The Strike of a Dota Noob

Januar er som regel en kedelig måned for nye spil. Selv plejer jeg at bruge måneden på at få gennemført og høstet achievements i den bunke spil som er akkumuleret over efteråret og julen. Dog synes jeg ikke helt at interesseren har været der på det sidste, så mit gamerhjerte fik mig til at kigge lidt rundt på spilmarkedet for hvad der ellers kunne være at interessante bud. Måske havde man overset en eller anden titel? I mit tilfælde var svaret OH YEAH.

 

Jeg har aldrig været den store fan af RTS spil. Warcraft, Starcraft og Age of Empires er meget godt, men jeg har aldrig kunne holde interessen i mere end en times tid før min hånd landede hårdt og brutalt på EXIT-knappen. Af uransaglige årsager fik jeg dog øje på spillet Dota 2 som Valve i øjeblikket kører open beta på. Beta kan man næsten ikke kalde det, da spillet er langt mere poleret og patchet end 99 % af de spil der kommer på markedet i dag. Dota 2 er en port af det populære Defence of the Ancients mod til Warcraft 3, hvor to hold (5v5) kæmper imod hinanden for ultimativt at ødelægge det modsatte holds ancient. Denne ancient er lejrens hjerte og er beskyttet af tårne og NPCer.

RPG elementerne i Dota 2 bygger på at hver spiller styrer sin egen hero, en figur som har et sæt evner som er baseret den typiske melee, ranged og magic tamtam. Meget typisk RPG tænker man, men der er altså i skrivende stund 96 unikke heroes. Jeg er helt tosset med grafiske udtryk i spillet. Detaljeret og farvestrålende, uden at blive barnligt. Jeg har spillet omkring 20 kampe pt. og har haft mest succes (ja, det er et meget relativt begreb i Dota) med Omniknight og Phantom Assassin. Omniknight er perfekt til support da han kan holde sine team mates i live med diverse spells. Phantom Assassin på anden side, er en effektiv dræbermaskine som kan zappe sig tæt ind på ens fjender, hvilket nemt giver en del kills på tavlen. Derudover kan man købe en masse forskellige items som kan booste stats eller for eksempelvis teleportere dig rundt på kortet. Der er så mange kombinationer at man bliver helt rundtosset.

 

Omniknight (Melee Support) og Phantom Assassin (Melee Carry).

Dota 2 er en MOBA som blander RTS og RPG elementer ved, at man dræber ”creeps” der er NPC figurer som spawner i hver holds base og derefter stormer mod fjenden. Disse creeps kan give ens figur experience og guld, som man naturligvis er et krav hvis man vil dele øretæver ud. Der er en masse mekanikker man kan benytte sig af, for at sikre sig mest guld og samtidig gøre livet surt for sine modstandere. Pt. har jeg brugt 20 timer på spillet, hvilket for Dota er ekstremt lidt. På godt gammel dansk er jeg stadig en regulær noob. Jeg har spillet med nogle få heroes som jeg kender rimelig godt, men jeg stadig fuldstændig blank når det kommer til gode strategier og optimale team setups.

Spillet får mig til at tænke på Dark Souls. Dota 2 har nemlig en indlæringskurve som var det Alpe d’Huez og tutorials, ja dem er der ingen af endnu. Inden jeg gik i gang med min første public match tjekkede jeg et par beginner guides og tog mig nogle bot matches for at få en føling på spillet. Tilfældigvis havde jeg hørt at der er en tendens med at Dota 2 spillere snakker mindre pænt til dig, hvis du er gået i gang med spillet uden at fatte en brik af hvad du laver. Jeg oplevede heldigvis intet af dette, så forberedelsen må have betalt sig.

Nå, men det var altså en Dota begynders bekendelser. Jeg kan nemt fornemme den dybde der ligger i spillet. Hvis man investerer sin tid i at lære spillet, så bliver man så sandelig også belønnet. Kampene er faktisk sjove uanset om man vinder eller taber. Jeg kan klart anbefale folk at give spillet et forsøg. Jeg har desværre ikke modtaget nogen beta keys endnu, men de er ret nemme at få fingre i. På Steams Dota forum er der masser af folk som deler keys ud, så slå bare et smut derom.

Nu er det jo Xboxens danske højborg jeg har skrevet til, men måske er der nogen af jer som også spiller det?!

Bon Iver - Bon Iver

En stille guitar med en nøje doseret mængde overdrive sender et par bløde anslag ud i øregangene. Man mærker tydeligt vakuumet og man er ikke i tvivl om at rejsen er begyndt. Turen er på mange måder genkendelig, men der er en masse nye intryk, meget lig et nyudsprunget forår. Indtrykene veksler mellem de helt stille og beskedne samt de mere storladne og højlydte. Pludselig kommer der en sti hvorpå man tydelig kan mærke kontaktfladen, men vi skal helt ind i sindet...

