Ærkefjenden

Havde en samtale med en kammerat for nogen tid siden, der udforskede det fjollede potentiale der var i at have en ærkefjende, som man altid ser det på film og i tegnefilm. En mørkeklædt figur, der pillende ved hans overskæg, kommer flyvende i sin helikopter eller luftbalon i tide og utide, med det ene formål at spolere hvad man nu har gang i. Det er nok næppe sådan hverdagen hænger sammen for mange i vores tid (hvis nogensinde) og selvom det er sjovt at tænke på, så ville det nok fylde ens hverdag med unødige og irriterende komplikationer. Det var først da jeg tænkte mere over det, at jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har haft nogen lignende en ærkerival i min tidlige barndom.

Spæde begyndelse
Nogle af mine tidligste minder er fra en periode i min barndom, hvor mine forældre og jeg flyttede til Sjælland. Min historie om min ærkerival er fra samme periode. Jeg har ca. været 3-4år og mine forældre kunne ikke få nogen plads i en børnehave efter vi flyttede, så jeg blev passet hos et forældrepar (tror kvinden var hjemmegående) der havde to drenge, hvor den ene var på min alder og den anden var ældre. Det passede jo perfekt, vi var lige gamle så vi kunne praktisk talt passe os selv og bare lege rundt, right!?

Wrong! (Med Arnold accent)
Problemet var bare, at deres yngste søn var en rigtig lort. Han var, af guderne må vide hvilken grund, en dreng, der legede så vildt med ham og hans broders legetøj, at det ofte gik i stykker. Han ville gemme legetøjet/beviserne et sted, men hans forældre fandt det altid på et tidspunkt. Når forældrene konfronterede os unger med det, vidste han jo selvfølgeligt hvad der foregik, så han kunne altid nå at sige: "Det var ikke mig!" først. Det fik forældrene til at konkludere at det måtte være mig der stod bag (ja, de var ikke just Sherlock og Watson). Så jeg fik selvfølgeligt skideballe for det. Og det var et mønster der gentog sig. 2 x med forskellige biler og med G.I. Joe figurer. Han ødelagte også nogle He-man figurer, men der var situationen lidt anderledes. Dem ødelagde han faktisk for øjnene af mig (hev elastikken i deres ben over). Jeg prøvede både at tale ham fra det OG gik ud til forældrene og sagde det, men han pejede bare på mig da de fandt dem, og så fik jeg skylden. Dvs. 4gange som jeg kan huske er det altså sket, og muligvis flere som jeg ikke kan, da det er længe siden.

Konfrontation
Det var noget jeg var godt og grundigt træt af, så engang ville jeg konfrontere ham med det. Jeg fortalte ham, at han ikke skulle ødelægge deres legetøj og slet ikke give mig skylden for det. Vi kom op at skændes og han skubbede mig ind i en lego brandstation, som gik i stykker. Imens jeg rejste mig op igen og prøvede at samle brikkerne sammen igen, var han løbet ud til hans mor og fortalt jeg havde ødelagt brandstationen. Da hun kommer ind og ser at brandstationen faktisk var blevet ødelagt, blev hun pisse sur og jeg endte ikke blot med at få skæld ud, men også at få klask på mine bare røvballer. Går ud fra hun var i et givende humør den dag, for hun insisterede selvom jeg sagde deres søn havde skubbet mig.



Det var så det tætteste jeg har været på en ærkerival. Hvad med jer? Hvem er jeres ærkerival og hvad er historien?