Macheta's blog
20-06-2013 - 18:41

Følelsen af at tabe


Ja - det lyder måske som noget ganske forfærdeligt der er helt ude i hampen, og måske er der også noget om det - også alligevel ikke. Forvirrende?


Men idag var det så endelig min tid til den ventede teori-prøve, for mit endnu længere ventede kørekort (som man vel kan sige jeg har forsømt et godt stykke tid nu, grundet pengesjusk og tidspressende årsager). Anyways, er jeg helt vildt glad for, at jeg endelig nu er igang og nået så langt, at jeg derved snart kan lette åndet, samt en stor sten fra mit hjerte, da et bilkørekort har været noget jeg ville have i lang tid, og som derved også kunne skabe mere frihed, fra buser, toge og andet møgtransport, der alligevel kan stjæle en hel dag fra en.




Ugen forinden, og tiden op til, havde jeg øvet som en gal nede i teorilokalet, med det såkaldte tavleundervisning, der i princippet er det samme som en egentlig teori-prøve, og det endte dejligt nok også ud i, at jeg altid stod tilbage med henholdsvis 2-3 fejl ved hver prøve der blev givet til tavleundervisningen. Dejligt. Der igennem fik jeg bekræftet for mit personlige jeg, at når jeg skulle op til teori-prøven var det ren barnemad. For jeg bestod igen og igen, til den opvisende prøve, og stod altid tilbage med en dejlig goodfeeling følelse.


Og de sidste 20 minutter af ventetiden for at komme op til prøven, nede hos politigårdens' glohede indgangs-stue, var da både skræmmende, da det nu virkelig galdte den faktiske prøve. Men samtidig vidste jeg jo også, at det var overstået og ude af mit sind, en lille halv time senere.




Jeg skal lige love for, at de 10 minutter man sidder og venter, efter prøven på sit svar, har været nogle af de mest tåkrummende og nervøse øjeblikke jeg har været udsat for i et stykke tid, for under prøven tiltrådte det, som nok hænder for de fleste. Den pure nervøsitet. Selvom selve prøven endda også blev opstartet med en test og gennemgang, af hele forløbet, som selv den mindst begavede ville ane forståelsen for, var jeg til tider meget nervøs under spørgsmålene, og selvom det ikke kunne ses på mit ansigtstræk, hamrede hjertet afsted som et gallopløb indvendigt.


Det forskyldte naturligvis, at jeg kom i tvivl, under nogle af spørgsmålene, selvom jeg egentlig godt vidste svarene inde i mit afsides jeg. Det som speakeren sagde, kunne jeg i nogen tilfælder overhøre, da jeg stadig var igang med at blive enig med mig selv om et foregående spørgsmål. Også har jeg snart ikke tal på, hvor mange rubrikker jeg stregede ud, for at sætte et ja/nej andensteds.




Under hele forløbet sad jeg med den inderste stemme i mit hoved, at jeg var fucked - du dumper det her, fordi jeg nok i bund og grund ikke stolede nok på mig selv i situationen, og selvom jeg på forhånd vidste at dette ville være en walk and leave, endte det alligevel med 8 fejl, hvor man maks må have 5 stykker. 3 fejl for meget. Satans! Ikke nok med at det gav en uhørt dårlig følelse i maven, og slækkede enormt på selvtilliden, ærgede det mig at det skulle gå som jeg slet ikke havde forudset, selvom jeg måske godt et eller andet sted vidste at chancen ville være der for at dumpe. Nu er det sket. Nu har jeg prøvet det. Og hvis jeg dog bare havde taget min fars' sidste ord til mig, inden vi lagde på over telefonen før prøven, havde jeg vidst, at den første indskydelse du får ved et spørgsmål, oftest er den du skal gå efter. Det vil jeg utvivlsomt også gøre næste gang, og mange andre ting og sager bedre.


Nu sidder man så her, skide deprimeret, og har ædt alverdens dårligheder og sågar set så middelmådig en film som "Solkongen" oven på denne katastrofe for at prøve at komme oven på igen, der i hvert fald har ødelagt resten af dagen for mig. Men alligevel har jeg formået at kigge over de fejl, dejligt nok som man får specificeret i sine papirer til sidst, og her har jeg da overblik over hvad for nogle fejl der var snak om, og nogle af dem har jeg gennemgået til grundighed. Det skal jeg blive ved med, til næste gang jeg skal op, som nok først bliver om 14 dage til 3 uger.




Folk skal i hvert fald vide, at det naturligvis er en ret så skidt ting at få at vide, når man dumper, og man sidder og venter på svaret uden anelse om det endelige resultat, og det er en ren pine skal der hilses og siges. Men man er straks afklaret, og det gode ved en sådan oplevelse er, at man nu ved 100% hvad man går op til, og de fejl man har lavet - kan man selvfølgelig rette op på, og som ens familie og venner siger, så er det jo i sidste ende bare op på hesten igen, selvom ens verden er totalt ødelagt, lige som man får beskeden. Det er jo kun normalt. Men ser man sig over skuldrene, er man aldrig den første der begår en sådan fejl som at dumpe, så helt håbløs føler man sig jo aldrig helt, men det er naturligvis heller ikke rart. Men det er rigtigt, der er ikke andet at gøre end at tage det som det er; også bare bestå næste gang - for det skal man sgu nok!




8 fejl. Fuck mig, næste gang er der under 5. Uden tvivl!


Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her