leegames's blog
16-03-2008 - 11:53

endnu en Bioshock anmeldelse

Jaja, endnu en anmeldelse af Bioshock, og hvorfor nu det?
Tjoe fik den nagende følelse af at der nok stadig var nogle, der ikke var "omvendt" endnu, og da Blockbuster sælger den til 249 lige nu, vil jeg lige komme med mit bud på en anmeldelse, og lokke de sidste uindviede ;)


Jeg har nu opholdt mig i Rapture i et par timer. De fugtige, irede metalvægge virker til stadighed mere klaustrofobiske, som minutterne skrider frem. Et skamferet lig, i en rullestol tæt på, føles som om det misbilligende iagttager mig, da jeg tænder en cigaret og efterfølgende vrider en pistol ud af dets stivnede greb. Jeg er ikke sikker på, at mit liv kommer til at vare meget længere, og jeg ved ikke, om jeg er i stand til at gøre hvad jeg bør for at forhindre dette. Mit navn er Jack. Ikke andet. Bare Jack. I et rum længere nede ad den mørke gang foran mig, kan jeg høre Billy Holiday synge “night and day” fra en slidt grammofon. Jeg prøver stadig at bearbejde de sidste timers hændelser, og kan knapt huske andet end, at jeg var passager på et fly, en øresønderivende larm bredte sig i cockpittet, og pludselig kæmpede jeg en kamp mod havvand og flammer, mens vragdele fløj omkring mig. Jeg fik øje på, hvad der lignede et fyrtårn i mørket, reddede mig i land, og nu er jeg her. Kilometer under vandet. I en by ikke ulig noget Jules Gabriel Verne kunne have udtænkt. Jeg er sikker på, at da byen blev skabt i 1946, var den et paradis af muligheder, kunstnere og lærde. De luksuriøse omgivelser, art deco omkring hvert et hjørne, og muligheden for perfektion lige indenfor rækkevidde må have været fantastisk. Her 16 år senere som ubuden gæst, føler jeg mig dog nærmere som en person fanget i en mareridtsagtig udgave af en “Jordomsejling under havet”.

Der er rester af blod på væggene, lig drivende omkring i de våde gader, og byen virker som noget, der er parat til at kollapse under de enorme vandmasser når som helst. Jeg tror ikke, at der er en eneste indbygger tilbage, der ikke er muteret til en ukendelig kødmasse af vanvid. Eller det vil sige, én måske. Jeg fandt en radio, og har holdt kontakt med agenten Atlas, som har lovet at hjælpe mig tilbage til overfladen. Indtil videre uden megen held, ikke mindst takket være den sindsyge skaber, Ryan, hvis ansigt flimrer frem fra fjernsynsskærme placeret overalt i Rapture, mens vanvidsstemmen taler fra skjulte højtalere. En skygge kommer omkring hjørnet, neonrørene i loften går ud et kort øjeblik, og jeg benytter mørket til at forsvinde ubemærket ned af nogle trapper i nærheden. Får havvand i hovedet fra en revne i loftet, men bemærker det knapt nok ved synet af en “the Circus of Values” automat. De sidste mutanter jeg dræbte havde nogle mønter på sig, og er der noget, jeg har fundet ud af på de få timer, jeg har brugt i Rapture, så er det at penge, og stofferne Adam og Eve er min chance for at forblive i live. Prisen for patroner til min nyfunde pistol er dog stadig for høj, og jeg prøver med held at kortslutte maskinen, hvilket få sekunder senere resulterer i, at jeg står med ammunitionen i mine rystende hænder. Hænder som på kort tid, ved hjælp af stoffet Eve er blevet i stand til så utrolige ting som at skyde lyn, flammer og udføre en form for telekinese. Så hører jeg dem: tunge, trampende skridt, akkompagneret af en spinkel pigestemme. Big Daddy er på vej. Det er tid til mit livs kamp, og en skæbnesvanger beslutning.