Okay, jeg stopper med at slynge metaforer ud nu. Det jeg taler om er naturligvis Bon Iver’s seneste selvbetitlede LP. Jeg vil gætte på at amerikanske Bon Iver ikke er så fandens udbredt i Danmark og omegne. Ikke desto mindre gør det ikke dette bands musik mindre fantastisk. Jeg blev faktisk først introduceret til bandet for godt et års tid siden, men siden da har musikken virkelig groet til noget helt unikt for mig. Musikken er en form for folk-rock og frontmand Justin Vernons vokal er virkelig alfa omega. Vokalen er ofte lidt svær at tyde, men det gør egentlig ikke så meget da den i høj grad fungerer som et inkorporeret instrument i musikken. Det giver virkelig Bon Iver en unik kant i forhold til andre folk'ede bands. Mange har sikkert hørt den episk smukke ”re:Stacks” uden at vide hvem det var som spillede. Justin Vernon har iøvrigt også medvirket på Kanye Wests samt The National’s seneste skiver, hvilket vel siger lidt om hans talent.

Drivkraften i Bon Iver (udtrykket er en mild omskrivning af udtrykket ”god vinter” på fransk) er hovedsagligt Vernon og denne mand kan altså fyre en falsetsom ingen anden. Vokalen i numrene er ofte massivt overdub’et som nemt kan tilskrives Bon Ivers trademark. Det nye album føles meget som det forrige, og i øvrige anmelderroste album For Emma, Forever Ago fra 2008. Dog er den nye samling mere nuanceret, mindre vemodigt og har meget bredere orkestrering, dog uden at miste det unikke feel. Åbneren ”Perth”, den friske ”Calgary” og den poppede ”Towers” er har allerede skrevet sig ind som favoritter hos undertegnede. Jeg er doh ikke i tvivl om, at jeg nok kommer til at nyde resten af de nye numre i samme grad.

Jeg har hørt albummet igennem nogle gange, og det skal tydeligvis have et par gennemlytninger før det åbner sig op. Det er lidt en cliche, I know. Men der er sgu et eller andet uderfinérbart magisk over vokalen. Man bør helt sikkert ikke snyde sig selv for et lyt. Jeg vil stoppe min lovprisen nu, men som I nok kan høre, så er jeg altså helt solgt. På med hørebøfferne, skru op og nyd den!

Metro 2033. Igen...

Som nogen måske har bemærket, så har jeg en særlig kæphest. Den hedder Metro 2033, og kan købes i to udgaver. Den første er spillet som en del nok kender: En so-so shooter placeret i en dyster fremtid hvor man følger livet i Moskovs metro. Den anden udgave er i form af den originale bog som spillet er bygget løst over. Jeg er langt om længe blevet færdig med den og I bli’r da ikke snydt for en lille anmeldelse.

Som stor fan af post-apocalypse genren, især på spilform, måtte jeg jo have fat i bogen efter at have gennemført spillet. Jeg forventede selvfølgelig knap så meget tjubang som i spillet, og det var såmænd også hvad jeg fik. Historien som bogen fortæller, kan på en del punkter sammenlignes med Ringenes Herre. Historiens hovedperson Artyom får efter lidt sniksnak til opgave at rejse gennem metroen for at give besked om en lurende fare fra overfladen, som kan ødelægge alt for metroens beboere.

Og hvilken en rejse. Der fortælles rigt om livet på de forskellige stationer samt de uhyggelige lange rejser mellem dem. Der er en god horror-vibe og personerne diskuterer vidt og bredt indenfor temaer så som evolution, religion og moral. Gennem bogens forløb bliver man også introduceret til alskens forskellige grupperinger, som alle har deres egen dagsorden og planer omkring herredømmet for metroen. Jeg bed især mærke til en gruppe Che Guevara-tilbedende aktivister, som nok også var det tætteste man kom på et humoristisk indslag.

Okay okay, men skyder ham der Artyom nogen folk? Uden at gå for meget i detajler så kan jeg fortælle, at hans kill count kan tælles på én hånd. Bogen bygger derimod i højere grad på frygten for det overnaturlige samt det implicitte spørgsmål omkring hvorvidt man kan undgå, at blive sindsyg i en metro. Men hvem ville ikke blive småtosset når hovedingrediensen i aftenens gryderet består af kogt rotte og mærkelige svampe?

Bogen er en mindre moppedreng på 460 sider og bliver en smule langtrukken i længden, hvilket nok er svaret på hvorfor det har taget mig flere måneder at få den læst færdig. Undergrundslivet i metroen er utroligt detajleret fortalt og der er en håndfuld interessante samtaler/diskussioner. Der er dog en del deja vu momenter i historien som gør at det hele bliver lidt trivielt, især når Artyom i sig selv ikke er en særlig interessant hovedperson.

