neonxaos's blog
21-01-2010 - 17:07

Street Fightin'

Jeg var for nylig til en turnering i fightingspil, og her fik jeg virkelig kam til mit hår. Men jeg slap afsted med en rimelig præstation, både i Tekken 6 og Street Fighter IV, og sidstnævnte har jeg ikke spillet i mange måneder. Der er bare det gode ved Street Fighter, at selv om man måske ikke lige har været oppe på beatet i et stykke tid, så kommer det hurtigt tilbage. Efter turneringen har jeg spillet mod nogle af gutterne herfra i et par aftener, og jeg føler mig allerede i nogenlunde form. Men det ville nok ikke være tilfældet, hvis jeg lagde Tekken på hylden i et halvt år.

Der er altså en balancegang. Tekken 6 kræver, at du lærer din figurs 200 moves ordentligt og kan forsvare dig mod 41 forskellige modstandere. Samtidig skal du huske juggles og comboer med 10 eller flere input. Det løber meget hurtigt op, og måske er jeg ved at blive for gammel til at huske alt det skidt :) Jeg opdagede bare en ting, da jeg vendte tilbage til SFIV - alle kampene fik mig helt ud på kanten af sædet, mens man i Tekken ofte kan læne sig tilbage i et minuts tid, før modstanderen er færdig med sine syge juggles. I Tekken føler jeg mig ikke altid i kontrolsædet, og derfor appellerer det ikke helt så meget til min kampånd som Street Fighter. Til gengæld kræver SF en timing, som nogle gange driver mig til vanvid.

Det er fedt at se så mange fightingspil udforske genrens muligheder igen, men jeg har stadig ikke helt fundet MIT spil. Street Fighter leverer intens, præcis action, men mangler måske en smule variation for at være helt på toppen. Namco har ført Tekken ud på et interessant sidespor, men hvis juggles virkelig skal være så lange, så skal spillerne også have en chance for at bryde dem undervejs. Jeg mangler ligesom en mellemting mellem ekstremerne. DOA4 ramte næsten plet, men jeg orker simpelthen ikke at røre det mere - ranking-systemet var evigt frustrerende for mig, selv om jeg elskede spillet.

Jeg har store forhåbninger om, at Super Street Fighter IV gør det samme, som Super Street Fighter II gjorde ved mig en gang i tidernes morgen. De nye figurer gav spillet den ekstra dimension, det behøvede, og jeg var kisteglad. Spillede det skidt dagligt i næsten tre år. Og nu får jeg 10 ekstra figurer at lege med, plus nye Ultraer og forhåbentlig også lidt balancering. Og bedst af alt, der er lobbyer og turneringer. Samtidig kigger jeg dog også på BlazBlue, som ligger i den mere hardcore ende af spektret, men som har en virkelig fedt design og mange community-venlige features.

Decisions, decisions! Jeg vil gerne finde ét spil og én figur, jeg kan blive hardcore med.

I sidste ende er jeg 30 år, har fuldtidsarbejde, fremtidsplaner og en dejlig kæreste. Der er ikke plads til at presse så meget street fightin' ind i min kalender, så Ragna, Chun-Li og Alisa kommer til at kæmpe hårdt om den begrænsede skærmtid i det lille hjem. Hvem mon ender med at vinde?
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Xboxlife Blog
Følg Xboxlife her