Lad det være sagt med det samme: FPS/survival horror spillet Bioshock fra 2K er intet mindre end et stemningsfyldt mesterværk. Stilen er gennemført, og man er ikke et øjeblik i tvivl om at byen, hvor handlingen finder sted, har været en fantastisk undersøisk metropol da den blev skabt i 1940´erne. Den ånder af tung mekanik blandet med dekadente lokationer.

Den spirituelle efterfølger til System Shock 2, der er bygget over en forbedret version af tribes: Vengeance motoren, føles sjældent som i kamp med Unreal teknologien, selv når fantastiske lyseffekter og levende vandmasser flyver omkring på skærmen. Lydsiden bliver leveret af kompetente stemmeskuespillere, og er et sandt overflødighedshorn af detaljer. Dryppende vand, indbyggernes monologer, knirkende rør og knitrende lamper er bare lidt af den imponerende lydcollage. Musikken er en blanding af Garry Schymans stemningsfulde musik, og jazzede natklubstoner fra Billie Holiday, Bing Crosby, Patti Page og andre klassiske sangere fra 40´erne og 50´erne.

Du styrer helten Jack rundt i Rapture i jagten efter en vej tilbage mod overfladen. Lydoptagelser der findes undervejs kan afspilles, mens man udforsker byen, for uddybelse af Bioshock universet. En glimrende måde at undgå påtvungne cut-sekvenser og ligegyldige pauser. Vejen mod overfladen bliver gjort lettere med brugen af våben og de såkaldte plasmider, der baner vejen for nye evner som telekinese, lyn og mange andre muligheder. Plasmider købes for valutaen Adam, der også bruges til at købe Eve, en slags brændstof til de aktive plasmider. Hvis du tænker mana og magi er du ikke helt ved siden af. Måden Adam erhverves er dog ret speciel, og lægger op til nogle moralske valg, da den bedste måde at skaffe disse på, er ved at høste/dræbe, nogle små uskyldige, men muterede piger, der beskyttes af nogle enorme dykkerklokke-lignende Big Daddys.
Spillet introducerer diverse rollespilsagtige elementer, som loot fra dræbte modstandere, evnen til at bruge sine Adams på at forbedre ens talenttræ i de fire grene kamp, engineering, samt aktive eller fysiske attributter, mens et kamera bruges til at tage billeder af modstanderne for at finde deres svage punkter, og dermed gøre dine angreb mere effektive. Overalt i spillet er der forskellige automater opstillet, disse varierer i funktion, og leverer alt fra våben, filmruller, skills og opgraderinger, til muligheden for at opfinde nye genstande ved at kombinere fundne materialer. Automaterne kan ved hjælp af et Pipe Mania minispil hackes, hvilket sænker priserne på varerne, eller i tilfælde af at automaterne har en angrebs-funktion, vender dem mod dine modstandere.

Førstegangs adventure spilleren vil sætte pris på en hint-option der forklarer hvad ens næste træk bør være, samt et meget overskueligt kort, mens den erfarne FPS spiller måske vil stå af, over den meget tilgivende sværhedsgrad, selv på hårdeste indstilling. Døden har sjældent konsekvenser, udover en tur tilbage til sidste savepoint. Kan man leve med dette, og er interesseret i et FPS-spil, der oser af stemning, historie, fetch quests og puzzles i bedste Resident Evil stil, så er der mange, mange timers underholdning at hente.
På trods af friheden til at undersøge byen i ens eget tempo, så føles Bioshock til tider, som om det kører på nogle lidt for forudbestemte skinner, men hvis turen som her foretages på første klasse, i velpolstrede sæder, og med en fantastisk udsigt, er det svært at komme med indvendinger. Køb billetten nu.

9/10



22-02-2008 - 23:42

Blod & vold - øget salg eller skud i foden?



Jeg husker stadig, da jeg som knægt i slut-firserne stod og skulle beslutte mig om, hvor mine surt tjente avispenge skulle kastes hen. En af vennerne syntes klart at Mortal Kombat var et fantastisk mål, som han sagde: vildt realistisk grafik, seje combos hvor "man blandt andet kan rive rygsøjlen ud af ens modstander" og masser af blod. Det var alt hvad jeg havde brug for at vide. Dagen efter købte jeg Street fighter II.


