Metafysiske konstanter

Jeg hørte for nogen tid siden på the bombcast en producer fra Harmonix udtale, at han ingen interesse havde i 3D (samtalen gik på Nintendo 3DS) før det var "ægte" 3D. Her specifiserede han det så yderligere ud til at være holografisk video der optog et fysisk rum. Udtalelsen fik mig til at ryste på hovedet af to årsager.
1. Han antager at det ene er "ægte" og det andet ikke er "ægte".
2. At udtalelsen skulle komme fra en person bag Rockband, synes jeg virker hyklerisk.

Problemet med ægthed
Om alting gør det sig gældende, at det er hvad det er og det er ikke noget andet. Dette er den mest objektive og mest basale definition, vi kan give til fænomener. Vil vi videre end det, bliver fænomnener kategoriseret ud fra hovedsagligt skiftende betingelser. De fleste af os kan f.eks. godt skelne et bord fra en stol og andre møbler. Har vi en person der har set alle møbler i hele verden, vil han være endnu bedre til at afgøre hvornår et møbel er en stol, fremfor en skammel, et lavt bord eller lignende "grænse tilfælde". Men derfor er en stol stadigvæk ikke et statisk begreb, det kan forandre sig som vi finder på nye måder at lave møbler. Selvom der er en udvikling og selvom den ene måske er mere refineret/behagelig/praktisk end den anden, så er de begge stadig "ægte" stole. Der er derfor ikke nogen stol der er en mere ægte end en anden.
Det samme problem laver pc spillere når de snakker om konsol. De siger at FPS kun kan spilles på pc, fordi styringen er den rigtige oplevelse. De tror fejlagtigt at de har fat i et definitivt begreb (om at spille FPS spil) og ikke en gradbøjning angående anvendelighed.

Hvorfor hyklerisk?
Så der er ikke noget der er mere eller andet end det er. Vi har en person der ikke vil bruge tid på noget der ikke er "ægte", hvilket i sig selv er fejlagtigt. 3D's formål er at nare os til at tro, at der er et objekt foran os som der ikke er der. At noget ikke er 1:1 med virkeligheden (hvilket det ikke kan være, uden at være virkeligheden), er ikke et argument der er stærkt nok til at stå alene. Vi snakker derfor i virkeligheden om, hvor gode de forskellige løsninger opfylder dette mål. Derfor er det en afgørelse imellem gradvise løsninger. Personen mener at han kategorisk kan afskære noget der ikke er 1:1 med virkeligheden, men samtidigt gør selvsamme person sin levevej ved at lave et spil, der lader folk lege rockstjerne med plastikinstrumenter. Så ud fra hans egen (fejlagtige) argument, vil han ikke spilde til på hans egen spilserie. DUH!

Ellers var det såmen en fin nok podcast, men har generelt bare et problem med folk der bilder sig ind, at verden består af objektive kategoriseringer.