ligger ned - men det er jo muligt for begge spillere. Hvis jeg nu var en steroidepumpet satan, der rendte rundt og trampede på små, splejsede teenagere i byen i weekenden, så havde vi et problem. Men når et spil er designet til at give begge spillere lige muligheder, og ingen af disse muligheder er så ubalancerede, at der bør komme en patch til at rette dem, så kan jeg slet ikke se problemet i at gøre alt, hvad der står i min magt for at holde folk nede på jorden efter et knockdown.

Så ja, jeg vinder ofte fordi modstanderen ikke kan rejse sig op. Men unfair, det er det på ingen måde. Alle er velkomne til at gøre det samme mod mig, hvis de kan. :)

Post gerne nogle gode replikker, I har fået i fightingspil (men undlad tossernes gamertags - jeg er ikke interesseret i at hænge nogen ud). Folk kan være så kreative!