Hvis man er en tålmodig person, så kan bogen sagtens anbefales. Dog synes jeg at spillet beskriver metroen med samme sans for detajle som kildematerialet, hvilket vel egentlig er ret godt gået.

Bayo-FREAKING-netta

Oh. My. God... Bayonetta. Det spil er for sindsygt. Punktum.

Jeg fik mig byttet til dette spil for bare et par dage siden, og allerede i eftermiddags rullede credits over skærmen. Spillets historie, forholdet mellem heksene Umbra Witches og englene Lumen Sages, er en fortælling på speed hvor alt er kan ske, og sker. But who cares? Historien ligger faktisk kun til grund for at spillets diverse scener hvori man på flotteste vis, slagter sig igennem alskens engle og mystiske vanskabninger. Handlingen i spillet er ret underordnet, for det er netop kampsystemet der gør hver scene, til et unikt blodbad ved hjælp af Bayonettas ekstraordinære evner. Jeg har aldrig spillet Devil May Cry (hvoraf kampsystemet skulle være affødt) men det virker bare pitch perfect, og der er et utal af combo moves man kan udføre, vel at mærke uden at det bliver for kompliceret. Som et plus oveni hatten så er de fleste af Bayonettas combo moves virkelig flot lavet. Eye candy aplenty!

Men tilbage til udgangspunktet. Det der gør Bayonetta så sindsygt imponerende er, at det er så tilgængeligt på alle måder. Fem sværhedsgrader, retfærdige checkpoints samt et utal af items og moves man kan samle og købe for at gøre livet lettere. Ja, man kan sågar genspille forrige kapitler i spillet for valuta, så man kan købe miksturer, hvis der eventuelt er en boss man ikke kan klare. Man kan endda mikse en drik hvorved man bliver udødelig. Spillet kan kun startes på én sværhedsgraden Normal (Easy og Very Easy ekskluderet da de styrer comboerne automatisk) og på intet tidspunkt var jeg provokeret til at kaste controlleren gennem stuen. Jeg er generelt ret tolerant, men mit liv er simpelthen for kort til forældet spildesign. Heldigvis er Bayonetta helt med på noderne.

Selvom historien man bliver præsenteret for kan virke ret rodet, så er den til gengæld fortalt med charme og humor gennem eksplosive cutscenes og flimrende "halvlevende" filmnegativ-sekvenser. Og jeg kan fortælle jer, boss kampene er episke. Især den sidste kamp er helt fænomenal trippy og flot udført. Selv credits sektionen er imponerende.

Bayonetta udkom i starten af 2010 på samme tid som Darksiders og Dante's Inferno, og jeg gætter på at spillets japanske ydre har skræmt en del spillere væk, inklusiv undertegnede. Dog efter at have haft alle tre spil i konsollen, så synes jeg faktisk ikke at Bayonetta er særlig sammenlignelig med dets "konkurrenter". Bayonetta er meget mere fokuseret på kamp og platform elementerne er minimale. Kampsystemet er slet ikke kluntet på samme måde som det man oplever i eksempelvis Darksiders.

Jeg håber dette skriveri har kunne vække lysten for flere spillere til at give Bayonetta et forsøg. Ifølge Xboxlifes statistik, har kun 92 personer haft det i deres konsoller (MW2 tæller 2500 spillere og Black Ops 1500). Bayonetta er opfindsomt og pinligt velpoleret. Hvis bare flere spil var som dette!

TV-serier

Hey der!

Lige et lille indlæg omkring hvilke tv-serier jeg følger med her for tiden.

X-Files - Den gode gamle med Mulder og Scully. Selvom serien er ved at have nogle år på bagen, så synes jeg stadig at den er utrolig underholdende (også selvom special effects ofte er til at krumme tæer over). Der er bare et eller andet ved temaer som fanger. "Tænk nu hvis dette var muligt" osv.

Fringe - En action science-fiction serie der har kørt på Kanal 5 i en del uger nu. Det er lidt i stil med X-Files med overnaturlige og uforklarlige elementer spiller ind. Nogle af karaktererne er lidt tamme, men serien har sine gode momenter.

Top Gear - En hver dreng/mand har vel set mindst et par afsnit af denne serie. Det geniale ved serien er, at selvom man ikke er bilnørd, så er værterne og deres udfordringer og tests stadig utroligt underholdende.

NCIS - Jeg er har egenligt ikke set særlig meget CSI og alle grenene i denne genre. Det er nemt at se, at det ligger milevidt fra hvordan rigtige agenter arbejder, men replikkerne er underholdende og der er i 90% af scenerne enten komiske aspekter eller underliggende toner deraf.

Det var et lille udsnit af de serier jeg ser sådan regelmæssigt. I skal være velkomne til at byde ind med de serier I selv ser. Det kunne jo være der var nogen som jeg skulle kigge nærmere på ;)