leegames's blog
16-03-2008 - 11:53

endnu en Bioshock anmeldelse

Jaja, endnu en anmeldelse af Bioshock, og hvorfor nu det?
Tjoe fik den nagende følelse af at der nok stadig var nogle, der ikke var "omvendt" endnu, og da Blockbuster sælger den til 249 lige nu, vil jeg lige komme med mit bud på en anmeldelse, og lokke de sidste uindviede ;)


Jeg har nu opholdt mig i Rapture i et par timer. De fugtige, irede metalvægge virker til stadighed mere klaustrofobiske, som minutterne skrider frem. Et skamferet lig, i en rullestol tæt på, føles som om det misbilligende iagttager mig, da jeg tænder en cigaret og efterfølgende vrider en pistol ud af dets stivnede greb. Jeg er ikke sikker på, at mit liv kommer til at vare meget længere, og jeg ved ikke, om jeg er i stand til at gøre hvad jeg bør for at forhindre dette. Mit navn er Jack. Ikke andet. Bare Jack. I et rum længere nede ad den mørke gang foran mig, kan jeg høre Billy Holiday synge “night and day” fra en slidt grammofon. Jeg prøver stadig at bearbejde de sidste timers hændelser, og kan knapt huske andet end, at jeg var passager på et fly, en øresønderivende larm bredte sig i cockpittet, og pludselig kæmpede jeg en kamp mod havvand og flammer, mens vragdele fløj omkring mig. Jeg fik øje på, hvad der lignede et fyrtårn i mørket, reddede mig i land, og nu er jeg her. Kilometer under vandet. I en by ikke ulig noget Jules Gabriel Verne kunne have udtænkt. Jeg er sikker på, at da byen blev skabt i 1946, var den et paradis af muligheder, kunstnere og lærde. De luksuriøse omgivelser, art deco omkring hvert et hjørne, og muligheden for perfektion lige indenfor rækkevidde må have været fantastisk. Her 16 år senere som ubuden gæst, føler jeg mig dog nærmere som en person fanget i en mareridtsagtig udgave af en “Jordomsejling under havet”.

Der er rester af blod på væggene, lig drivende omkring i de våde gader, og byen virker som noget, der er parat til at kollapse under de enorme vandmasser når som helst. Jeg tror ikke, at der er en eneste indbygger tilbage, der ikke er muteret til en ukendelig kødmasse af vanvid. Eller det vil sige, én måske. Jeg fandt en radio, og har holdt kontakt med agenten Atlas, som har lovet at hjælpe mig tilbage til overfladen. Indtil videre uden megen held, ikke mindst takket være den sindsyge skaber, Ryan, hvis ansigt flimrer frem fra fjernsynsskærme placeret overalt i Rapture, mens vanvidsstemmen taler fra skjulte højtalere. En skygge kommer omkring hjørnet, neonrørene i loften går ud et kort øjeblik, og jeg benytter mørket til at forsvinde ubemærket ned af nogle trapper i nærheden. Får havvand i hovedet fra en revne i loftet, men bemærker det knapt nok ved synet af en “the Circus of Values” automat. De sidste mutanter jeg dræbte havde nogle mønter på sig, og er der noget, jeg har fundet ud af på de få timer, jeg har brugt i Rapture, så er det at penge, og stofferne Adam og Eve er min chance for at forblive i live. Prisen for patroner til min nyfunde pistol er dog stadig for høj, og jeg prøver med held at kortslutte maskinen, hvilket få sekunder senere resulterer i, at jeg står med ammunitionen i mine rystende hænder. Hænder som på kort tid, ved hjælp af stoffet Eve er blevet i stand til så utrolige ting som at skyde lyn, flammer og udføre en form for telekinese. Så hører jeg dem: tunge, trampende skridt, akkompagneret af en spinkel pigestemme. Big Daddy er på vej. Det er tid til mit livs kamp, og en skæbnesvanger beslutning.

Lad det være sagt med det samme: FPS/survival horror spillet Bioshock fra 2K er intet mindre end et stemningsfyldt mesterværk. Stilen er gennemført, og man er ikke et øjeblik i tvivl om at byen, hvor handlingen finder sted, har været en fantastisk undersøisk metropol da den blev skabt i 1940´erne. Den ånder af tung mekanik blandet med dekadente lokationer.

Den spirituelle efterfølger til System Shock 2, der er bygget over en forbedret version af tribes: Vengeance motoren, føles sjældent som i kamp med Unreal teknologien, selv når fantastiske lyseffekter og levende vandmasser flyver omkring på skærmen. Lydsiden bliver leveret af kompetente stemmeskuespillere, og er et sandt overflødighedshorn af detaljer. Dryppende vand, indbyggernes monologer, knirkende rør og knitrende lamper er bare lidt af den imponerende lydcollage. Musikken er en blanding af Garry Schymans stemningsfulde musik, og jazzede natklubstoner fra Billie Holiday, Bing Crosby, Patti Page og andre klassiske sangere fra 40´erne og 50´erne.

Du styrer helten Jack rundt i Rapture i jagten efter en vej tilbage mod overfladen. Lydoptagelser der findes undervejs kan afspilles, mens man udforsker byen, for uddybelse af Bioshock universet. En glimrende måde at undgå påtvungne cut-sekvenser og ligegyldige pauser. Vejen mod overfladen bliver gjort lettere med brugen af våben og de såkaldte plasmider, der baner vejen for nye evner som telekinese, lyn og mange andre muligheder. Plasmider købes for valutaen Adam, der også bruges til at købe Eve, en slags brændstof til de aktive plasmider. Hvis du tænker mana og magi er du ikke helt ved siden af. Måden Adam erhverves er dog ret speciel, og lægger op til nogle moralske valg, da den bedste måde at skaffe disse på, er ved at høste/dræbe, nogle små uskyldige, men muterede piger, der beskyttes af nogle enorme dykkerklokke-lignende Big Daddys.
Spillet introducerer diverse rollespilsagtige elementer, som loot fra dræbte modstandere, evnen til at bruge sine Adams på at forbedre ens talenttræ i de fire grene kamp, engineering, samt aktive eller fysiske attributter, mens et kamera bruges til at tage billeder af modstanderne for at finde deres svage punkter, og dermed gøre dine angreb mere effektive. Overalt i spillet er der forskellige automater opstillet, disse varierer i funktion, og leverer alt fra våben, filmruller, skills og opgraderinger, til muligheden for at opfinde nye genstande ved at kombinere fundne materialer. Automaterne kan ved hjælp af et Pipe Mania minispil hackes, hvilket sænker priserne på varerne, eller i tilfælde af at automaterne har en angrebs-funktion, vender dem mod dine modstandere.

Førstegangs adventure spilleren vil sætte pris på en hint-option der forklarer hvad ens næste træk bør være, samt et meget overskueligt kort, mens den erfarne FPS spiller måske vil stå af, over den meget tilgivende sværhedsgrad, selv på hårdeste indstilling. Døden har sjældent konsekvenser, udover en tur tilbage til sidste savepoint. Kan man leve med dette, og er interesseret i et FPS-spil, der oser af stemning, historie, fetch quests og puzzles i bedste Resident Evil stil, så er der mange, mange timers underholdning at hente.
På trods af friheden til at undersøge byen i ens eget tempo, så føles Bioshock til tider, som om det kører på nogle lidt for forudbestemte skinner, men hvis turen som her foretages på første klasse, i velpolstrede sæder, og med en fantastisk udsigt, er det svært at komme med indvendinger. Køb billetten nu.

9/10



Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her