Jeg har aldrig syntes, at blod burde være et salgsargument i en beslutning om spilvalg. Ikke desto mindre ser det ud som om at spilbranchen, på sådan et umodent preteenager niveau, stadig synes, at det er her guldet ligger, når et spil skal promoveres. Seneste kommentar, der gjorde alt andet end sælge et spil til mig, var Tim Schafers omkring Brutal Reality "Just think of it as buckets and buckets of fun, You chop someone´s head off and fun comes spurting out". Personligt synes jeg ikke at blod i spandevis gør et spil sjovt, men bare plat. Indie spillet, the Dishwasher har et gennemført tema, og en lækker stil, men hvorfor skal der absolut springe blod i fjæset på mig ved hver given lejlighed? Når jeg sætter mig i en bil i det utroligt vellavede Crackdown, og futter uskyldigt derudaf med en hastighed på 15 kilometer i timen, zigzagger fodgængerne foran min bil med kommentarer som "this is fucked up", og selv et lille bump sender dem splattende til jorden i et blodbad, hvor selv det vildeste Always Ultra måtte give op. Hvorfor? Gør det på nogen måde noget, for et i forvejent godt spil?

Jeg er selv vokset op på en sund diæt af Fredag d. 13 del 3 og Chainsaw Massacre, og er ikke på nogen måde på et korstog mod genrespil. At Racism 5, undskyld Resident Evil 5 skaber furore grundet nogle "zombie negeres" nedslagtning, synes jeg personligt er storm i et glas vand. Spillet foregår i Afrika, det omhandler zombier... hvad kunne man forvente?

Som gamer virker sådan en bedømmelse uretfærdig, men hvad med alle de "potentielle spillere", de almindelige mennesker, der føler, at valget står mellem farveladeglade PopCap games eller, ifølge tabloid pressen, blod, blod og atter blod?

Jeg kunne godt tænke mig at se mainstream pressedækning for. for eksempelvis Rockstars GTA IV der ikke lyder sådan her "Det ultra voldelige gangsterspil bla. Bla.", men mere som "Endnu et spil i den succesfulde GTA serie er udkommet. I bedste Francis Ford Coppola stil følger spilleren denne gang en immigrants kamp for at finde sin plads i en verden, fyldt med magtkampe, korruption og løfterne om lette penge".
Men hvis det eneste udvikleren kan fortælle i deres peptalk er hvor stor byen er, og hvor mange måder man kan slå folk ihjel på, så er der ikke meget håb om dette.

Vold hører til i nogle typer spil, Call of Duty 4 ville næppe kunne fungere uden, og hvorfor skulle det.? Det er jo et krigspil, der forsøger at give et realistisk billede af problemstillingerne i en krig.

Men hvad med for eksempel Bully. En non-gamer vil jo aldrig tage dette spil op til overvejelse med ordene: "Jeg hørte hovedpersonen sige - why did you have to marry him? omkring moderens kæreste. Dette viser med al tydelighed de problemstillinger der opstår, når et ung menneske føler afmagt. Og de efterfølgende konflikter afspejler jo hvordan afmagt kan drive et ellers intelligent menneske til at reagere på en uhensigtsmæssig måde. Så det spil måtte jeg lige prøve"

Det kunne være rart, hvis spil blev diskuteret og taget alvorligt. Men sålænge udviklerne og spillerne, selv opfører sig som små rebeller uden andet budskab end "yihaa lets have some gore, blood and violence" i deres behandling af PR, har dette nok lange udsigter.

Nå, nok fra mig idag... men hvad synes I? Er der en "løsning", eller skal vi leve med som gamere at vores "hobby" er genstand for tilfældige ydmygelser, da vi nærmest selv beder om dem?

Der er vel ingen grund til ligefrem at kaste godbidder efter Jack Thompson.
22-02-2008 - 23:26

Så fik jeg mig en blog her

Er ikke den eneste jeg har, men tænkte, at når jeg alligevel skriver "længere værker" kunne jeg da poste dem her også... er jo altid rart med lidt kommentarer fra de kære xboxlifers :)
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her